02. jun.

Endelig ny regering: Her er udsigterne for drikkevandet og grisene

Den nye S-SF-M-R-regering lover både rent drikkevand og markant bedre dyrevelfærd for grisene. Men mens grundvandet ser ud til at samle alle fire regeringspartier, venter de svære forhandlinger stadig på landbrugets område.

Sara Holt

Redaktør

Mette Frederiksen

70 dage skulle der gå fra valgaften til regeringsgrundlag.

Men efter en lang kamp for en regering over midten måtte Lars ty til den, i hans optik, næstbedste konstellation.

Derfor danner Socialdemokratiet (S), Socialistisk Folkeparti (SF), Moderaterne (M) og Radikale Venstre (R) ny regering – den såkaldte firkløverregering.

De er desuden stærkt støttet op af de to ydre venstrefløjspartier, Enhedslisten og Alternativet.

Og selv om ministerposterne først fordeles onsdag, tegner der sig allerede et billede af, hvilke dagsordener der kan få medvind de kommende år.

Og når man dykker ned i grundlaget, ser det ud til at den lange forhandlingsperiode har bragt mange idéer med sig.

Den nye regering vil både give gratis tandlægeregning, sænke selskabsskatten, investere massivt på skoleområdet, sænke og fjerne moms på fødevarer, frigøre os fra russisk gas og meget meget mere.

Men med alle de dagsordener kan det være svært at gennemskue, hvad der skal ske på de områder, der trak flest overskrifter under valgkampen 2026.

Både drikkevandsbeskyttelse og bedre forhold for grisene fyldte nemlig enormt meget, og det ser også ud til at være sivet med ind i planerne for denne nye regering.

Drikkevandet ser ud til at være regeringens grønneste fællesnævner

Hvis man skal pege på ét område, hvor den nye regering virker mest samstemt, er det beskyttelsen af drikkevandet.

I regeringsgrundlaget lover partierne et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder, og allerede i indledningen slås det fast, at “Danskernes drikkevand skal være rent”.

Regeringen skriver desuden, at kommende generationers ret til rent grundvand skal sikres.

Det er ikke tilfældigt.

Radikale Venstre har længe gjort grundvandsbeskyttelse til en mærkesag. SF har presset på for skærpede regler for pesticider, og Moderaterne gik til valg på bedre beskyttelse af drikkevandet. Også Socialdemokratiet fremhævede emnet under valgkampen.

Samtidig er spørgsmålet blevet sværere at ignorere politisk.

De seneste år er en række drikkevandsboringer blevet lukket som følge af fund af pesticidrester, og flere kommuner har kæmpet med at finde nye drikkevandsressourcer.

Derfor ligner drikkevandet et af de områder, hvor regeringen relativt hurtigt kan levere konkrete resultater.

Drikkevand

Grisene bliver den sværere opgave

Mere usikkert ser det ud på dyrevelfærdsområdet.

Regeringen lover ganske vist, at “dyrevelfærden for grisene skal forbedres markant”.

Samtidig ønsker den at ændre retningen for dansk griseproduktion, så færre levende smågrise eksporteres ud af landet, og mere af produktionen og forarbejdningen sker i Danmark.

Men når man læser videre, bliver det også tydeligt, at de konkrete løsninger endnu ikke er besluttet. Det skal gøres over et nyt forhandlingsbord.

Lars Løkke har fået sin forkærlighed for kompromisser og flerpartsaftaler ind i planerne og kunne til pressemødet præsentere en såkaldt grise-firepart.

Den skal samle landbruget, dyreværnsorganisationer, miljøorganisationer og arbejdsmarkedets parter.

Og det er altså her at fremtidens griseproduktion skal forhandles på plads.

Det betyder, at de svære spørgsmål stadig ligger foran regeringen, og måske endda med meget lange udsigter.

Man kan derfor blive bekymret for, hvor konkrete (og hurtige) resultater denne firepart vil ende ud med.

Grisetransport

SF og Radikale har fået sat tydelige aftryk

Ser man på miljø- og naturpolitikken som helhed, er det svært ikke at få øje på SF’s og Radikale Venstres fingeraftryk.

Regeringen vil blandt andet gennemføre et nationalt sprøjteforbud i sårbare grundvandsområder, fremlægge en natur- og biodiversitetslov med mål om 30 procent beskyttet natur og styrke beskyttelsen af havmiljøet.

Samtidig beskriver regeringen sig selv som “den grønneste regering” og kobler natur, landbrug, klima og dyrevelfærd tættere sammen, end man har set i tidligere regeringsgrundlag.

Det er dog ikke kun SF og Radikale, der har bragt den grønne dagsorden på forhandlingsbordet.

Ved pressemødet fremhæver, og takker, både Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr og Martin Lidegaard Alternativet og Enhedslisten, for deres rolle i planlægningen.

De tydeliggør samtidig, at de ønsker et frugtbart samarbejde med de to ydrepartier.

I forvejen har SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet haft en god alliance, når det er kommet til miljø, klima og inklusionsområdet.

Læs også: Sådan har partierne stemt om drikkevand de seneste år

Derfor virker det uundgåeligt for den nye regering at komme uden om “den grønne alliance”, selvom det i de kommende år kan forventes at skabe frustrationer for Mette, Lars og deres bagland.

Den virkelige test begynder nu

Der er dog langt fra et regeringsgrundlag til virkelighed.

Noget af kritikken af den tidligere regering handlede netop om forskellen mellem grønne ambitioner og konkrete resultater.

Socialdemokratiet og Moderaterne sad også dengang i regeringen, og både miljøorganisationer og opposition kritiserede dem jævnligt for at være for forsigtige over for landbruget og for langsomme til at beskytte grundvandet.

Nu er ambitionerne blevet skrevet direkte ind i regeringsgrundlaget.

Men samtidig lover regeringen også meget andet end grøn omstilling. Og mange af deres løfter koster flere penge end de giver.

Det efterlader et åbent spørgsmål om prioriteringerne.

For selv om Martin Lidegaard ved pressemødet understregede, at regeringen vil føre en økonomisk ansvarlig politik, vil de kommende finanslove vise, hvilke projekter der kommer først i køen.

Derfor er den mest interessante konklusion måske ikke, at den nye regering vil beskytte drikkevandet og forbedre forholdene for grisene.

Det interessante er, at den for første gang i mange år har samlet et flertal, som grundlæggende er enige om retningen.

Nu skal den bevise, at den også kan levere resultaterne.

Find mere læsestof her