“Sexisme rammer cyklisterne.”
Sådan lød den historie, mange danskere mødte i sidste uge, efter at forpersonen for Cyklistforbundet i et indslag på Radio IIII brugte ordet “sexistisk” om prioriteringen af snerydning.
Siden blev udtalelsen samlet op af samtlige medier, hvor ordet kom til at stå som det centrale i fortællingen.
Politikere reagerede, kommentarfelter kogte, og endnu en værdikamp syntes født.
Nu har forpersonen trukket ordet tilbage.
I en pressemeddelelse via Ritzau skriver han, at det var forkert at blande sexisme og snerydning sammen, og at han fortryder formuleringen:
“Snerydningen i Danmark er ikke sexistisk. Det var en fejl at blande sexisme og snerydning sammen.”
Men i iveren efter at skyde formuleringen ned blev selve pointen næsten glemt.
For sagen handlede ikke om, at sneudfordringer har et køn. Den handlede om prioritering.
Hvad var den egentlige pointe?
Når sneen falder, ryddes de store veje typisk først.
Det virker i vores samfund logisk, fordi de bærer meget trafik.
Men i praksis betyder det ofte, at cykelstier og fortove kan være glatte og svære at komme frem på i længere tid.
For dem, der pendler på cykel, går med barnevogn eller er afhængige af sikre gangarealer, er det ikke en teoretisk diskussion.
Det er her, Cyklistforbundets pointe ligger.
Den handler for det første om prioritering.
Hvem betragter vi som kritisk trafik, når vinterberedskabet sættes ind?
Hvis vejene konsekvent ryddes før cykelstier, sender det et signal om, hvad der anses som vigtigst infrastruktur.
Men den handler også om noget mere håndgribeligt: skader.
I sin efterfølgende forklaring understreger forpersonen for Cyklistforbundet, at glatte cykelstier og fortove fører til faldulykker – og at det både har menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser.
“Det handler ikke om køn. Det handler om sikkerhed, fremkommelighed og fornuftig prioritering af vores fælles ressourcer. Hvis flere skal kunne cykle trygt – også om vinteren – skal cykelstierne ryddes lige så effektivt som bilvejene.”
Hver vinter registreres der mange skader i forbindelse med glat føre.
For ældre kan et fald betyde en brækket hofte og et langt genoptræningsforløb.
For en cyklist kan det betyde sygemelding og tabt indkomst.
Snerydning er derfor ikke kun et spørgsmål om komfort eller symbolpolitik.
Det er et spørgsmål om sikkerhed.
I Danmark har vi i årevis talt om at fremme cykling og grøn transport.
Nationale og kommunale strategier understreger, at flere skal vælge cyklen.
Transportvaneundersøgelsen fra DTU viser, at cyklen spiller en markant rolle i danskernes hverdag, særligt i de større byer, hvor en betydelig del af hverdagsrejserne foregår på to hjul.
Hvis cyklen skal være et reelt alternativ året rundt, må infrastrukturen fungere året rundt.
Også i vintermånederne.
Prioritering i samfundet
Der findes forskellige opgørelser over kønsforskelle i transport.
Nogle viser, at mænd i gennemsnit cykler længere distancer, mens kvinder ofte har flere, men kortere, ture, typisk forbundet med indkøb og børneafhentning.
Uanset fordelingen ændrer det ikke ved den centrale problemstilling: Når cykelstier ikke ryddes i samme tempo som bilveje, rammer det en stor gruppe borgere.
At kalde det “sexisme” er et stræk. Men at pege på en skæv prioritering er ikke.
Snerydning lyder måske som en teknikalitet i den store klima- og mobilitetsdebat.
Men den afslører noget grundlæggende: Hvad betragter vi som kritisk infrastruktur?
Når vejene ryddes først, sender det et signal om, at biltrafikken har førsteprioritet.
Det kan være praktisk begrundet, men det er stadig en prioritering.
Og prioriteringer er politiske, også når de handler om salt, plove og beredskabsplaner.
I stedet for at lade diskussionen gå i hårdknude om et enkelt ord, kunne man derfor stille et mere jordnært spørgsmål: Skal cyklister og fodgængere prioriteres på lige fod med bilister, når vinteren sætter ind?
Det spørgsmål er hverken ideologisk eller identitetspolitisk.
Det handler om sikkerhed, fremkommelighed og om, hvorvidt ambitionerne om mere grøn transport også gælder, når det er besværligt.
Forpersonen for Cyklistforbundet har nu selv slået fast, at det ikke handler om køn, men om trafiksikkerhed og prioritering.
Dermed er der åbnet for at vende tilbage til substansen.
Sne falder lige på alle. Men den måde, vi rydder den på, afspejler, hvem vi sætter først.
Måske er det den diskussion, der fortjener mest opmærksomhed.
