Vindmøller er blevet selve billedet på den grønne omstilling.
De rejser sig langs motorveje, på marker og ude i havet som symboler på en fremtid uden kul og olie.
Men bag de roterende vinger har der i årevis gemt sig et problem, som branchen ikke har talt for højt om.
For hvad gør man egentlig med de enorme vindmøllevinger, når de ikke længere kan bruges?
Mens store dele af en vindmølle allerede kan genanvendes, har vingerne været blandt industriens største klimamæssige hovedpiner.
Materialerne er konstrueret til at holde til årtiers vind, regn og ekstreme belastninger.
Netop derfor er de også næsten umulige at skille ad igen. Og det giver store udfordringer i genanvendelsesprocessen.
Konsekvensen har været, at mange udtjente vinger er blevet sendt til deponi eller forbrænding.
En ubehagelig kontrast til fortællingen om grøn energi.
Branchen har arbejdet på at finde en holdbar løsning i mange år, og nu mener svenske Stena Recycling og Vestas, at de er tæt på et gennembrud, der kan ændre den fortælling markant.
Virksomhederne oplyser, at de har nået testfasen i et genanvendelsessystem, som skal gøre det muligt at genanvende vindmøllevinger på industrielt niveau.
På et testanlæg i svenske Halmstad er de første større mængder vinger allerede blevet behandlet.
“Vi har gjort store tekniske fremskridt, og testanlægget er et vigtigt skridt i vores opskaleringsrejse,” siger Fredrik Overgaard, Director Research & Development hos Stena Recycling.
Et voksende problem ruller ind over Europa
Timing er vigtig.
En moderne vindmølle lever typisk i omkring 25 år.
Det betyder, at tusindvis af møller fra den store europæiske udbygning i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne nu nærmer sig pensionsalderen.
Og dermed vokser mængden af affald.
Omkring 90 procent af en vindmølle kan allerede genanvendes.
Men selve vingerne er lavet af komplekse kompositmaterialer som epoxy og glasfiber, der er langt mere besværligt at håndtere end metal.
Ifølge Stena Recycling arbejder brancheorganisationen WindEurope for et europæisk forbud mod deponering af vindmøllevinger, og flere lande har allerede indført restriktioner.
Presset på industrien kommer samtidig fra flere sider.
Investorer og myndigheder stiller i stigende grad spørgsmål til hele livscyklussen bag grøn teknologi.
Det er ikke længere nok at producere vedvarende energi. Produktionen skal også kunne dokumenteres som cirkulær.
Forskere fandt en måde at skille vingerne ad
Bag det nye gennembrud ligger forskningsprojektet CETEC (Circular Economy for Thermosets Epoxy Composites), som siden 2021 har arbejdet på at løse netop det problem.
Projektet udviklede en kemisk separationsteknologi, som kan adskille materialerne i vindmøllevingerne uden at ødelægge dem fuldstændigt.
Det er afgørende, fordi mange eksisterende metoder nedbryder materialerne så kraftigt, at de kun kan bruges til produkter af lavere kvalitet.
Ifølge projektpartnerne gør den nye metode det muligt at separere blandt andet epoxy, glasfiber, kulfiber, aluminium og PET-skum, så materialerne potentielt kan indgå i nye produkter igen.
Teknologien er udviklet i samarbejde mellem flere aktører, blandt andre Teknologisk Institut, Aarhus Universitet, Vestas og den amerikanske kemivirksomhed Olin.
Det store spørgsmål er nu, om teknologien også fungerer uden for laboratoriet.
Fra forskningsprojekt til milliardindustri
Det er netop dét, testanlægget i Halmstad skal undersøge.
Forskellen mellem et vellykket laboratorieforsøg og en reel industriel løsning er stor.
Processerne skal kunne håndtere enorme mængder materiale – stabilt, hurtigt og til en pris, som industrien faktisk kan bruge.
“Genanvendelse af vindmøllevinger har længe været den største udfordring,” siger Henrik Grand Petersen, administrerende direktør i Stena Recycling Danmark.
Han forventer, at virksomheden inden for få år kan have en kommerciel model klar.
Hos Vestas er projektet tæt knyttet til virksomhedens ambition om at levere “nul-affalds-vindmøller” inden 2040.
“Selvom de fleste vindmøllekomponenter allerede er genanvendelige metaller, er det afgørende at muliggøre genanvendelse af kompositmaterialer,” siger Lisa Ekstrand, Vice President of Sustainability hos Vestas.
Genanvendelse løser ikke hele problemet
Selvom det er et vigtigt skridt at kunne skille vingerne ad og genanvende dem, skal genanvendelse ikke gøres til en mirakelfortælling.
I de senere år har mange virksomheder markedsført sig med, at deres produkter er “cirkulære”, fordi materialerne kan genanvendes.
Men i praksis er genanvendelse den laveste form for cirkulær økonomi og også en af de mest ressourcekrævende, fordi materialerne først skal indsamles, transporteres, nedbrydes og bearbejdes gennem energitunge processer.
Samtidig vil der næsten altid ske et tab af ressourcer undervejs.
Materialer mister kvalitet, nogle komponenter kan ikke bruges i samme form som tidligere, og dele af materialerne går tabt i processen.
Derfor kan begreber som “nul-affalds-vindmølle” give et misvisende billede af, hvor cirkulær industrien reelt er.
Selv hvis vindmøllevinger i fremtiden kan genanvendes i stor skala, vil vindindustrien stadig producere affald og bruge en del ressourcer under genanvendelsesfasen.
En god proces kan mindske problemet betydeligt – men ikke fjerne det helt.
Kampen handler også om troværdighed
Vindindustrien står i dag i en situation, som minder om den, plastindustrien tidligere har stået i: Teknologien blev hyldet længe før spørgsmålet om affald for alvor blev taget alvorligt.
Derfor handler arbejdet med genanvendelse ikke kun om materialer og kemi.
Det handler også om tillid.
Hvis vindenergi fortsat skal fremstå som et af de mest bæredygtige svar på klimakrisen, bliver industrien nødt til at vise, at den kan håndtere sine egne restprodukter.
Samtidig er der stadig store udfordringer.
Kemisk genanvendelse kræver energi, avancerede anlæg og betydelige investeringer.
Flere eksperter har tidligere peget på, at økonomien kan blive afgørende for, hvor hurtigt teknologien realistisk kan udbredes globalt.
Men hvis forsøget i Halmstad lykkes, kan det blive et afgørende skridt mod at gøre fremtidens vindmøller mere cirkulære end dem, der står derude i dag.
Og måske også et tegn på, at den grønne omstilling er på vej ind i sin næste fase – hvor succesen ikke kun måles på, hvor meget grøn strøm der produceres, men også på hvad der sker med teknologien, når den er færdig med at dreje.
