Efteråret har for alvor taget fat. Vinden løfter blade, rusker i hækkene og får trampoliner til at danse faretruende tæt på naboens hegn. I takt med at de danske storme bliver hyppigere og kraftigere, minder Haveselskabet om, at en god forberedelse kan gøre forskellen på en uheldig dag i haven – og en dyr forsikringssag.
Haveselskabet gør opmærksom på at man nok ikke kan undgå stormskader i haven helt, men der er meget, man kan gøre for at begrænse dem.
Før stormen rammer: Ryd op og bind fast
Når vejrudsigten lover kraftig blæst, er det tid til at rykke ud. Trampoliner er blandt de værste syndere, fortæller Haveselskabet – en flyvende trampolin kan gøre stor skade på både hus, have og nabos carport. Hvis du ikke kan tage den ind, så fjern i det mindste dugen og nettet, så vinden får mindre fat.
De lette plastikmøbler skal også i læ. Det samme gælder potter, parasoller, havehynder og alt det løse, der ofte bliver glemt, når sæsonen går på hæld. En enkelt plastpotte i stormvejr kan udvikle sig til et projektil, og samtidig kan du redde dine krukker fra at revne.
Ifølge Bolius kan det desuden betale sig at tjekke hegn, skur og carport, før stormen sætter ind. Skruer og beslag løsner sig over tid, og selv små sprækker kan udvikle sig til store skader, når vinden tager fat.
Huskeliste:
- Tag trampolinen ind – eller i det mindste dug og net, så vinden har mindre chance for at gribe fat
- Sæt lette, løse møbler i læ: plastikmøbler, potter, parasoller, hynder etc.
- Tjek om der er løse hegnpæle i hægnet, tagl på taget, eller skruer og beslag på carport og drivhus
Gør drivhuset klar til vindstød
I de seneste år har mange drivhuse måttet bukke under for de voldsomme efterårsstorme. Det kan blive en dyr omgang, især hvis forsikringen ikke dækker. Derfor gælder det om at forstærke og forebygge.
”Først og fremmest er det vigtigt, at der skabes læ omkring drivhuset og dernæst skal du sørge for, at døren og vinduerne er helt lukket til” siger Bente Enert fra Haveselskabet. “Drivhuse af hærdet glas er mere stormsikre end dem med almindeligt glas, og så har selve konstruktionen meget at sige. En solid konstruktion med kraftige skråstivere betyder meget for husets stabilitet, når det stormer”
Ifølge GF Forsikring dækker en almindelig husforsikring kun stormskader, hvis vinden har haft en styrke på mindst 17,2 meter i sekundet – svarende til stormstyrke 10. Skader på drivhuset kan være dækket, men kun hvis det er forsvarligt fastgjort og placeret på et stabilt fundament. Det er derfor en god idé at dokumentere drivhuset med fotos, inden stormen rammer.
Huskeliste:
- Skab læ omkring drivhuset
- Sørg for at vinduer og døre er helt lukket til
- Hvis du skal renovere eller bygge nyt: Vælg hærdet glas, som er mere stormsikret og kraftige skråstativer
- Tag billede af drivhuset, inden stormen rammer, som dokumentation til forsikringen
Når træer vælter – og hvad du kan redde
Når vinden tager fat, kan den gå hårdt ud over havens træer. De fleste haveejere har prøvet at vågne op til et væltet træ eller en flækket gren.
”Det er rigtig ærgerligt, når træer vælter i blæsten eller tager så stor skade, at de ikke kan reddes. Det er desværre noget, man må leve med som haveejer.” siger Anne Stine Bruun, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.
Hun peger dog på, at det ofte ikke er så slemt, som det ser ud: ”Hvis en enkelt gren er knækket, er det ikke nødvendigvis en katastrofe. Det vigtigste er, at man får savet et rent snit i en grenvinkel, så træet kan hele såret. Buske, der har taget skade af stormen, kan i langt de fleste tilfælde beskæres og hurtigt blive pæne igen.”
Har jorden været våd i dagene op til stormen, er risikoen for væltede træer større. Våd jord slipper rødderne, og især nåletræer er udsatte. Ved større skader eller spændte stammer bør man altid tilkalde en professionel arborist – en motorsav og en spændt gren er en farlig kombination.
Huskeliste:
- Når træet har en flækket gren: Sav et rent snit i grenvinkel for at redde resten af træet
- Når busken er ramt: Beskær busken og lad den vokse op igen – det vi redde den i de fleste tilfælde
- Pas på dig selv – ved større skader bør du ringe til en professionel, der kan føre motorsaven
Forsikring og forebyggelse: Hvad dækker når vinden tager fat?
Når stormen har lagt sig, begynder oprydningen – og ofte også forsikringsspørgsmålene. Ifølge Forsikring & Pension dækker husforsikringen typisk skader på bygninger og faste konstruktioner som carporte og drivhuse, hvis de er udført håndværksmæssigt korrekt. Skader på planter og træer dækkes derimod sjældent, medmindre de har forårsaget skade på bygninger eller personer.
Det bedste råd er derfor at forebygge. Tjek årligt, at hegn, tagrender og drivhuse er fastgjort, og fjern døde grene og ustabile træer i god tid. Dokumentér din have med fotos – både før og efter storme – så du har bevis for, at du har vedligeholdt den.
Huskeliste:
- Tjek årligt (fx. i sensommer/start efterår) at hegn, tagrender, drivhuse m.m. er fastgjort
- Fjern døde og løse grene inden efterårsblæsten rammer
- Overvej om nogle af dine træer er for ustabile til at blive stående
- Dokumentér at haven er forebygget og vedligeholdt med fotos
Haveglæde trods storm: skader som mulighed for fornyelse
Midt i frustrationerne over en væltet hæk eller et knækket æbletræ kan der gemme sig en lille mulighed. Stormskader åbner nemlig for fornyelse – for at plante nyt, skabe mere læ og tænke haven på en ny måde.
”Skulle stormen have gjort det af med et af havens træer, må man se det fra den positive side – det giver mulighed for at plante noget nyt og få fornyet haven” siger Bente Enert.
En god strategi kan være at tænke robusthed ind i næste sæson. Vælg hjemmehørende arter som eg, røn eller tjørn, der klarer kraftig vind bedre end eksotiske prydtræer. Plant i grupper, så planterne beskytter hinanden, og brug buske som naturlig læ mod vestenvinden.
Huskeliste
- Skulle uheldet være ude, kan du se det som en mulighed for fornyelse
- Når du planter nye træer: Vælg arter som eg, røn eller tjørn som kan klare det kraftige danske vejr
- Opstil buske som naturligt læ
Ekspertråd: fra vejrtjeneste til gartner
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) anbefaler at følge vejrudsigterne tæt i stormperioder. Hvis der varsles kraftig vind, bør løse genstande tages ind, og biler flyttes væk fra store træer.
Gartnere anbefaler generelt, at man beskærer træer og buske tidligt på efteråret, inden stormene tager fat. Når planterne stadig har blade, fungerer de som sejl, og selv let beskæring kan mindske risikoen for knækkede grene, forklarer Haveselskabet.
Når blæsten lægger sig, står haven måske lidt forpjusket tilbage. Men med de rette forberedelser, og et blik for mulighederne, kan stormen blive begyndelsen på en stærkere, grønnere og mere robust have.
