I sommeren 2022 døde otteårige Heather Preen, efter at hun var blevet alvorligt syg i forbindelse med en badetur ved den engelske kyst.
Ifølge The Guardian blev hendes sygdom sat i forbindelse med forurenet havvand i et område, hvor der var registreret udledning af spildevand i dagene op til badningen.
Sagen har siden udviklet sig til mere end en personlig tragedie.
Den har sat ansigt på den britiske spildevandskrise og rejst et ubehageligt spørgsmål: Hvem bærer ansvaret, når kloakvand løber ud i havet, og konsekvenserne rammer?
Heather blev syg kort tid efter badeturen.
I den efterfølgende retslige undersøgelse har man set på, om bakterier i havvandet kan have spillet en afgørende rolle i hendes sygdomsforløb.
Et system, der løber over
Problemet med spildevandsudledning i England er ikke nyt.
En stor del af landets kloaksystem er baseret på såkaldte combined sewer systems, hvor regnvand og spildevand ledes i de samme rør.
Når kraftig regn presser systemet, åbnes overløb, så en blanding af regnvand og urenset spildevand ledes direkte ud i floder og hav.
Ifølge den britiske miljømyndighed Environment Agency blev der i 2023 registreret over 460.000 overløbshændelser i England.
Samlet set stod udledningerne åbne i mere end 3,6 millioner timer i løbet af året, viser myndighedens officielle opgørelser.
Tallene har været genstand for voldsom politisk debat og kritik fra miljøorganisationer.
Organisationen Surfers Against Sewage har gennem flere år dokumenteret udledninger og registreret indberetninger om sygdom efter kontakt med hav- og flodvand.
I deres årlige rapporter beskriver de, hvordan borgere i stigende grad mister tilliden til badevandskvaliteten.
Familien søger ansvar
Heather Preens død har ikke kun ført til en medicinsk undersøgelse, men også til en kamp for klarhed.
Ifølge The Guardian har familien i den retslige proces stillet spørgsmål ved, om udledningerne kunne eller burde have været undgået, og om offentligheden blev tilstrækkeligt advaret om risikoen ved badning.
Ansvarskæden er kompleks.
Det lokale vandselskab har ansvar for driften af kloaksystemet og for de overløb, der finder sted.
Environment Agency fører tilsyn med miljøstandarder og udledninger.
Samtidig har myndigheder ansvar for klassificering og kommunikation om badevandskvalitet.
Familien ønsker at få klarlagt, hvem der vidste hvad, og hvornår.
Var udledningerne en uundgåelig følge af regn og et gammelt system, eller var der tale om en praksis, som i årevis har været kendt og kritiseret uden tilstrækkelig handling?
Det spørgsmål rækker langt ud over én strand og et tragisk tilfælde.
Privatisering under pres
Englands vandsektor blev privatiseret i 1989 under Margaret Thatcher.
Siden da har private selskaber haft ansvaret for investeringer i rensningsanlæg og kloaknet.
Ifølge den britiske regulator Ofwat står sektoren over for milliardstore investeringer for at opgradere infrastrukturen og reducere overløb.
Samtidig har vand- og spildevandsselskaberne siden privatiseringen udbetalt betydelige summer i udbytte til investorer, hvilket har skærpet den politiske kritik.
Vandselskaberne peger på, at klimaforandringer med hyppigere og kraftigere nedbør presser systemet yderligere.
Investeringer i nye rør, bassiner og rensningskapacitet er dyre og vil i sidste ende kunne mærkes på forbrugernes vandregninger.
Klimaet forværrer udfordringen
Den seneste hovedrapport fra IPCC viser at er der høj sikkerhed for, at ekstreme nedbørshændelser bliver hyppigere og mere intense i mange dele af Europa.
Det øger risikoen for overløb i ældre kloaksystemer, som ikke er dimensioneret til nutidens regnmængder.
I England har regeringen lanceret planer for at reducere udledninger og skærpe kravene til vandselskaberne.
Miljøorganisationer mener dog, at tempoet er for langsomt, og at sanktionerne ikke står mål med problemets omfang.
Mere end en teknisk debat
Heather Preens død fandt sted i 2022.
Alligevel lever sagen videre i den britiske offentlighed.
Den har flyttet debatten fra tekniske termer som storm overflows til et mere grundlæggende spørgsmål om folkesundhed og ansvar.
Når floder og kyststrækninger markedsføres som rekreative områder, er forventningen, at vandet er sikkert.
Hvis ikke, handler det ikke kun om miljøregulering, men om tillid mellem borgere, selskaber og myndigheder.
For Heather Preens familie er spørgsmålet enkelt: Kunne det være undgået?
For England er spørgsmålet større.
Hvor længe kan et system, der gentagne gange løber over, fortsætte uden en grundlæggende ombygning – og uden at nogen stilles til ansvar, når konsekvenserne bliver fatale?
