Når vinteren rammer Californiens kyst, forvandles enkelte træer til levende mosaikker i orange og sort.
Monarksommerfugle hænger tæt sammen i klynger, der kan få grenene til at bøje.
Det er et af Nordamerikas mest ikoniske naturfænomener.
Men i de senere år har synet været mere glimtvis end overvældende.
Den vestlige bestand af monarksommerfugle er drastisk styrtdykket siden 1980’erne.
Ifølge The Guardian viser de seneste optællinger dog en stigning i nogle områder af Californien.
Det ændrer ikke på, at arten fortsat er sårbar – men det giver et forsigtigt tegn på, at tilbagegangen ikke nødvendigvis er en selvfølgelighed.
Et historisk kollaps
I 1980’erne talte den vestlige bestand flere millioner individer.
I et enkelt tilfælde i 1978 blev der endda fundet en i Danmark, der var kommet til på naturlig vis.
I dag er den kun en brøkdel af bestanden fra 1980’erne, der er tilbage.
I enkelte sæsoner har optællinger vist færre end 10.000 sommerfugle i hele Californien – et niveau, der fik forskere til at advare om risikoen for kollaps.
Monarken blev derfor også sat på IUCN’s Red List over truede (dyre)arter i 2021.
Tilbagegangen er ikke sket pludseligt, men gradvist.
Intensivt landbrug har reduceret mængden af vilde planter.
Pesticider har påvirket både larver og voksne insekter.
Byudvikling og ændringer i kystnære skovområder har svækket overvintringsstederne.
Samtidig har klimaforandringerne ændret temperatur- og nedbørsmønstre.
Summen af pres har gjort monarksommerfuglen til en indikatorart for bredere økologiske forandringer.
Små tal – stor betydning
De seneste optællinger viser en stigning i forhold til de absolutte bundniveauer.
Det er langt fra tidligere tiders millioner, men nok til at forskere og naturorganisationer tør tale om et vendepunkt – om end et skrøbeligt et.
Sommerfuglebestande kan svinge betydeligt fra år til år.
Gode vejrforhold og tilstrækkelig adgang til nektar og værtsplanter kan hurtigt give udslag i højere tal.
Omvendt kan én dårlig sæson sende bestanden markant ned igen.
Det gør det vanskeligt at konkludere, om der er tale om en reel genopretning eller en midlertidig opblomstring.
Afhængig af én plante
Monarksommerfuglen har en særlig sårbarhed: Dens larver kan kun leve af mælkeurt.
Uden mælkeurt ingen nye generationer.
I takt med at mælkeurt er forsvundet fra marker, vejkanter og åbne landskaber, er sommerfuglens ynglegrundlag blevet mindre.
Derfor har genopretningen i høj grad handlet om at plante netop denne art igen – både i landbrugsområder og i private haver.
Frivillige netværk, naturorganisationer og lokale myndigheder har i flere år arbejdet målrettet med at skabe “korridorer” af fødeplanter, der kan understøtte migrationen.
Det er et langsigtet arbejde, hvor effekten først kan måles over flere sæsoner.
Klimaets usynlige rolle
Klimaforandringer forstærker presset.
Ekstreme temperaturer, tørke og kraftige storme kan ramme overvintringsområderne hårdt.
Når tusindvis af sommerfugle hænger samlet i træer, kan en enkelt voldsom vejrhændelse få store konsekvenser.
Samtidig påvirker ændringer i temperaturen timingen for migration og blomstring.
Hvis sommerfuglene ankommer på et tidspunkt, hvor fødegrundlaget endnu ikke er tilgængeligt, kan det få betydning for overlevelsen.
Monarksommerfuglen er dermed ikke blot afhængig af én plante, men af et fint afstemt samspil mellem klima, vegetation og landskab.
Et symbol på noget større
Monarksommerfuglen har længe haft en særlig status i Nordamerika.
Dens årlige migration på tværs af landegrænser forbinder Canada, USA og Mexico i ét økologisk kredsløb.
Udviklingen i den vestlige bestand ses derfor som mere end et lokalt anliggende i Californien.
Den indgår i en større fortælling om biodiversitet under pres – og om, hvad målrettet naturforvaltning kan betyde.
De nye tal ændrer ikke på, at arten fortsat er truet.
Men de viser, at selv drastiske tilbagegange ikke nødvendigvis er endestationen.
Monarksommerfuglen er stadig sårbar.
Men den er heller ikke forsvundet fra træerne langs Californiens kyst.
