Først kom vandet. Så kom dødstallene, de savnede og billederne af hele områder begravet i mudder.
Nu, mere end to uger efter at den katastrofale oversvømmelse ramte Nepal, begynder næste kapitel: Regningen skal betales.
Og den mener Nepal ikke, at landet skal stå alene med.
Den nepalesiske regering søger omkring fem milliarder dollar i international hjælp til genopbygningen efter katastrofen.
Samtidig har landet henvendt sig til FN’s særlige fond for tab og skader og bedt om 20 millioner dollar i klimakompensation.
Argumentet fra Nepal er enkelt: Landet har bidraget forsvindende lidt til de globale klimaforandringer, men står nu med en enorm regning efter en katastrofe, som både nepalesiske og kinesiske myndigheder forbinder med klimaforandringerne.
Ifølge The Guardian står Nepal for mindre end 0,1 procent af verdens samlede udledning af drivhusgasser.
Alligevel er det nu Nepal, der skal finde pengene til at genopbygge hjem, veje, skoler, energiforsyning og hele lokalsamfund.
“De store forurenere er nødt til at vågne op”
Redningsarbejdet efter katastrofen er stadig i fuld gang.
FN oplyste den 9. september, at 1.367 mennesker var bekræftet døde, mens 5.132 fortsat var savnet.
Omkring 84.000 mennesker i Nepal er berørt af katastrofen.
Læs også: En uge efter katastrofen i Nepal: Over 1.000 fundet døde, mens redningsarbejdet fortsætter
Men samtidig er den politiske kamp om, hvem der skal betale for ødelæggelserne, begyndt.
Nepals udenrigsminister, Shisir Khanal, siger til The Guardian, at verdens store økonomier og forurenere er nødt til at “vågne op”.
Budskabet er en del af en større og efterhånden velkendt konflikt i den internationale klimadebat: De lande, der historisk har bidraget mindst til klimaforandringerne, er ofte blandt dem, der har færrest økonomiske ressourcer til at håndtere konsekvenserne.
Netop derfor blev FN’s fond for tab og skader etableret i forbindelse med klimatopmødet COP27 i 2022.
Den skal hjælpe særligt sårbare udviklingslande med de klimaskader, som ikke længere kan undgås gennem klimatilpasning.
Nu har Nepal bedt fonden om hjælp.
FN’s øverste repræsentant i Nepal, Lila Pieters Yahia, kalder katastrofen et markant eksempel på de tab og skader, som klimasårbare lande i stigende grad oplever, og bekræfter samtidig, at Nepals anmodning nu behandles.
En katastrofe med forbindelse til et varmere klima
Det er vigtigt at skelne mellem den konkrete udløser af katastrofen og den større klimatiske udvikling.
Oversvømmelserne den 26. august blev udløst, da en enorm masse af is, sten og sediment kollapsede fra en gletsjer nær grænsen mellem Nepal og Tibet og ramte et flodsystem.
Det sendte enorme mængder vand og materiale ned gennem dalene.
Læs også: En mur af vand ramte Nepal: Hundredvis er døde og endnu flere savnes
Klimaforandringerne kan ikke alene gøres ansvarlige for hvert enkelt gletsjerkollaps.
Men forskere påpeger, at opvarmningen destabiliserer gletsjere og øger risikoen for denne type hændelser.
Himalaya-regionen opvarmes samtidig hurtigere end det globale gennemsnit.
Det er derfor også et spørgsmål om klimaretfærdighed, når Nepal søger kompensation og hjælp fra fonde.
Landets appel handler ikke kun om akut nødhjælp.
Den handler om, hvem der i sidste ende skal bære de økonomiske konsekvenser, når et fattigere land rammes af en katastrofe i en verden, der bliver varmere.
Nu bliver løfterne om klimaretfærdighed sat på prøve
Der er allerede international hjælp på vej.
Den 4. september bad FN og en række humanitære organisationer om 49,6 millioner dollar til fire måneders akut hjælp til mere end 84.000 berørte mennesker.
Men den langsigtede regning er i en helt anden størrelsesorden.
Nepals ønske om omkring fem milliarder dollar i international støtte betyder derfor, at katastrofen også kan udvikle sig til en prøve på et af de mest omdiskuterede principper i international klimapolitik.
For gennem mange års klimatopmøder har verdens rigere lande anerkendt, at særligt sårbare lande har brug for hjælp til de tab og skader, klimaforandringerne medfører.
I Nepal er diskussionen ikke længere abstrakt.
Her skal veje genopbygges, hjem rejses igen, strøm- og vandforsyning genetableres og familier forsøge at skabe et levegrundlag på ny.
Spørgsmålet er nu, hvor stor en del af den regning resten af verden faktisk er villig til at betale.
