For præcis ét år siden gik Faktor i luften.
Ikke fordi verden manglede endnu et nyhedsmedie.
Men fordi vi oplevede, at der manglede et sted, hvor klima, miljø og bæredygtighed blev fortalt i øjenhøjde – uden løftede pegefingre og uden unødigt kompliceret sprog.
Siden da har vi skrevet om alt fra skybrud, hedebølger og naturbeskyttelse til kultur, mad, genbrug og grønne hverdagsvalg.
Vi har dækket politiske beslutninger, undersøgt virksomheders grønne løfter og lavet guides, der gør det lettere at træffe bæredygtige valg i hverdagen.
Målet har hele tiden været det samme: At gøre komplekse emner mere ligetil og vise, at bæredygtighed ikke kun handler om internationale klimatopmøder og store politiske beslutninger.
Det handler også om den verden, vi møder hver eneste dag.
Et medie bygget på nysgerrighed
Fra begyndelsen har ambitionen været at stille spørgsmål frem for at give hurtige svar.
Vi tror på, at nuancer skaber bedre debat.
Derfor forsøger vi at belyse flere sider af de historier, vi dækker – også når svarene ikke er enkle.
Vi har samtidig ønsket at gøre plads til historier, der ofte drukner i den daglige nyhedsstrøm.
Historier om naturen omkring os, nye løsninger, forskning, forbrug og de mennesker, der forsøger at gøre en forskel.
“Faktor er skabt til den almene dansker. Klima og miljø fylder mere og mere i vores hverdag, og derfor mener vi også, at den journalistiske dækning skal være let at gå til. Vi mener at bæredygtighed skal være let tilgængeligt og noget, alle føler sig velkommen i” – Sara Holt, Ansvarshavende redaktør
Læserne har været med hele vejen
Noget af det, der har gjort størst indtryk det første år, er den interesse og opbakning, vi har mødt.
Vi har modtaget tips til historier, spørgsmål fra læsere og idéer til emner, vi ellers aldrig var stødt på.
Samtidig har det været tydeligt, at der er stor efterspørgsel efter journalistik, der gør klima- og miljøhistorier mere tilgængelige og konkrete.
Det har også overrasket os, hvor stor interesse der er for guides om hverdagen.
Artikler om alt fra genbrug og sommerferie til mad, affald og energiforbrug har vist, at mange gerne vil gøre en forskel, hvis informationen er nem at omsætte til praksis.
Kun begyndelsen
Ét år er ikke lang tid for et medie.
Men det første år har bekræftet os i, at der er plads til et medie om klima, miljø og bæredygtighed med et hverdagsnært fokus.
I det kommende år fortsætter vi med at undersøge, forklare og perspektivere.
Vi vil fortsat stille kritiske spørgsmål, følge udviklingen tæt og lave journalistik, der giver overblik i en verden, hvor de grønne dagsordener fylder mere og mere.
Tak til alle jer, der har læst med, delt vores artikler, sendt os idéer og været en del af det første år.
Vi glæder os til det næste.
