De første borgere fra det lille stillehavsø-land Tuvalu er netop ankommet til Australien under en ny aftale, der anerkender klimamigration som en reel årsag til folkebevægelse i det 21. århundrede.
Det markerer et radikalt svar på en af de mest presserende konsekvenser af global opvarmning: hvordan mennesker reagerer, når deres hjemland langsomt bliver ubeboeligt.
Tuvalu er en østat bestående af lavtliggende atoller og koraløer midt i Stillehavet. Landet dækker kun ca. 26 kvadratkilometer landareal og har omkring 11.000 indbyggere. Det ligger i et af de områder i verden, der er mest sårbart over for vandstandsstigninger, stormfloder og erosion – trusler, der i fremtiden kan gøre dele af øgruppen ubeboelige.
Som reaktion på disse udfordringer indgik Australien og Tuvalu i 2023 den såkaldte Falepili Union – en bilateral traktat, der blandt andet omfatter en særlig migrationsvej for tuvaluanere, som ønsker at flytte til Australien på grund af klimatiske forhold.
Under denne aftale kan op til 280 tuvaluanere få permanente opholdsrettigheder i Australien hvert år og dermed flytte for at arbejde, studere og bosætte sig, mens de bevarer kulturelle bånd til deres oprindelige hjemland.
Et nyt syn på klimamigration
Begrebet klimaflygtninge er blevet et centralt begreb i både politiske og sociale diskussioner om migration.
Traditionelt er en “flygtning” ifølge FN’s Flygtningekonvention en person, der flygter fra forfølgelse, krig eller vold. Klimabetingede årsager – som stigende havniveau, gentagne storme eller tørke – er ikke omfattet af denne definition, hvilket betyder, at mange mennesker, der tvinges til at flytte på grund af miljøændringer, ikke er juridisk beskyttet som flygtninge.
Organisationer som CARE Danmark forklarer, at en klimaflygtning forstås som en person tvunget til at forlade sit hjem på grund af klimaforandringer – enten midlertidigt eller permanent, både inden for og på tværs af landegrænser.
I perioden omkring 2023 var klimarelaterede faktorer årsag til millioner af interne flytninger globalt, og prognoser peger på potentielt hundredvis af millioner fremtidige tvungne migrationer, hvis klimaforandringerne fortsætter uden effektiv indsats.
Begrebet bruges bredt i medier og politiske debatter, men i akademiske og juridiske kredse diskuterer man, om det ikke er mere præcist at tale om klimamigration, fordi klimatiske faktorer ofte virker sammen med økonomiske, sociale og politiske drivkræfter.
Der findes ikke – endnu – en universel definition af, hvornår en person er en klimaflygtning, fordi den enkelte flytningsårsager sjældent kan isoleres til blot ét enkelt forhold.
Hvorfor Tuvalu er et symbol
Tuvalus situation illustrerer et af de ekstreme scenarier, som klimaforskere og migrationseksperter længe har advaret om.
Øerne ligger så lavt, at de er ekstraordinært sårbare over for havniveaustigninger, og risikoen for at landet bliver oversvømmet inden for relativt kort tid er overhængende. Dette har gjort Tuvalu til et symbol på klimaforandrings eksistentielle trussel mod visse samfund.
At Australien har åbnet en migrationsvej som reaktion på disse trusler er derfor banebrydende. Aftalen anerkender, at klimaforandringer kan skabe permanente migrantstrømme og giver et værktøj til at håndtere dem med værdighed – et udtryk brugt af australske embedsmænd om målet om at sikre, at folk kan flytte uden at miste deres rettigheder eller muligheder.
Ud over Tuvalu – globale perspektiver
Selvom Tuvalu er det første eksempel på planlagt international klimamigration, er klimarelaterede flyttemønstre globale og finder allerede sted i dag.
Ekstreme vejrforhold – såsom tørke, oversvømmelser og storme – har de seneste år været en primær årsag til intern fordrivelse for millioner af mennesker. Disse migranter krydser ikke altid internationale grænser, men deres bevægelser er stadig klimabetingede og ofte permanente.
Der er stor debat om, hvor stor en rolle klimaforandringer alene vil spille i fremtidens internationale migrationsmønstre.
Visse forskere påpeger, at folk typisk flytter på grund af en kombination af faktorer – økonomiske muligheder, sociale netværk, uddannelse – og at klimabetinget migration ofte er en forstærkende faktor frem for den eneste årsag.
Der er derfor ikke konsensus om, hvorvidt vi kan forvente “store bølger” af klimaflygtninge til Europa, eller om der snarere vil være tale om gradvise ændringer og regionale forskelle i migrationsstrømme.
Fremtidsperspektiver
Tuvalus første klimamigranter repræsenterer en fremtid, hvor klimatilpasning og migration bliver mere tæt forbundne.
Det har skabt behov for politisk løsninger, fx i form af regulerede, sikre migrationsveje, som både beskytter de berørte personers rettigheder og hjælper modtagerlande med at planlægge for integration og arbejdsmarkedstilknytning.
Globale aktører som FN, Verdensbanken og migrationsforskere arbejder på at forbedre forståelsen af klimadrevne bevægelser og at udvikle politikker, der kan forebygge tvungne migrationer gennem klimatilpasning og bæredygtig udvikling i oprindelseslande.
Samtidig viser erfaringer fra Tuvalu, at mange mennesker i klimaramte samfund ønsker at blive i deres hjem – kultur, sprog og identitet vejer tungt i beslutningen om at blive eller flytte. Derfor vil klimamigration sandsynligvis være en kompleks, langvarig proces, hvor frivillighed, rettigheder og global solidaritet står centralt.
Tuvalu-eksemplet er muligvis først begyndelsen. Når havene stiger, vil flere samfund risikerer at stå over for lignende valg. Hvordan verden reagerer – med rettigheder, regler og muligheder – kan blive en af de afgørende udfordringer i dette århundrede.
