Elon Musk er netop blevet verdens første dollar-trillionær. Eller, det vil sige billionær på dansk.
Det betyder, at han har en million millioner dollars. En trillion, på dansk, betyder en milliard milliarder. Bare så vi lige har det på det rene. Ingen grund til at blive forvirret over disse astronomiske tal.
Men hvad er det egentlig, som er så mange penge værd?
Elon Musks formue består som bekendt ikke af bunker af kontanter eller guldbarer.
Den består primært af aktier og virksomhedsværdier, som hele tiden ændrer sig i takt med investorernes forventninger til fremtiden.
Formuen er et udtryk for, hvad markedet vurderer, at virksomheder som Tesla, SpaceX og xAI kan blive værd på et senere tidspunkt.
Elon Musks rigdom er således heller ikke primært vokset organisk igennem fysiske pengestrømme. Den er først og fremmest vokset på papiret.
Når medierne skriver, at Musk er verdens rigeste mand og verdens første billionær, beskriver de derfor ikke en mand med en konkret mængde penge, som ligger til rådighed på en konto.
De beskriver en markedsværdi, der i betydeligt omfang er baseret på forventninger, spekulation og fremtidige indtjeningsmuligheder.
Hvor privat er hans formue?
Musks virksomheder er desuden dybt integreret i den amerikanske stat.
SpaceX leverer opsendelser til NASA og det amerikanske forsvar. Starlink indgår i strategiske sikkerhedspolitiske sammenhænge. Tesla har gennem årene nydt godt af omfattende offentlige støtteordninger og regulering.
Derfor vil det være misvisende at betegne Musk som en klassisk kapitalist, der producerer, omsætter, tjener og geninvesterer.
I stedet fremstår han næsten som en personificeret del af den amerikanske økonomi: et sammensurium af private investeringer, statslige kontrakter, teknologiske forventninger og geopolitisk strategi.
Hans tætte forbindelser til den amerikanske stat gør, at han nærmest virker som en slags levende statsobligation. Too big to fail.
Så hvor meget mening giver det overhovedet at forsøge bestemme hans personlige rigdom med de samme, gamle kvantitative metoder, som økonomer traditionelt har brugt til at kvantificere formuer?
Musks rigdom opgøres med decimalers præcision, som om den var en fysisk størrelse på linje med vægten af en guldbarre.
Klimamålet og sandsynligheden på under én procent
Den samme tendens til overmodigt at kvantificere det uklare finder man jævnligt i klimadebatten.
For få dage siden konkluderede tænketanken Concito, at Danmark har under én procents sandsynlighed for at nå klimalovens mål om en reduktion af drivhusgasudledningerne på 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990.
“En bombe ind ad døren” til den nye regering, vurderede Politiken.
Men hvad er det egentlig, der bliver udtrykt?
For det første måler Danmark slet ikke sine overordnede CO₂-udledninger. Man estimerer den forventede mængde CO₂ ud fra nogle komplekse regnemodeller.
Når politikere hævder, at Danmark har forpligtet sig til sænke sine emissioner pr. 2030, er det derfor ikke helt korrekt.
Danmark har stadfæstet en bindende klimalov, og Danmark skal kunne påvise via sine regnemodeller, at vi har nedbragt den estimerede mængde CO₂-udledninger.
Der er altså en vis usikkerhed, som ikke altid fremgår tydeligt i klimadebatten, selv om eksperter på nuværende tidspunkt vurderer, at Danmarks estimater er meget retvisende.
For det andet er Concitos vurdering baseret på endnu et lag af beregninger.
Organisationen vurderer sandsynligheden for, at de klimamæssige fremskrivninger holder, og at en række planlagte klimatiltag leverer de forventede reduktioner.
Der beregnes altså en sandsynlighed for, at en række estimater vil føre til et bestemt estimat.
Det er metodisk legitimt, men det er samtidig en øvelse, der illustrerer, hvor langt væk fra den konkrete virkelighed moderne kvantificering nogle gange befinder sig.
Sidste år vurderede Concito, at sandsynligheden for at indfri Klimalovens mål var 20%.
Endelig er der et forhold, som sjældent bliver påtalt: Det hedder sig, at klimaloven er bindende, men det kan den jo ikke være i praksis.
Den vedrører mange forhold, som regeringen kun i begrænset omfang har råderet over. Vi trods alt i et åbent demokrati.
Regeringen kan i praksis ikke forpligte sig til at foretage en række ændringer, som den ikke har direkte kontrol over.
Kortet og landskabet
Fælles for værdiansættelsen af Musks formue og Concitos sandsynlighedsberegninger er, at de teknisk set giver mening.
De giver os nogle konkrete tal, som gør det nemmere at forholde sig til det i bund og grund uoverskuelige. Det, der ikke kan begribes.
Men både Musks formue og Concitos én-procents-vurdering illustrerer det samme grundlæggende paradoks: Jo mere kompleks verden bliver, desto større bliver vores behov for at omsætte den til konkrete tal.
Vi skal bruge data for at kunne træffe beslutninger. Men samtidig bliver det stadig sværere at vide præcis, hvad tallene egentlig repræsenterer.
Ofte gemmer der sig en subjektiv vurdering bag en procentsats, der på papiret ser utvetydig ud.
Meningen er, at tallene skal give os et kort over virkeligheden, og intet kort kan være 100% præcist.
Spørgsmålet er, hvor upræcist vi kan tillade, at kortet bliver, hvis vi skal kunne bruge det til at navigere.
