Efter nogle turbulente år for klimapolitikken står 2026 til at blive et år, hvor fokus flytter sig.
Ikke væk fra klimaet – men mod mere jordnære, sikkerhedsorienterede og økonomisk realistiske løsninger.
Hvor årene 2024 og 2025 var præget af høje ambitioner, store offentlige udbud (med tilsvarende store skuffelser), forventer vi i redaktionen, at 2026 i højere grad bliver et år, hvor klimapolitik kobles tættere sammen med beredskab, energisikkerhed og politisk pragmatisme.
Her er de klimapolitiske områder, som vi forventer vil fylde mest i 2026.
Beredskab og sikkerhedspolitik
Klimaforandringerne er for flere og flere danskere en konkret virkelighed, der repræsenterer helt praktiske udfordringer.
Stormfloder, skybrud og oversvømmelser rammer allerede kystnære områder, og meget tyder på, at vi kun vil få mere ekstremvejr i fremtiden.
I 2026 forventer vi, at klimapolitik i stigende grad vil udmønte sig i spørgsmål om national sikkerhed og samfundsberedskab.
Det gælder klassiske klimatilpasningstiltag som kystsikring, diger, sluser og bedre håndtering af ekstremregn i byerne.
Men perspektivet udvides.
Beskyttelse af kritisk infrastruktur – energiforsyning, vandforsyning, transport og digitale netværk – vil blive vigtige emner.
Det handler ikke bare om at forebygge klima-skader, men i væsentlig grad også om at sikre samfundet mod cyber- og droneangreb fra udlandet.
Et interessant sidespor i 2026 bliver formentlig en tiltrængt genopdagelse af analoge løsninger.
Når ekstreme vejrfænomener, krigshandlinger eller tekniske nedbrud truer digitale systemer, får teknologier som FM-radio, lokale varslingssystemer og gammeldags fyrtårne igen relevans.
Løsninger, der fungerer uafhængigt af internet, GPS og elnet, bliver igen en del af samtalen om et klimarobust samfund.
Energioptimering og elektrificering frem for nye prestigeprojekter
Et andet centralt tema i 2026 bliver energi – men med et andet fokus end tidligere.
Efter de manglende investortilsagn til store havvind- og CCS-udbud i 2024 og 2025 forventer vi et skifte mod mere lavpraktiske og sikre investeringer.
Læs også: Virksomheder takker nej til støtte af CO₂-fangst
Energioptimering kommer i centrum.
Bedre isolering, smartere styring af energiforbrug og optimering af elbaserede løsninger kan blive hurtige og relativt billige veje til reduktion af CO2-udledninger.
Elektrificering forbliver samtidig et vigtigt nøgleord.
Transportområdet – både personbiler, tung transport og dele af skibsfarten – vil fortsat være et politisk fokusområde.
Også i transportsektoren generelt forventer vi, at elektrificering vil fylde mere. Batteriteknologi spiller her en afgørende rolle.
Forbedrede batterikapaciteter og lagringsløsninger er nødvendige for at håndtere et energisystem med mere sol og vind.
I 2026 forventer vi derfor, at politiske initiativer i højere grad understøtter netforstærkning, lagring og fleksibelt forbrug – frem for overvejende at fokusere på ny produktion, nye ideer og nye initiativer.
Mere pragmatisk grøn omstilling efter politiske fiaskoer
Endelig tror vi, at 2026 bliver præget af et mere nøgternt politik, hvad angår den grønne omstilling.
Erfaringerne fra de grønne udbud i 2024 og 2025, hvor store projekter ikke formåede at tiltrække investorer, har sat sine spor.
Ambitionsniveauet skal nok justeres, for som vi meget tydeligt har set, kan der være meget langt fra plan til handling.
Lige så inspirerende det lyder, når Dansk Industri fx skriver, at “Det er helt umuligt at forestille sig, at Danmark kan blive klimaneutral i fremtiden uden CO2-fangst og -lagring (CCS)” og samtidig bedyrer, at erhvervslivet er klar til at implementere teknologien – lige så nedslående er det, når det så viser sig, at næsten ingen virksomheder rent faktisk ønsker at byde på CCS-projekterne.
Politikerne må derfor i stigende grad fokusere på, hvad der faktisk kan realiseres inden for rimelige økonomiske rammer.
Det kan betyde mindre, men flere projekter, større risikodeling mellem stat og private aktører og mere fleksible udbudsmodeller.
Hvis staten vil søsætte oprigtigt innovative CCS-projekter, er der meget, der tyder på, at staten også på påtage sig flere økonomiske risici.
Ellers vurderes det ganske simpelt at være for risikabel en investering for de profitdrevne, private virksomheder.
Der er også noget, der tyder på, at atomkraft, som ganske vist har været tabubelagt i mange år, kan komme i spil som klimapolitisk værktøj.
Det er en, på globalt niveau, velkendt teknologi, som alt andet lige vil have nemmere ved at tiltrække investorer end mere nyskabende teknologier.
Dog er det også et meget kontroversielt område, og mange eksperter er kritiske over for atomkraft.
Et år med justeringer – ikke opgivelse!
Samlet set spår vi, at 2026 bliver et år, hvor klimapolitikken bevæger sig fra visioner til pragmatik, robusthed og realisme.
Fokus flytter sig fra det spektakulære til det håndgribelige – men også det nødvendige.
Kriser og sikkerhed herom, fylder enormt meget i dagens samfund, derfor virker det til at klimapolitikken i skrivende stund, kun kan kapere det strengt nødvendige – forsyningssikkerhed og beredskab.
Man kan ærgre sig over, at der ikke er bredere politisk konsensus om at prioritere klimapolitikken, men det er vilkårene, når vi lever i et pluralistisk demokrati.
Netop derfor tror vi også, at det lavpraktiske og pragmatiske kan medføre, at man ikke taber for mange undervejs.
Hvis man ikke kan få kolossale, multinationale virksomheder til at byde på grønne projekter med milliardstøtte – vel at mærke projekter, som Dansk Industri selv betegner som afgørende og essentielle – hvordan skal man så overbevise den gennemsnitlige dansker om, at de skal have tiltro til den grønne omstilling som et overordnet samfundsprojekt?
