Der er diskussioner omkring udfasning af olie og gas. Nogle mener, at vi ikke kan skære det af hurtigt nok, og andre mener, at udledningerne fra fossilbranchen er nødvendige – ikke bare nu, men også i fremtiden.
Hvad end man mener om de fossile energikilder, kan man ikke komme uden om, at udledningerne, der følger med, er et biprodukt af noget, vi rent faktisk bruger: nemlig el.
Sådan er det i hvert fald i de fleste lande.
Og så er der Turkmenistan.
Her har enorme mængder metan i årevis sivet ud af utætte rør, defekte brønde og fejlbehæftede afbrændingsanlæg – uden at gassen nogensinde er blevet brugt til noget som helst.
Læs også: Verdens værste metanlæk: Turkmenistan i centrum for et hidtil skjult klimaproblem
Det er simpelt spild i et land, der sidder på nogle af verdens største naturgasreserver.
Nu tyder det for første gang på, at noget rent faktisk er ved at ændre sig.
192 alarmer på et år
Turkmenistans metanproblem bliver overvåget af FN’s Methane Alert and Response System (MARS), som bruger data fra over 30 satellitter til at spore store metanudslip fra jordens overflade.
Når systemet opdager en mistænkelig gasfane, sender det besked videre til landets myndigheder eller den ansvarlige operatør – og holder derefter øje med, om lækagen bliver lukket.
Det seneste år har MARS sendt hele 192 alarmer om metanudslip i Turkmenistan.
Til sammenligning har landet ifølge satellitdata fra UCLA’s Stop Methane Project stået bag flere af verdens allerværste enkeltlækager, herunder tre af de seks kraftigste registrerede globalt over et halvt år.
Men noget nyt er sket.
Turkmenistanske myndigheder har nu repareret utætte rørledninger, udskiftet defekte brønde og fikset fejlende afbrændingsanlæg – og dermed stoppet otte af de store, dokumenterede lækager.
Et “utrolig godt første skridt”
Meghan Demeter, der er programchef for MARS under FN’s miljøprogram UNEP, kalder udviklingen positiv, men understreger samtidig, at det langt fra er hele historien.
Reparationerne viser, at vejen fra satellitdata til konkret handling rent faktisk virker – og at den kan gå hurtigt, når viljen er der.
Samtidig gør hun det klart, at otte lukkede lækager ikke ændrer det samlede billede af, hvor meget metan Turkmenistan udleder.
Der er stadig langt flere kilder, som skal findes og repareres, men kommunikationen med landets myndigheder er efter hendes vurdering blevet tættere, og responsen vokser måned for måned.
Til sammenligning har Mexico i samme periode fået 23 alarmer fra MARS – blandt andet om en enkelt offshore-lækage på 37 ton metan i timen, svarende til udledningen fra mere end 7 millioner SUV’er.
Mexico har svaret på alle alarmerne, men har endnu ikke gennemført en eneste reparation.
Det gør Turkmenistans otte lukkede lækager til noget af det mest konkrete, verden indtil videre har set komme ud af satellitovervågningen.
Hvorfor det haster med metan
At metan fylder så meget i klimaregnskabet skyldes gassens særlige egenskaber.
På kort sigt er den langt mere effektiv end CO₂ til at opvarme atmosfæren, og fordi den samtidig har en kortere levetid i atmosfæren, kan en indsats mod metan give en hurtigere klimaeffekt end næsten noget andet virkemiddel.
Derfor er metanreduktion ofte blevet kaldt en slags nødbremse i klimakrisen.
Det Internationale Energiagentur (IEA) har tidligere påpeget, at høje metanudledninger langt fra er en uundgåelig del af olie- og gasindustrien – de kan reduceres markant med eksisterende teknologi, bedre driftsstandarder og almindeligt vedligehold.
Netop det gør sagen i Turkmenistan særlig pinlig: Det handler ikke om avanceret, dyr teknologi, men om at reparere rør og udstyr, der burde have været vedligeholdt for længst.
Presset vokser udefra
At Turkmenistan nu handler, kommer ikke ud af det blå.
Landet har i årevis været under stigende internationalt pres, siden Guardian i 2023 første gang afslørede landet som verdens største kilde til metan-super-udledninger.
Siden har Turkmenistan meldt sig ind i den globale metanaftale, og skrappere EU-regler for import af gas er på vej – regler, der gør det stadig mere risikabelt for landet at ignorere sit ry som verdens metan-værsting.
Spørgsmålet er, om otte reparerede lækager for alvor er begyndelsen på enden, eller blot endnu et eksempel på et lukket land, der reagerer, når presset bliver stort nok.
Med 192 alarmer på et enkelt år er der under alle omstændigheder nok tilbage at tage fat på.
