En nylig pressemeddelelse fra København ZOO tegner et ganske positivt billede af en institution, der vil styrke sin indsats for natur og biodiversitet.
Med fokus på bevaring, forskning og formidling præsenteres initiativer, der skal placere ZOO som en central aktør i kampen mod biodiversitetskrisen.
I den sammenhæng lancerer ZOO en ESG-rapportering som et centralt værktøj til at dokumentere fremskridt inden for miljø, sociale forhold og ledelse.
Umiddelbart fremstår det som et forventeligt og tidssvarende skridt.
Zoologiske haver verden over forsøger i stigende grad at legitimere deres eksistens gennem aktiv deltagelse i naturbevarelse.
Men når man læser pressemeddelelsen i lyset af de års interne uro under direktør Pernille Wendel Mehl, opstår der et mere uklart billede.
Behov for legitimitet
ZOO’s udmelding lægger vægt på konkrete tiltag: støtte til internationale bevaringsprojekter, forbedrede dyrevelfærdsstandarder og øget formidling til publikum.
ESG-rapporten fremhæves her som et nyttigt redskab til at skabe gennemsigtighed og ansvarlighed.
Men netop den formulering – at rapporten “ikke er et mål i sig selv, men et redskab” – kan forstås på flere måder.
For hvem er redskabet egentlig til for? Er det primært et internt styringsværktøj, eller fungerer det i praksis mere som et marketingstiltag rettet mod omverdenen?
ESG-rapportering er i disse år blevet populært blandt topledere (hvorimod investorerne i mange tilfælde stadig er mere tilbageholdende), netop fordi det giver mulighed for at strukturere og formidle komplekse indsatser i et positivt og ofte lettere ensporet narrativ.
Det kan under de rette forhold være nyttigt.
Men det kan også nemt risikere at skabe afstand mellem fortælling og virkelighed, hvis de interne forhold ikke helt afspejler de værdier, man ønsker at signalere udadtil.
Ledelseskrise i kulissen
Her bliver de tidligere rapporterede udfordringer i ZOO særligt relevante.
Relativt kort efter sin tiltræden, i 2024, blev Pernille Mehl mødt af omfattende kritik fra medarbejdere.
Ifølge en fælles klage fra 14 ansatte blev hendes ledelsesstil beskrevet som respektløs og præget af verbal hårdhed.
Flere medarbejdere fortalte om mistrivsel, frygt og manglende tillid til ledelsen.
Derudover blev hun kritiseret for at opfordre ansatte til at arbejde ulønnet i en travl weekend – formelt frivilligt, men ifølge medarbejderne ledsaget af en implicit forventning.
Desuden sagde en række ansatte op, hvilket understreger alvoren i utilfredsheden.
Ledelsens reaktion var bemærkelsesværdig.
I stedet for at anerkende problemet offentligt valgte ledelsen at fokusere på, at kritikken ikke blev rejst internt, men delt med pressen.
Formanden for ZOO udtrykte undren over denne fremgangsmåde og understregede, at problemer bør løses internt gennem dialog.
Bestyrelsen udtrykte samtidig, at man fastholdt sin tillid til Pernille Mehl.
ESG som spejl – eller skærm?
Netop derfor bliver den nye ESG-rapportering potentielt interessant.
For hvis ESG også skal dække sociale forhold og ledelse, vil den – i teorien – kunne fungere som et offentligt indblik i organisationens interne kultur.
Men som ZOO’s ledelse fastslog i 2024, så er man ikke interesseret i at offentligheden får indblik i havens potentielle ledelsesproblemer….
ESG-rapportering er som regel baseret på selvrapportering og udvalgte indikatorer.
Det giver organisationer betydelig kontrol over, hvad der fremhæves, og hvordan det præsenteres.
Hvis ikke rapporteringen ledsages af reel åbenhed og vilje til at håndtere kritik, bliver den bare en anden form for markedsføring og PR.
Det er i denne sammenhæng også værd at bemærke, at medarbejdernes forslag om en ekstraordinær trivselsmåling i sin tid blev afvist.
Et spørgsmål om troværdighed
København ZOO står således og vakler mellem selvpromovering og selvransagelse.
På den ene side er der måske nok et ønske om at styrke indsatsen for biodiversitet og dokumentere den.
På den anden side har der været interne ledelseskriser, som udfordrer organisationens sociale fundament, og som – indtil for nylig – ikke var noget, som skulle diskuteres uden for ZOO, hvis man spurgte ledelsen.
Hvis ESG-rapporteringen skal være mere end et strategisk kommunikationsværktøj, kræver det, at den også forholder sig åbent til de svære spørgsmål: medarbejdertrivsel, ledelseskultur og organisatorisk ansvar.
Ellers risikerer den at blive endnu et lag i en fortælling, der ikke helt stemmer overens med virkeligheden.
I sidste ende handler det både om natur og biodiversitet, men også om tillid.
Og den opbygges ikke gennem rapporter alene – men gennem handlinger, der kan tåle at se dagens lys, selv hvis de ikke opstilles sirligt i optimistiske rapporter.
