Den seneste debat om, hvorfor Donald Trump igen viser interesse for Grønland, kan ved første (og andet) øjekast virke absurd.
Hvis man ser på de hastige forandringer i Arktis giver interessen dog pludselig langt mere mening.
Klimaforandringer kan nemlig også ses som, hvor kynisk det end kan lyde, som en tendens, der repræsenterer nye geo- og forsvarspolitiske muligheder.
Arktis opvarmes markant hurtigere end resten af kloden.
Smeltende havis ændrer levevilkårene for både dyr og mennesker, men skaber samtidig også helt nye strategiske muligheder.
Selv små ændringer i temperatur og nedbør får store konsekvenser i et område, hvor livet er fint afstemt efter ekstreme forhold.
Når isen forsvinder, forsvinder også den naturlige barriere, som i årtier har gjort regionen utilgængelig.
Nye sejlruter – og nye trusler
Ifølge klimafremskrivninger kan det Arktiske Ocean allerede i 2040’erne være næsten isfrit om sommeren.
Det kan derfor åbne for nye søveje mellem Asien og Nordamerika – og etablere en genvej hen over Nordpolen i stedet for gennem verdens travle kanaler længere sydpå.
For handel og skibsfart kan det potentielt betyde kortere transporttid, og forsvarspolitisk betyder det også nye ruter for flåder, overvågning og potentielle angreb.
Dermed kan Arktis blive et nyt strategisk nøgleområde.
Denne udvikling har udløst et intenst, men ofte underspillet kapløb mellem USA, Rusland og Kina. Alle tre lande investerer i militær tilstedeværelse, forskning og infrastruktur i det høje nord.
Grønland, Canada og øgrupper som Svalbard risikerer dermed at blive brikker i et større spil om magt og adgang til Atlanterhavet, mener visse eksperter.
Hvorfor netop Grønland?
USA har haft militære baser i Grønland siden Anden Verdenskrig, og samarbejdet med Danmark har traditionelt været tæt.
Alligevel har Trump gentagne gange antydet, at USA burde eje eller på anden måde kontrollere øen.
Set udefra ligner det et udtryk for klassisk imperialisme, og strategisk set giver Grønland USA en enestående position midt mellem Europa og Nordamerika – præcis der, hvor fremtidens arktiske ruter forventes at løbe.
Ud over sin placering rummer Grønland store mængder naturressourcer.
Øen anses for at være rig på olie og gas samt på såkaldte kritiske råstoffer – herunder sjældne jordarter, som er uundværlige i moderne teknologi.
De bruges i elbiler, vindmøller, våbensystemer og datacentre.
I dag sidder Kina tungt på store dele af markedet, og derfor ser både USA og Europa mod Grønland som en potentiel kilde til større råstofsikkerhed.
For Grønland selv kan råstofudvinding skabe økonomisk vækst og styrke ønsket om større selvstændighed fra Danmark, har flere analytikere påpeget, men mulighederne kommer med store risici: miljøskader, sociale spændinger og øget pres udefra.
Samtidig kan stormagternes interesse true den politiske stabilitet og gøre øen sårbar over for udenlandsk indblanding.
Klimakrisen som geopolitisk vendepunkt
Trumps interesse for Grønland er derfor ikke en isoleret episode, men et symptom på en større udvikling.
Når klimakrisen smelter isen i nord, smelter den også gamle grænser og magtbalancer.
Arktis er ved at gå fra at være en frossen periferi til at blive centrum for nye rivaliseringer om territorium, ressourcer og sikkerhed.
Det, der er påfaldende, er, at Trump som bekendt har kaldt klimaforandringer for “fake news” og “verdens største svindelnummer“.
Nu er der altså noget, der kan tyde på, at klimaforandringer kun er “fake news” for Trump, når samtalen drejer sig om kilder til vedvarende energi og vindmølleprojekter.
Et forvarsel om fremtidens konflikter
Grønland minder os om, at klimaforandringer ikke kun handler om vejret, miljøet og dyrelivet, men også om benhård politik, magt og global stabilitet – eller mangel på samme.
De konflikter, der nu begynder at tage form i Arktis, kan meget vel være de første af mange.
Hvordan EU, og resten af verden, vælger at reagere – gennem samarbejde eller konfrontation – vil få potentielt betydning langt ud over den smeltende is i nord.
