Den grønne omstilling kræver langt mere end vindmøller, solceller og elbiler.
Den kræver også enorme mængder råstoffer.
Og nogle af de råstoffer, som Europa lige nu leder med lys og lygte efter, findes ganske tæt på Danmark.
I det nordlige Sverige har det statsejede mineselskab LKAB fundet en stor forekomst af sjældne jordarter ved Kiruna.
Ifølge LKAB er Per Geijer-forekomsten blandt de største kendte forekomster af sjældne jordarter i Europa.
Det lyder umiddelbart som gode nyheder for et Europa, der forsøger at gøre sig mindre afhængigt af Kina og samtidig skaffe råstoffer til blandt andet elektrificering og vedvarende energi.
Men der er et problem.
Området bruges allerede af samerne, Nordens oprindelige folk, og deres rensdyr.
Nu frygter lokale samer, at en udvidelse af minedriften kan gøre det endnu sværere at fortsætte et rensdyrhold, der har eksisteret i området gennem generationer.
Samtidig har konflikten bevæget sig helt ind i den svenske valgkamp, hvor flere politikere mener, at rensdyrholdet optager for meget plads på bekostning af blandt andet minedrift.
Dermed er Kiruna blevet centrum for et dilemma, som Europa formentlig kommer til at møde flere gange i de kommende år: Vi vil gerne have råstoffer til den grønne omstillings teknologier, men hvor skal vi hente dem fra, og hvem skal afgive plads til dem?
Hvem er samerne?
For mange danskere er samerne måske mest forbundet med rensdyr og det allernordligste Skandinavien.
Men samerne er et oprindeligt folk med egne sprog, kultur og traditioner.
Deres traditionelle landområde kaldes Sápmi og strækker sig over de nordlige dele af Sverige, Norge, Finland og Rusland.
I Sverige er samerne officielt anerkendt som oprindeligt folk, og rensdyrhold har en særlig betydning for den samiske kultur.
Langt fra alle samer lever af rensdyr, men retten til at drive rensdyrhold i Sverige tilhører ifølge det svenske Sametinget samerne.
Rensdyrene bliver flyttet mellem forskellige områder gennem året, og derfor er det ikke kun størrelsen på et mineområde, der kan skabe problemer.
Veje, jernbaner, miner, vindkraft og anden infrastruktur kan bryde de ruter, som dyrene bruger mellem deres forskellige græsningsområder.
Ved Kiruna er det især Gabna sameby, der er berørt.
En sameby er trods navnet ikke en almindelig landsby, men en sammenslutning af samiske rensdyrholdere og samtidig betegnelsen for det geografiske område, hvor de må drive rensdyrhold.
Ifølge The Guardian frygter Gabna, at mineprojektet kan ramme en afgørende passage mellem rensdyrenes forskellige områder.
Derfor er Europa så interesseret i jorden
Hvis konflikten kun handlede om en almindelig svensk mine, ville den næppe få samme europæiske opmærksomhed.
Det særlige ved Per Geijer er de sjældne jordarter.
Navnet dækker over en gruppe grundstoffer, som blandt andet bruges til at fremstille kraftige permanente magneter.
De findes eksempelvis i elmotorer og vindmøller, men også i en lang række andre teknologier.
Og det er en mangelvare i Europa.
Ifølge Europa-Kommissionen bliver 100 procent af de sjældne jordarter, som bruges til permanente magneter i EU, raffineret i Kina.
Det gør europæisk industri meget afhængig af ét land.
Derfor har EU vedtaget Critical Raw Materials Act, der blandt andet har som mål, at mindst 10 procent af EU’s årlige forbrug af strategiske råstoffer skal udvindes inden for unionen i 2030.
Samtidig skal mindst 40 procent forarbejdes i EU og mindst 25 procent komme fra genanvendelse.
Per Geijer passer direkte ind i den strategi.
I 2025 blev LKAB’s projekt udpeget som et af EU’s strategiske råstofprojekter.
Det, der for lokale samer er deres traditionelle brugsområder, er altså samtidig blevet en vigtig brik i Europas forsøg på at sikre fremtidens råstoffer.
Nu er konflikten havnet midt i svensk politik
Samtidig med interessen for mineralerne er diskussionen om samernes rensdyrhold blevet stadig mere politisk.
Og med det svenske valg den 13. september lige om hjørnet er konflikten nu rykket direkte ind i valgkampen.
Sveriges vicepremierminister og erhvervs- og energiminister Ebba Busch fra Kristdemokraterna har argumenteret for ændringer af den måde, rensdyrholdet prioriteres på.
Ifølge The Guardian ønsker Kristdemokraterna blandt andet at reducere antallet af rensdyr og fjerne rensdyrholdets status som national interesse.
Argumentet er blandt andet, at meget store områder i det nordlige Sverige påvirkes af hensynet til rensdyrholdet, mens der samtidig er behov for plads til minedrift, skovbrug, energi og andre aktiviteter.
Hos samerne bliver udviklingen set med helt andre øjne.
Lars-Marcus Kuhmunen, der er formand for Gabna sameby, har over for SVT kaldt udviklingen “ett kulturellt folkmord”.
Ebba Busch afviser den beskrivelse.
Hun fastholder samtidig, at Sverige skal kunne værne om den samiske kultur og på samme tid skabe bedre muligheder for blandt andet minedrift.
Det er præcis den afvejning, der gør konflikten så vanskelig.
Den grønne omstilling fylder også i landskabet
Der er gode argumenter på begge sider af råstofdebatten.
Europas afhængighed af Kina er reel, og hvis EU vil have større kontrol over de materialer, som blandt andet bruges i energisystemer, transport og teknologi, er én mulighed at udvinde mere på europæisk jord.
Det betyder til gengæld, at nogle af de miljømæssige og menneskelige konsekvenser, der følger med minedrift, også flytter tættere på.
Og det er ikke kun et svensk dilemma.
EU forventer at få brug for store mængder kritiske råstoffer i de kommende årtier, samtidig med at unionen vil beskytte biodiversitet, reducere forurening og respektere lokale og oprindelige folks rettigheder.
Derfor kigger EU også på genanvendelse som en af løsningerne – frem for ny udvinding.
EU har eksempelvis sat et mål om, at genanvendelse i 2030 skal kunne dække mindst 25 procent af unionens årlige forbrug af strategiske råstoffer.
Men det efterlader stadig et betydeligt behov for nye råstoffer.
LKAB understreger over for The Guardian, at Per Geijer-projektet fortsat befinder sig på et tidligt stadie, og at selskabet er i dialog med Gabna sameby om, hvordan påvirkningen af rensdyrholdet kan begrænses.
Det er altså endnu ikke afgjort, præcis hvordan forekomsten skal udnyttes.
Men mineralerne under Kiruna sætter fingeren på en del af den grønne omstilling, der let forsvinder, når vi taler om flere elbiler, vindmøller og elektrificering.
Teknologierne kan sagtens bidrage til den grønne omstilling, men materialerne, de er bygget af, skal stadig graves, forarbejdes og transporteres.
Og når Europa vil hente en større del af dem på egen jord, bliver spørgsmålet, hvem der er klar til at afgive pladsen, eller om det må tvinges ned over hovedet på folk.
