Når du triller vognen gennem grøntafdelingen de næste par uger, kan du godt risikere at støde på hylder, der ser mere halvtomme ud end normalt. Broccoli, bær og andre grøntsager kan være i mindre udbud og have højere priser, fordi tørke og tidlig høst har sat sit præg på store dele af Europa.
I Danmark er vi dog sjældent først i køen til at mærke konsekvenserne – vores detailkæder har mange muligheder for at trække varer hjem fra andre leverandører. Men i England, Frankrig og dele af Centraleuropa er problemet allerede tydeligt, og det kan i sidste ende også smitte af på danske forbrugere gennem priser og udbud.
Når klimaet sætter tempoet
Sommeren 2025 har været præget af ekstreme vejrforhold. I England er markerne så tørre, at høsten er rykket to uger frem. Waitrose melder om korn og raps, der allerede er i hus, men også om broccoliudbytter, der er halveret. I Frankrig er vinbønder gået i gang tidligere end normalt, mens man andre steder i Sydeuropa kæmper med kartofler og gulerødder, der ikke har fået nok vand til at udvikle sig ordentligt.
I Danmark har vi også mærket tørken – flere landmænd har set korn og frøafgrøder modne hurtigere end ventet. Det betyder ikke tomme marker overalt, men rytmen i fødevareproduktionen ændres, og det smitter af på supermarkedhylderne.
Faktaboks: Den påvirkede høst i Europa
Land / Region | Påvirkning i 2025 |
---|---|
England | Korn og raps høstet ca. to uger før tid pga. tørke |
Storbritannien (grøntsager) | Broccoliudbytte faldet med over 50 % – ærter også ramt med ca. -30 % |
Frankrig & Sydeuropa | Tidlig vin- og frugthøst rykket flere uger frem pga. varme og tørke |
Danmark | Frø- og kornavgrøder flere steder modnet tidligere end normalt efter tør forsommer |
Tyskland & Polen | Ujævn høst – tørke ramte flere regioner, mens regnvejr forsinkede andre steder |
Kilder: The guardian, The times, The independent, Financial Times, Landbrugsinfo, EU
Det kan du mærke i kurven
For dig som forbruger kan det betyde et mere uforudsigeligt udvalg:
- Grøntsager: Vandkrævende afgrøder som broccoli, blomkål og gulerødder er blandt de mest sårbare. Du kan opleve færre varer, kortere sæson eller simpelthen et tomrum, hvor de normalt ville ligge.
- Frugt: Æbler og bær modnes tidligere – de kan komme hurtigere i butikkerne, men forsvinder til gengæld også hurtigere igen.
- Vin: I Frankrig og Sydeuropa har den tidligere høst konsekvenser for både smag, kvalitet og pris på de kommende årgange.
I de danske supermarkeder, vil vi formentlig ikke mærke de store konsekvenser gennem manglende udvalg, men nærmere højere priser på de påvirkede afgrøder.
Kornet står stærkt – grønt og vin mere udsatte
Det er værd at bemærke, at kornhøsten i EU samlet set ser bedre ud end sidste år. Vinterafgrøderne har klaret sig godt, og mængderne er robuste. Det er især grøntsager og vin, der viser sig som de svage led. Når broccoli og blomkål ikke får vand nok, eller når vinmarker plukkes før tid, mærker vi det hurtigere i køkkenet.
Når forsyningskæden knager
Tidlig høst skaber et logistisk kaos bag kulissen. Når korn og grøntsager, der normalt fordeler sig over flere uger, pludselig skal håndteres på én gang, fyldes siloer, lagerhaller og fabrikker hurtigere, end der er plads og kapacitet til. Det øger risikoen for spild og gør hele processen mere presset.
Samtidig har Europas store floder som Rhinen og Donau haft lave vandstande, hvilket betyder, at pramme kun kan sejle med halv last. Det gør transport dyrere og forsinker leverancerne af råvarer. For industrien, der planlægger bemanding og produktion efter en nogenlunde stabil rytme, fører det til overarbejde, højere omkostninger og i sidste ende dyrere varer. Alt sammen noget, der til sidst afspejler sig i prisskiltet i supermarkedet.
Nedsæt dine forventninger og styrk kreativiteten
Selv om det kan lyde som et stort problem med tidligere høst og udfordringer i forsyningskæden, er der stadig varer på hylderne. Hvordan vi som forbrugere møder situationen kan have en stor rolle for konsekvenserne.
For det første kan det betale sig at sænke forventningerne en smule: Vi er vant til, at supermarkedet altid bugner af friske grøntsager og frugter – også uden for sæson. Når klimaet skubber til rytmen i markerne, er det dog mere realistisk at acceptere, at broccoli ikke altid ligger klar, eller at danske jordbær ikke kan fås hele sommeren.
Fleksibilitet i køkkenet er et andet værktæj. Hvis hylden med broccoli er tom, kan bønner, squash eller andre grøntsager sagtens tage dens plads i gryden. At følge sæsonen tættere – og måske købe ind lokalt, når varer er i overflod – kan både spare penge og mindske spild. Mange vælger også at fryse lidt ned, når sæsonvarer topper, så de kan nydes senere.
Læs mere: Sæsonkalender for danske grøntsagere
Sneboldeffekten i supermarkedet
Jo mere vi som forbrugere insisterer på at finde præcis de varer, vi kender og forventer, jo mere føler supermarkederne sig presset til at importere fra fjernere egne eller leverandører, hvor klima- og miljøhensyn ikke nødvendigvis vægtes lige så højt. Det kan sætte en sneboldeffekt i gang: når efterspørgslen er konstant, uanset vejret i Europa, kan supermarkederne ende med at hente varer, der både belaster klimaet mere på transporten og er dyrket under svagere bæredygtighedskrav.
På den måde er forbrugernes rolle ikke bare at tilpasse sig midlertidige udsving, men også at være med til at bremse et system, hvor markedet konstant skal opfylde urealistisk høje forventninger. At acceptere, at udvalget ændrer sig fra uge til uge, kan paradoksalt nok være en af de mest bæredygtige handlinger, vi kan foretage som forbrugere.
Et billede på fremtiden
Selv om sommerens forskudte høst ikke er en krise i sig selv, er det et glimt ind i fremtiden. Klimaet skubber på rytmen i landbruget, og vi må vænne os til, at sæsonerne ikke længere er så forudsigelige. I praksis betyder det, at udvalget og priserne i supermarkedet i højere grad vil afspejle vejrets udsving – og at det, du forventer at finde i grøntafdelingen i august eller september, ikke nødvendigvis ligger dér.