Det er svært at rydde op efter en forurening, der har fået tilnavnet “evighedskemikaliet”.
Det mærker man nu for alvor i den amerikanske delstat New Jersey.
Her har en føderal dommer godkendt forlig for mere end 2,5 milliarder dollar med nogle af verdens største kemivirksomheder efter omfattende forurening med PFAS.
Det svarer til mere end 16 milliarder danske kroner.
Aftalerne er indgået med blandt andre 3M, DuPont, Chemours og Corteva og skal være med til at betale for oprydning, forurenet drikkevand og skader på naturressourcer i delstaten.
Dermed er der sat et foreløbigt punktum i nogle af de store retssager om PFAS-forurening i New Jersey.
Men samtidig illustrerer sagen et problem, der rækker langt ud over USA: Det kan være både vanskeligt og ekstremt dyrt at rydde op, når PFAS først er havnet i jord og vand.
Ifølge Reuters godkendte dommeren forligene fredag den 7. august.
Milliarder skal gå til oprydning
Den største del af sagen vedrører virksomheder med tilknytning til DuPont.
New Jersey indgik sidste år et forlig med DuPont, Chemours, Corteva og en række relaterede selskaber, der indebærer betalinger på op til 875 millioner dollar over en periode på 25 år.
Men pengene er kun en del af aftalen.
Selskaberne har også forpligtet sig til at stå for oprydning af forurening ved fire industriområder i New Jersey.
Der er samtidig stillet økonomisk sikkerhed for oprydningen, ligesom staten overtager naturområder, hvoraf en del skal bevares permanent.
Det fremgår af New Jerseys miljømyndighed.
Derudover har staten indgået et særskilt forlig med 3M på op til 450 millioner dollar.
De penge skal blandt andet kompensere for skader på naturressourcer og bruges på indsatser mod PFAS-forurening af drikkevand og andre dele af miljøet.
Også denne aftale strækker betalingerne over 25 år.
Det er vigtigt at understrege, at der er tale om forlig og ikke domme, hvor virksomhederne er blevet kendt skyldige efter en retssag.
Til gengæld betyder aftalerne, at New Jersey får adgang til milliardbeløb og oprydningsforpligtelser uden først at skulle igennem lange og usikre retssager.
Kemikalier, der var næsten for gode til deres arbejde
PFAS er ikke ét enkelt kemikalie, men en familie på mindst 10.000 forskellige fluorstoffer.
De har været brugt industrielt i årtier og har nogle egenskaber, der umiddelbart lyder ganske praktiske.
De kan blandt andet modstå vand, fedt, olie og varme og er derfor blevet brugt i alt fra tøj og sko til elektronik, maling og brandslukningsskum.
Problemet er, at netop deres ekstreme holdbarhed også gør mange af stofferne meget vanskelige at slippe af med.
PFAS kaldes derfor ofte evighedskemikalier.
De kan sprede sig gennem vand, jord og luft, og nogle PFAS kan ophobes i mennesker og dyr.
Det Europæiske Miljøagentur, EEA, vurderer, at PFAS-forurening er blevet et omfattende miljøproblem.
Agenturet peger samtidig på, at oprydning efter PFAS typisk er både teknisk vanskelig og dyr, og i nogle tilfælde måske slet ikke fuldt mulig.
Og her rammer New Jersey-sagen et af de store spørgsmål i PFAS-debatten: Hvem skal betale, når kemikalierne først er sluppet ud?
For hvis virksomhederne ikke gør det, risikerer regningen i stedet at lande hos samfundet.
EEA peger netop på, at omkostningerne ved oprydning og sundhed ofte ender hos det offentlige.
Problemet stopper ikke ved New Jersey
Selvom milliardforligene foregår på den anden side af Atlanten, er selve problemet meget genkendeligt i Danmark.
Et af de mest kendte danske eksempler findes i Korsør.
Her blev der i 2021 fundet høje koncentrationer af PFOS (ét bestemt stof under PFAS-gruppen) i kød fra kalve, der havde græsset på en eng nær Korsør Brandskole.
Ifølge Fødevarestyrelsen stammede forureningen fra brandslukningsskum, som gennem flere år var blevet brugt på brandskolen og efterfølgende havde spredt sig til området.
Og Korsør er langt fra det eneste sted, myndighederne holder øje med.
Regionerne vurderer, at der på op mod 15.000 grunde i Danmark kan være PFAS-forurening på grund af tidligere aktiviteter på områderne.
Det kan eksempelvis være gamle brandøvelsespladser og deponier.
I 2024 vedtog et samlet Folketing derfor Danmarks første nationale PFAS-handlingsplan.
Der blev afsat 404 millioner kroner frem til og med 2027 til blandt andet at undersøge, inddæmme og oprense PFAS-forurening samt beskytte drikkevandet.
De danske 404 millioner kroner kan ikke sammenlignes direkte med milliardforligene i New Jersey.
Den danske handlingsplan omfatter en lang række forskellige indsatser, mens de amerikanske aftaler udspringer af konkrete retssager om forurening og indeholder både betalinger, erstatning og oprydningsforpligtelser.
Men tallene siger alligevel noget om størrelsesordenen på den udfordring, der følger med kemikalier, som kan blive i miljøet i meget lang tid.
Danmark forsøger samtidig at lukke for nye kilder
Mens myndighederne forsøger at håndtere fortidens PFAS-forurening, er Danmark samtidig begyndt at begrænse nye udledninger.
Siden 1. juli 2025 har det som udgangspunkt ikke været tilladt at importere eller sælge nyt tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere med PFAS.
Eksisterende lagerbeholdninger må dog fortsat sælges frem til 1. januar 2027, og der gælder en række undtagelser.
Ifølge Miljøstyrelsen er Danmark dermed gået foran et bredere europæisk arbejde med at begrænse PFAS.
På EU-niveau arbejdes der samtidig videre med et forslag om en langt mere omfattende begrænsning af PFAS.
Forslaget blev oprindeligt indsendt af Danmark, Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige, og Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, er fortsat i gang med den faglige behandling.
New Jerseys milliardforlig løser med andre ord ikke PFAS-problemet.
Hverken i USA eller andre steder.
Men sagen viser meget konkret, hvor stor regningen kan blive, når stoffer, der er designet til at holde længe, ender de forkerte steder.
For det, der engang gjorde PFAS så anvendelige, er også blevet deres største problem: De er virkelig, virkelig svære at slippe af med.
