For bare seks år siden satte Danmark, med den daværende klimaministers egne ord, et “endeligt punktum for den fossile æra”.
Nu er olien igen blevet et varmt politisk emne.
I Norge vil regeringen lede efter mere olie og gas. USA producerer enorme mængder. Og herhjemme overvejer regeringen, om danske selskaber skal have mulighed for at fortsætte olie- og gasproduktionen i Nordsøen længere end i dag.
Det sker samtidig med, at Danmark i juni fik en ny regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre, der selv mener, at de er Danmarks grønneste regering.
Danmark sagde farvel til olien
I 2020 vakte Danmark international opsigt.
Et bredt flertal i Folketinget indgik Nordsøaftalen, som fastsatte 2050 som slutdato for dansk olie- og gasproduktion og aflyste alle fremtidige udbudsrunder.
Men i februar i år åbnede den daværende SVM-regering for at forlænge eksisterende licenser til olie- og gasproduktion.
Nogle af licenserne udløber i 2042 og kan potentielt forlænges frem mod den endelige slutdato i 2050.
“Krigen i Ukraine har vist, at energi er et våben i de forkerte hænder,” sagde daværende klima- og energiminister Lars Aagaard (M) omkring beslutningen.
“Kan Danmark bidrage til Europas energiforsyning, så skal vi gøre det.”
Ny regering, samme oliedilemma
Siden da har Danmark været til valg og fået en ny regering.
Den 3. juni tiltrådte firkløverregeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre, med Samira Nawa (RV) som ny klima-, energi- og forsyningsminister.
Den nye regering har lagt op til en omfattende grøn omstilling.
I regeringsgrundlaget står der blandt andet ambitioner om hurtigere elektrificering og mere vedvarende energi.
Men samtidig skal de tage stilling til olielicenserne. Og den nye regering har ikke lukket døren.
I august oplyste Samira Nawa, at arbejdet blev sat på pause under folketingsvalget, og at regeringen endnu ikke havde taget stilling til, om det skulle genoptages.
Diskussionen lever altså videre.
Dermed står den nye regering med et dilemma, som den har arvet fra sin forgænger: Skal Danmark fastholde kursen mod udfasning af olie og gas, eller skal produktionen have lov til at fortsætte længere af hensyn til Europas energisikkerhed?
Og svaret virker ikke til at være så ligetil, som man skulle tro, for Danmarks “grønneste regering”.
Norge går den modsatte vej af en udfasning
På den anden side af Skagerrak er forholdet til olien langt mindre kompliceret.
Norge har bygget en betydelig del af sin moderne velstand på olie og gas og har aldrig haft samme ambition om at lukke produktionen som Danmark.
Men mens klimadebatten i årevis har handlet om udfasning af fossile brændsler, går Norge fortsat aktivt efter nye forekomster.
I maj åbnede den norske regering yderligere 70 blokke i Nordsøen, Norskehavet og Barentshavet for olie- og gasefterforskning.
Og energiminister Terje Aasland gjorde i august den norske kurs meget tydelig over for Reuters: Norge vil fortsætte efterforskningen i Barentshavet, også selv om EU ønsker et stop for olie- og gasudvinding i Arktis.
Målet er at holde produktionen omkring det nuværende niveau frem mod 2035.
Argumentet ligner det, vi har hørt i Danmark: Europa skal have energi, og Norge ser sig selv som en sikker leverandør.
Olien har fået ny berettigelse
Olie og gas er ikke blevet mindre klimabelastende.
Men efter Ruslands invasion af Ukraine og de seneste konflikter i Mellemøsten bliver fossile brændsler i stigende grad diskuteret som et spørgsmål om national sikkerhed.
USA har under Donald Trump gjort “energy dominance” til en central del af sin politik og producerer rekordstore mængder olie.
Samtidig har problemerne med olietransporten gennem Hormuzstrædet i år vist, hvor hurtigt en konflikt langt fra Danmark kan ramme energimarkederne og i sidste ende priserne for almindelige forbrugere.
Det gør argumentet om egen produktion let at forstå: Hvis vi stadig skal bruge olie og gas, hvorfor så ikke hente den hos os selv eller vores naboer frem for at være afhængige af Rusland eller ustabile dele af verden?
Klimaproblemet er stadig det samme
Men her støder sikkerhedsargumentet sammen med klimavidenskaben.
Det Internationale Energiagentur, IEA, har vurderet, at der i et globalt forløb mod netto-nul i 2050 ikke er behov for nye langsigtede konventionelle olie- og gasprojekter.
Tværtimod skal forbruget af fossile brændsler falde markant.
Det efterlader et problem, som rækker langt ud over Danmark.
Norge kan argumentere for, at Europa har brug for norsk olie. Danmark kan argumentere for, at dansk produktion er bedre end afhængighed af andre lande. USA kan argumentere for, at egen olie gør landet stærkere.
Hvert argument kan give mening set fra det enkelte lands perspektiv.
Men hvis stadig flere lande beslutter, at netop deres olie og gas er nødvendig, bliver den globale udfasning tilsvarende sværere.
Det er måske den største forandring i energidebatten lige nu. Den grønne omstilling er stadig i tale.
Men olien, som for få år siden skulle have et “endeligt punktum” i Danmark, har fået et nyt og politisk stærkt argument for at blive lidt længere: sikkerhed.
