Ideen om, at man kan henføre klimabelastninger direkte til individer i form af det såkaldte “personlige klimaaftryk” er i bund og grund ret absurd.
Det er indlysende, at individers gøren og laden har konsekvenser for miljøet og klimaet, men det bliver bizart, når man fx forsøger at koge forbrug ned til et rent personligt klimaansvar.
Som om jeg belaster kloden mere, hvis jeg køber en pakke oksekød, end hvis jeg undlader at gøre det… Pakken ligger allerede i køledisken.
Det er ikke mig, der har importeret oksekød fra Argentina, transporteret det til mit lokale supermarked og lagt det i køledisken.
Klimabelastningen har allerede fundet sted, før jeg overhovedet kommer ind i billedet.
Jeg er selvfølgelig med på, at nogle vil argumentere for, at forbrugeren er med til at definere, hvad virksomhederne udbyder.
Mange tror tilsyneladende endda, at det faktisk er forbrugeren, og kun forbrugeren, der dikterer, hvad markedet udbyder.
Det ville være rart, hvis det hang sådan sammen.
Det ville være rart, hvis man uden videre kunne frikende alle de processer, der ligger upstream fra forbrugeren.
Det ville være rart for os forbrugere, hvis vi bare kunne diktere, hvad der skulle ligge på hylderne i butikkerne.
Men det kan vi jo ikke….
Har vi forbrugere fx efterspurgt “planned obsolescence”? Har forbrugerne efterspurgt “scan selv”-kasser i supermarkederne? Har forbrugerne har efterspurgt uduelige chatrobotter i stedet for god kundeservice?
Det er ganske simpelt ukorrekt, at det er forbrugeren, der egenhændigt driver markedets udvikling.
Ideens ophav
Hvis man dykker lidt ned i begrebet “klimaafryk”, finder man da også ud af, at det faktisk er noget, som British Petroleum var med til at udbrede…. Ja. BP.
Det er bogstaveligt talt et olieselskab, en af de helt store syndere i klimadebatten, der har været med til at udbrede ideen om det personlige klimaaftryk.
Hvilken interesse kunne de dog have haft i det? Kunne det være noget med at flytte fokus fra egne aktiviteter og forsøge at ansvarliggøre borgerne?
Det kunne man måske godt forestille sig…
Hvad end årsagen er, står det klart for mig, at “personligt klimaaftryk” er noget elendigt vrøvl.
Det er skammeligt, at der er så mange klimaaktivistiske organisationer, som tilsyneladende ukritisk har taget ideen til sig.
Det findes deprimerende mange hjemmesider med underlige, ofte meget forskellige CO2-beregningsmodeller, hvor man så kan forsøge at fastslå, hvor stor en del af klodens ødelæggelse, man selv direkte er skyld i.
Det gør klimakampen til et indadvendt, navlebeskuende anliggende og det er ikke befordrende for positiv forandring.
Tværtimod kan det let være med til at fostre mistillid mellem borgerne, der pludselig bliver gjort ansvarlige for noget, som de har begrænset indflydelse på.
Så er det, vi ender i tåbelige situationer, hvor fx Alternativet revser de ældre for at være “lige præcis den generation, der har svinet allermest”.
Som om man kan fælde dom over en hel generation på den måde .
Forbrug er ikke politisk handling
Gid de såkaldt grønne partier ville komme ind i kampen og droppe det tåbelige fokus på borgernes personlige forbrug.
Hvis oksekød ikke er klimavenligt, så fix problemet. Gør det mere klimavenligt. Eller forbyd oksekød ved lov.Hvis oksekød er så dårligt for klimaet, så forbyd det dog helt. Men det er jo svært.
Det ville være svært at gennemføre, måske nærmest umuligt. Så er det nok nemmere at tørre ansvaret af på borgerne.
Det er vel i bund grund den neoliberale fantasi: I stedet for at regulere og lovgive, så udstiller intellektuelle og politikere vage retningslinjer, og så må vi forbrugere så på en eller anden måde redde hele verden gennem “ansvarligt forbrug”, eller noget.
Men sådan hænger verden bare ikke sammen. Vi kan ikke boycotte og forbruge os ud af klimakrisen. Desværre.
