Der er dyr, der spiser græs. Og så er der dyr, der har udviklet en hel lille gæringsfabrik i maven for at få næring ud af det.
Køer, får, geder, hjorte, giraffer og elge hører alle til drøvtyggerne.
De tygger ikke bare maden én gang, men sender den gennem et avanceret fordøjelsessystem, hvor mikroorganismer hjælper med at nedbryde svært fordøjeligt plantemateriale.
Det er smart, hvis man gerne vil leve af græs og blade.
For klimaet har det en bivirkning.
Under fordøjelsen dannes metan, som dyrene efterfølgende sender ud i atmosfæren.
Mest gennem bøvser og i mindre grad gennem den anden ende.
Og det er ikke kun vores husdyr, der gør det.
Et nyt studie af verdens vilde drøvtyggere anslår, at de tilsammen udleder omkring 2,95 millioner ton metan om året.
Forskerne har koncentreret sig om netop drøvtyggerne, fordi deres særlige fordøjelse gør dem til de væsentligste metanudledere blandt vilde dyr.
Et enkelt rådyr er ganske vist ikke nogen klimabombe.
Tidligere emissionsberegninger har anslået udledningen til omkring fire kilo metan om året for et rådyr. Hos større hjorte kan tallet være omkring 25 kilo, mens en elg kan nå omkring 50 kilo.
Til sammenligning kan en ko udlede over 100 kilo metan om året alene fra fordøjelsen.
Så meget metan kan ét dyr udlede på et år
| Dyr | Metan pr. dyr pr. år |
|---|---|
| Rådyr | ca. 4 kg |
| Større hjort/rensdyr | ca. 25 kg |
| Elg | ca. 50 kg |
| Kødkvæg, voksen ko* | ca. 122 kg |
| Malkeko* | ca. 146 kg |
*Kvægstallene er eksempler på emissionsfaktorer fra Canadas nationale drivhusgasopgørelse for 2023. Udledningen fra kvæg varierer blandt andet med race, foder, størrelse og produktionsform. Tallene for vilde dyr er emissionsfaktorer fra EEA og skal ligeledes betragtes som estimater.
Det er meget tydeligt at se, hvem der ville vinde en bøvsekonkurrence i en rundkreds af forskellige drøvtyggere.
Men det er først, når man begynder at tælle antallet af dyr, at afstanden mellem naturen og landbruget for alvor vokser.
Vi har gjort drøvtyggeren til en industri
De 191 vilde dyrearter, som forskerne har undersøgt, tæller tilsammen omkring 170 millioner dyr.
Til sammenligning findes der alene omkring 1,5 milliarder stykker kvæg i verden. Dertil kommer de enorme bestande af blandt andet får og geder.
Det er værd at have med, når man møder argumentet om, at dyr jo ville udlede metan, uanset om mennesker spiste dem eller ej.
For ja, metan fra drøvtyggere er naturligt.
Hjorte bøvsede metan ud, længe før nogen fandt på en burger, og de vil fortsætte med det, uanset hvad der sker med vores madvaner.
Men verdens husdyrbestande er ikke opstået på samme måde som bestandene af hjorte, elge og giraffer.
Vi har avlet dyrene, fodrer dem og holder bestandene på et niveau, der kan levere de enorme mængder kød og mælk, som bliver efterspurgt verden over.
Når efterspørgslen stiger, kan produktionen vokse. Når den falder, er der brug for færre dyr.
På den måde har vi taget en helt naturlig proces i drøvtyggerens mave og gjort den til en del af en global industri.
Og det kan ses i atmosfæren.
Ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, står husdyrsystemer for omkring 32 procent af verdens menneskeskabte metanudledning.
Kvæg står samtidig for omkring tre fjerdedele af den metan, der kommer fra drøvtyggeres fordøjelse.
Det gør husdyrproduktionen til en væsentlig del af metanproblemet.
For selv om køernes metanproduktion er helt naturlig, er størrelsen på verdens kvægbestand det ikke.
Vi mennesker avler, fodrer og reproducerer dyrene som led i en masseproduktion af især kød og mælk.
Dermed har vi skaleret drøvtyggernes naturlige metanproduktion op til et niveau, som den ikke ville have haft uden husdyrindustrien.
Det betyder ikke, at verdens husdyr kan tages ud af produktion i morgen.
Kød og mælk spiller en central rolle i fødevareforsyningen mange steder, og FAO fremhæver, at husdyr er afgørende for både ernæring og levebrød for mange mennesker.
Men det ændrer ikke på klimaregnestykket.
Hjortebestanden i skoven eksisterer ikke, fordi nogen skal producere en bestemt mængde hjortekød næste år. Bestanden formes blandt andet af føde, levesteder, jagt, sygdomme og rovdyr.
Antallet af køer hænger derimod tæt sammen med vores produktion og forbrug.
Så længe efterspørgslen efter kød og mejeriprodukter kræver meget store kvægbestande, følger deres metanudledning med.
Så næste gang nogen argumenterer for, at køernes metanudledning ikke er et problem, fordi naturen jo også ville være fuld af metanbøvsende dyr, hvis vi ikke spiste dem, er der én ret afgørende forskel: Bøvsen er naturlig. Milliardbestanden er menneskeskabt.
Naturens metan forsvinder ikke
Det nye studie er derfor heller ikke et argument for, at vi skal begynde at se skævt til rådyrene.
Tværtimod er de vilde drøvtyggeres metan en del af det naturlige regnskab, som forskerne forsøger at forstå bedre.
Skal man vide, hvor meget mennesker ændrer atmosfærens indhold af metan, er man også nødt til at kende de naturlige kilder.
Og her giver studiet et bedre billede af en kilde, som hidtil har været svær at gøre op.
Forskerne understreger samtidig, at der er usikkerhed forbundet med beregningerne.
Det er trods alt betydeligt lettere at tælle køer på en gård end hjorte, antiloper og giraffer spredt over kloden.
Men tallene gør også en gammel diskussion lidt lettere at forstå.
Koen er ikke et klimaproblem, fordi den i sig selv udleder metan. Dens fordøjelse fungerer grundlæggende efter et princip, der også findes hos dens vilde slægtninge.
Forskellen er, at vi mennesker har gjort drøvtyggeren til en del af en enorm global industri og avlet køer i et antal, som naturen aldrig selv ville have opretholdt.
