Tirsdag morgen i København fik forbipasserende på Nordhavn en usædvanlig oplevelse. Foran TotalEnergies’ kontor havde Greenpeace hejst en gigantisk klimaregning på 20 meter. Regningen var ikke til en enkelt kunde, men til hele olieindustrien – og den lød på svimlende 32.000 milliarder kroner. Beløbet svarer ifølge Greenpeace til de klimaskader, som fem af verdens største olie- og gasselskaber har forårsaget siden Paris-aftalen i 2015.
Aktionen var både spektakulær og alvorlig i sit budskab. Aktivister iført hjelme og borehamre markerede, at selskaberne i deres optik fortsat tjener på at grave olie op, mens klimaskaderne væltes over på resten af samfundet. Bannerne talte deres tydelige sprog: “Vi betaler – de ødelægger.”
“Det er dig og mig, der står med regningen for klimakrisen. Men det er ikke os, der er ansvarlige. Oliegiganterne er de ansvarlige, og det er på tide, at de betaler” sagde Greenpeace Danmarks klima- og miljøpolitiske leder Helene Hagel i forbindelse med aktionen .
En regning baseret på forskning
Men hvordan lander man på et beløb i billionklassen? Greenpeace bygger på forskning fra professor James Rising (University of Delaware) og Dr. Lisa Rennels (Stanford University), der har regnet sig frem til selskabernes klimaansvar via den såkaldte social cost of carbon. Metoden sætter en monetær pris på de skader, der følger af hvert ton CO₂, fra oversvømmelser og hedebølger til lavere landbrugsudbytter og helbredsomkostninger.
I praksis betyder det, at man omregner udledte ton CO₂ til en “samfundsregning”. Når den regning lægges sammen for selskaber som TotalEnergies, ExxonMobil, Shell og Chevron, løber den ifølge forskernes beregninger op i de 32.000 milliarder kroner.
Det er ikke første gang, metoden bruges. Den sociale klimaskadepris indgår også i beslutninger i blandt andet USA, hvor den har været anvendt som pejlemærke for at vurdere effekter af ny lovgivning. Men værdien er omstridt. Forskellige antagelser om fremtidige klimaskader og diskonteringsrenter kan give vidt forskellige resultater. En nyere gennemgang af Proceedings of the National Academy of Sciences peger på, at mange tidligere beregninger sandsynligvis har undervurderet omkostningerne, og at en mere retvisende pris kan være over 280 dollar per ton CO₂ – mere end det dobbelte af, hvad der ofte anvendes i politik.
TotalEnergies i centrum
At Greenpeace valgte TotalEnergies’ kontor som scene er ingen tilfældighed. Selskabet står for langt størstedelen af olieproduktionen i den danske Nordsø og har i årevis været genstand for kritik fra miljøorganisationer. I Danmark blev selskabets 101-års fødselsdag sidste år markeret af Greenpeace med en kampagne, der viste, hvordan selskabets projekter verden over hænger sammen med klimaskader og konflikter.
Internationalt er TotalEnergies involveret i projekter som den omstridte East African Crude Oil Pipeline i Uganda, der ifølge kritikere både forværrer klimaaftrykket og truer lokalsamfund. Også selskabets aktiviteter i Mozambique er gentagne gange blevet mødt af modstand fra civilsamfundsorganisationer.
Kan oliegiganterne komme til at betale?
Selvom det kan lyde retfærdigt, at forurenerne betaler, er vejen dertil politisk og juridisk vanskelig. Olie- og gasselskaber har gennem årtier haft stor politisk indflydelse, og aftaler om Nordsøen har historisk været præget af løfter om stabile vilkår og ingen nye skatter. En særskilt klimaskat på selskaberne vil kræve et brud med den tradition.
Kritikere peger også på, at nye afgifter kan risikere at blive væltet over på forbrugerne i form af højere priser på benzin, varme og elektricitet. Derfor vil det være afgørende, hvordan eventuelle indtægter anvendes. Skal de gå til klimatilpasning i Danmark? Til erstatning for mennesker, der rammes hårdt i Globalt Syd? Eller til at finansiere den grønne omstilling?
Samtidig er selve beregningsmetoden genstand for debat. Økonomer som Nicholas Stern og Joseph Stiglitz har argumenteret for, at vi snarere bør sætte en pris på CO₂, der matcher de politiske klimamål, fremfor at beregne teoretiske skader årtier frem i tiden. Andre mener, at forsøg på at omsætte biodiversitetstab og menneskeliv til kroner og øre i sig selv er problematisk og risikerer at undervurdere værdier, der ikke kan gøres op i penge.
TotalEnergies har ikke omtalt aktionen foran deres danske kontor i Nordhavn. Selskabet har dog tidligere reageret skarpt på Greenpeace’ kritik. I 2022 anklagede de organisationen for at fremlægge “falske og misvisende” tal om selskabets klimaaftryk og lagde sag an mod Greenpeace i Frankrig. Sagen blev afvist af retten i 2024, men viser, at TotalEnergies generelt afviser de beregninger og påstande, som Greenpeace bruger i deres kampagner.
Symbolpolitik eller nødvendigt opgør?
Greenpeace’ regning har ingen juridisk gyldighed. Den er et politisk statement, et stykke symbolsk gældspapir, der skal sætte fokus på, hvem der betaler for klimakrisen. Organisationen argumenterer for, at tallet giver en konkret ramme om en debat, der ellers hurtigt bliver abstrakt. Hvis hver dansk husstand skulle dække sin del af regningen, svarer det til omkring 48.000 kroner, påpeger Greenpeace i sit oplæg.
Spørgsmålet er, om sådan et tal kan flytte den politiske samtale. På den ene side kan man afvise aktionen som aktivistisk symbolpolitik. På den anden side er det netop den type provokation, der kan få diskussionen om ansvar og regninger til at rykke fra ekspertrapporter til frokostborde og familiesamtaler.
En debat om retfærdighed
Det er næppe sidste gang, olieindustrien bliver mødt med krav om at betale for klimaskader. Flere lande undersøger allerede mulighederne for at lægge søgsmål mod selskaber, der i årtier har haft viden om klimaforandringer, men fortsat har produceret fossile brændsler.
I Danmark er det endnu uvist, om politikerne er klar til at følge Greenpeace’ opfordring til at indføre en klimaskat på selskaberne. Indtil da er regningen symbolsk – men den stiller et grundlæggende spørgsmål, som næppe forsvinder: Hvem skal betale, når stormene bliver kraftigere, høsten slår fejl, og byerne skal bygges højere for at modstå havet?
