På Lolland er kampen om den grønne fremtid blevet et spørgsmål om identitet, energipolitik og lokal selvbestemmelse. Mens mange politiske beslutningstagere ser vedvarende energi som en nødvendighed, vokser utilfredsheden blandt borgerne, som skal have en dagligdag til at hænge sammen.
For nogle handler modstanden om de enorme solcelleparker, der breder sig på tværs af markerne. For andre er det beslutningen om at udskifte dieselfærgerne til Fejø, Femø og Askø med elfærger, som opleves som endnu et eksempel på, at beslutninger om Lollands fremtid tages uden reel inddragelse af de mennesker, der skal leve med konsekvenserne.
Demokratisk underskud?
”De sidder på et kontor i København og kigger på et kort og siger: “’Her bor der ikke så mange mennesker. De er nok gamle, så det går nok’,” siger Hugo Andresen, der bor uden for Nakskov, til Politiken.
Hans have grænser op til det område, hvor European Energy planlægger et stort Power-to-X-anlæg med både vindmøller og solceller. Projektet dækker over 2.000 hektar – et område større end Københavns Indre By og Frederiksberg tilsammen.
”Jeg har ikke noget imod grøn energi,” siger han. ”Men vi har jo allerede solceller over det hele, og vi får ikke selv noget ud af det”.
Andresen har stiftet borgergruppen Nej tak til PtX, nye solceller og vindmøller. Ja tak til grøn strøm, som samler kritikere af de nye energiprojekter. Gruppen mener, at Lolland i stigende grad bliver en energikoloni for København og internationale selskaber – uden at de lokale selv får mærkbare fordele.
Borgmesteren: Grøn energi er Lollands chance
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) forstår kritikken og understreger, at han ikke mener, at der skal opsættes flere vindmøller og solcelleparker for at “levere strøm til virksomheder og borgere langt væk”. Dog ser han et beskæftigelsespotentiale i de nye tiltag.
”Jeg har gennem 60 år set den deroute, hvor de unge mennesker flytter ud for at tage en uddannelse, og de dygtigste forsvinder hvert eneste år,” siger han. ”Hvis vi ikke skaber arbejdspladser, fortsætter den deroute. Jeg vil have, at folk flytter til Lolland, fordi de kan få et arbejde – ikke fordi boligerne er billige.”
Ifølge en analyse fra Rambøll kan Power-to-X-projektet skabe op mod 150 lokale arbejdspladser, når det står færdigt. Borgmesteren kalder projektet ”en redningsplanke” for et område, der i årtier har kæmpet med affolkning og forsvundne arbejdspladser.
Men for mange lollikker vækker argumentet genklang af gamle løfter, der aldrig helt blev indfriet. Og de spørger, hvorfor Lolland skal ofre sin natur og sit landskab for at dække elforbruget i resten af landet. Kommunen producerer allerede syv gange så meget strøm, som dens egne indbyggere bruger.
”Spørger du folk i København, synes de, vi skal være grønne”
Henning A. Rasmussen, byrådsmedlem og landmand, har i årevis kæmpet mod nye vindmøller og solcelleparker.
”Spørger du folk i København, synes de, vi skal være grønne. Men det er ikke deres hus, der bliver værdiløst. Det er ikke deres landskab, de skal se på hver dag,” siger han.
Han brød i sin tid ud af Venstre for at danne lokallisten Din Stemme, der blev kommunens tredjestørste parti ved seneste valg. Hans mål er ikke at stoppe den grønne omstilling, men at sikre, at den også gavner dem, der bor på Lolland.
Elfærger deler vandene
Den grønne debat stopper ikke ved solcelleparkerne. Også på vandet raser diskussionen.
Lolland Byråd besluttede for nylig at fastholde planerne om at udskifte de tre dieselfærger, der sejler til Fejø, Femø og Askø, med nye elfærger – på trods af to borgerforslag, der krævede en uvildig analyse af konsekvenserne for de omkring 600 øboere.
Formanden for klima-, teknik- og miljøudvalget, Tine Vinther Clausen (V), er tilfreds med beslutningen: ”Der er et solidt datagrundlag for, at færgestrategien er den rigtige vej at gå,” siger hun til DR.
Men ikke alle er overbeviste. Jørgen Hansen, som stod bag et af borgerforslagene, frygter, at elfærgerne vil føre til forringelser for øboerne – både i driftssikkerhed og fleksibilitet.
”Vi er ikke imod grønne løsninger,” siger han. ”Men vi vil være sikre på, at de også fungerer i praksis – især for os, der er afhængige af færgerne hver dag.”
Mellem ideal og virkelighed
Spørgsmålet, der løber som en rød tråd gennem debatten, er, hvem den grønne omstilling egentlig er til for. For nogle er den et håb om nye jobs og investeringer. For andre symboliserer den, at Lolland endnu en gang bliver et sted, hvor beslutninger tages om lokalområdet – ikke med det.
Forskellen i perspektiv er tydelig. I byerne Maribo og Rødby ser mange mere positivt på de nye anlæg og de muligheder, de bringer. Men ude på landet, hvor solcellerne faktisk skal stå, oplever folk det som en trussel mod både naturen og livskvaliteten.
Et lokalt opgør om den grønne fremtid
Modstanden mod både solcelleparker og elfærger peger på et større dilemma i den danske klimapolitik: Når den grønne omstilling skal realiseres lokalt, rammer den ofte netop de samfund, der i forvejen føler sig overset.
For borgmesteren er projekterne en nødvendighed for at holde Lolland i live. For mange borgere er de endnu et tegn på, at Lolland reduceres til et teknisk anlæg i Danmarks klimaregnskab.
Mens vindmøller, solceller og elfærger som regel symboliserer fremskridt set fra Christiansborg, repræsenterer de for mange lollikker en tabt kontrol over deres egen fremtid.
Og midt i debatten står mennesker som Hugo Andresen, der bare vil kunne se solen stå op over sin have – uden at føle, at hans hjem er blevet en brik i et spil om grøn vækst.
