Tillykke til Spanien, der fortjent kan kalde sig verdensmestre efter en fantastisk turnering.
Desværre har det i år været svært kun at holde fokus på kampene.
Spillernes dramatiske dives og voldsomme reaktioner er ikke det eneste, der har virket falsk ved FIFA World Cup 2026.
Hele turneringen har udviklet sig til et stort teaterstykke om verdens blidhed over for ulighed, vold og kollaps.
Lad os tage dig med gennem turneringens akter.
Fra de dyre siddepladser, som kun velhavende amerikanere, der knap nok kender fodboldreglerne, har råd til, til voldtægtsanklagede spillere, der hyldes af millioner verden over.
Football divides the world
Hver gang vi har tændt for fjernsynet for at se en VM-kamp, har vi hørt ordene: “Football unites the world”.
Sloganet blev lanceret ved Qatar i 2022 – og allerede dengang rungede det hult.
Men ironien har nået nye højder i år, hvor værtslandet aktivt bomber løs på et andet deltagende land.
Og de amerikanske myndigheder nøjedes ikke med at lade krigen være politik. Den skulle også sive ind i sporten.
Mens de fleste landshold kunne koncentrere sig om fodbold, ventede Iran stadig på amerikanske visa.
Først ti dage før VM’s åbningskamp gav USA grønt lys til spillerne og trænerstaben, mens 15 medlemmer af det iranske fodboldforbund fortsat fik afslag.
Holdet måtte derfor have base i Mexico og pendle til kampene i USA under stramme rejserestriktioner.
Iran blev hårdest ramt, men var langt fra det eneste landshold, der fik en anderledes behandling.
Sydafrikas afrejse blev udskudt, fordi flere spillere og medlemmer af staben manglede visum, mens Egypten fik afvist en direkte flyvning til Seattle og måtte rejse en omvej på omkring 450 kilometer.
Amerikaniserede forhold
Spillere, og i øvrigt også seere, har i det hele taget måttet vende sig til nogle andre forhold i sporten, som udelukkende er introduceret på grund af værtslandet.
Først og fremmest er der den famøse vandpause, som primært møder foragt i fodboldverdenen.
Herhjemme kan vi tjekke ind hos eksperterne i den korte tre-minutters pause, men dens primære formål i hjemlandet er kommercielt – for den giver lige lidt ekstra tid til reklamespots.
Og i finalen var der yderligere ændringer.
For første gang i VM-historien blev finalen udstyret med et amerikansk inspireret halftime-show, hvilket forlængede pausen langt ud over de sædvanlige 15 minutter.
Tidligere har fodboldens lovgivere i IFAB afvist forslag om længere pauser med henvisning til den negative betydning, som en længere periode med inaktivitet kan have for spillernes velfærd og sikkerhed.
Seerne på stadion fik heller ikke meget glæde af halftime-showet.
Når man ser de private videoer, der florerer på sociale medier, er det tydeligt, at showet er bygget til tv-seerne – ikke til dem på stadion.
Det er på trods af, at billetpriserne er stukket fuldstændig af i år.
For første gang indførte FIFA dynamiske billetpriser til et VM, og allerede de billigste billetter til gruppespillet kostede flere hundrede dollars, mens de dyreste officielle finalebilletter blev solgt for op mod 32.000 dollars.
På FIFA’s egen videresalgsplatform kunne priserne stige endnu mere.
Her bestemmer sælgerne selv prisen, mens FIFA tager et gebyr på 15 procent fra både køber og sælger – i alt 30 procent af hver handel.
Resultatet er et marked, hvor finalebilletter er blevet udbudt for langt over én million amerikanske dollars.
Og hver gang en handel går igennem på FIFA’s egen platform, tjener FIFA samtidig penge på selve videresalget.
Det har fået den europæiske fankoalition Football Supporters Europe til at beskylde FIFA for reelt at have legaliseret sortbørshandel på sin egen billetplatform.
It IS coming home
England er en af verdens største – måske den største – fodboldnationer. Og det kan man tydeligt mærke på deres fans.
Men mens kommentatorer og journalister hylder dem som gode og underholdende fans, er der også en langt mørkere bagside af at have fodbold så dybt forankret i kulturen.
Når England spiller fodbold, er der nemlig en stigning i vold i de engelske hjem – og det er uanset om holdet vinder eller taber.
Et britisk studie af tre VM-slutrunder viste, at antallet af anmeldte tilfælde af vold i hjemmet steg med 26 procent, når England vandt eller spillede uafgjort, og med 38 procent, når holdet tabte.
Selvom studiet er baseret på England, kan det ikke udelukkes, at lignende tendenser findes i andre lande.
Man kunne håbe, at de engelske spillere ville sende et klart signal til deres egne fans om, at vold (mod kvinder) aldrig kan undskyldes med fodbold, alkohol eller følelser.
Men det virker mindre sandsynligt, når holdets anfører, Harry Kane, uden for banen gladeligt spiller golf med Donald Trump – en mand, der næppe er kendt for sin respektfulde omgang med kvinder.
Ronaldo tog “your hate makes me unstoppable” for langt
Det er ikke kun aggressive fans der udøver vold mod kvinder.
Flere af spillerne på banen går rundt med alvorlige anklager om voldtægt eller seksuelle overgreb
Én af dem er Cristiano Ronaldo – mange fans’ store helt.
I 2009 anmeldte den amerikanske kvinde Kathryn Mayorga fodboldstjernen Cristiano Ronaldo for voldtægt på et hotel i Las Vegas. Året efter indgik de et fortroligt forlig, hvor Mayorga modtog 375.000 dollars.
Selvom Ronaldo er den mest højprofilerede voldtægtsanklagede i VM, er han langt fra alene. På listen finder man også:
- Neymar, Brasilien, er blevet anklaget i to forskellige sager. En Nike-ansat anklagede ham for i 2016 at have forsøgt at tvinge hende til oralsex. En anden kvinde anmeldte ham i 2019 for en påstået voldtægt på et hotel i Paris året før. Neymar afviste begge anklager. Den brasilianske sag blev henlagt, og der blev ikke rejst tiltale i Nike-sagen.
- Achraf Hakimi, Marokkos anfører, er anklaget for at have voldtaget en kvinde i sit hjem uden for Paris i 2023. En fransk appeldomstol har besluttet, at han skal for retten. Hakimi afviser anklagen.
- Thomas Partey, Ghana, er tiltalt for syv tilfælde af voldtægt og ét tilfælde af seksuelt overgreb mod fire kvinder i Storbritannien. De påståede forbrydelser skal være begået mellem 2022 og 2025. Partey nægter sig skyldig.
- Ryan Mendes, Kap Verdes anfører, er under efterforskning i New Zealand efter en anklage om voldtægt, fysisk vold og kvælertag mod en kvinde, der arbejdede som oversætter for holdet under en turnering i marts 2026. Han er endnu ikke tiltalt.
- Gonzalo Montiel, Argentina, blev anklaget for et groft seksuelt overgreb, som ifølge anklagen fandt sted under en fest ved årsskiftet 2019-2020. Han blev senere frikendt, efter at en dommer vurderede, at beviserne var modstridende.
- Thiago Almada, Argentina, blev ligeledes efterforsket i forbindelse med en anklage om seksuelt overgreb ved en fest i 2020. Han blev ikke tiltalt.
- Junya Ito, Japan, blev i 2024 anklaget af to kvinder for seksuelle overgreb. Han afviste anklagerne og lagde sag an mod kvinderne. Den strafferetlige efterforskning blev senere afsluttet uden tiltale på grund af utilstrækkelige beviser.
- Kaishu Sano, Japan, blev i 2024 anholdt og efterforsket sammen med to andre mænd efter en anklage om et seksuelt gruppeovergreb på et hotel i Tokyo. Han blev løsladt, og anklagemyndigheden rejste ikke tiltale. Flere medier har omtalt et udenretsligt forlig.
Det giver altså mindst ni VM-spillere med dokumenterede nuværende eller tidligere anklager om voldtægt eller seksuelle overgreb. Heriblandt tre anførere – altså de spillere, der forventes at gå forrest som holdenes ledere.
Udvider man listen til også at omfatte sager om partnervold, fysisk vold og menneskehandel, bliver den endnu længere.
Den spanske avis El País identificerede i alt 11 spillere ved VM 2026 med alvorlige anklager om seksuel eller kønsbaseret vold. Blandt dem også Frankrigs Lucas Hernández.
Donald Trump enters the arena
Og når nu vi taler om voldtægtsmænd, er det værd at nævne Trumps indblanding i årets FIFA.
FIFA-chefen Gianni Infantino har nemlig inviteret Trump helt ind i varmen, trods organisationens erklærede ønske om at være politisk neutral.
Forholdet mellem de to fik ekstra opmærksomhed, da Infantino i december 2025 overrakte Trump den første FIFA Peace Prize under VM-lodtrækningen i Washington.
Siden er deres forhold kun blevet endnu mere absurd.
Under turneringen ringede Trump personligt til Infantino for at få FIFA til at genoverveje det røde kort, som USA’s Folarin Balogun havde fået.
Trump tog efterfølgende selv æren for beslutningen og kaldte den “brilliant”, mens Infantino bekræftede, at han havde modtaget opkaldet, men afviste at have blandet sig i den disciplinære proces.
Som prikken over i’et fik Trump også lov til at overrække VM-pokalen til verdensmestrene.
Det skete side om side med Infantino, og Trump blev stående på podiet under fejringen, indtil den spanske anfører Rodri gestikulerede, at spillerne gerne ville fejre alene, og Infantino forsøgte at lede Trump væk.
Publikum kvitterede med buhråb, da Trump og Infantino gik på banen til medaljeceremonien.
Det vigtigste mål er det økonomiske
Den sociale bæredygtighed er ikke det eneste, der er blevet negligeret under VM. Også klimaet har fået nogle tæsk.
Læs også: VM kan blive det mest klimabelastende nogensinde
Foruden at FIFA har udvidet turneringen – hvilket i sig selv giver et større klimaaftryk – har organisationen heller ikke sat et officielt klimamål for årets VM.
Det er på trods af, at FIFA har forpligtet sig til at halvere sin CO₂-udledning inden 2030.
Infantino har samtidig haft enormt travlt med at nå rundt til kampene – og det gøres tilsyneladende bedst med privatfly.
Alt i alt forventes dette VM at blive det mest klimabelastende nogensinde med en udledning på over 9 millioner ton CO₂e.
Bør man helt boycotte FIFA?
Mange har sikkert i løbet af denne turnering spurgt sig selv, om det overhovedet er værd at se med.
Og selv med alle de emner, vi har været igennem her, har vi knap nok ridset overfladen.
Vi kunne også have skrevet om den påfaldende favoritisme, som mange mener har præget dommerkendelserne, om mistanken om at prisen som kampens spiller på forhånd er afgjort, om den voldsparathed, man alt for ofte ser på banen, eller om de endeløse skuespil og filminger, der igen og igen ødelægger spillets rytme.
Men hvis man holder af fodbold, er det også svært bare at slukke fjernsynet.
Måske handler løsningen derfor ikke om, om man ser fodbold, men hvem og hvordan man vælger at støtte.
Måske er det på tide at lægge Ronaldo-trøjen på hylden. Måske er det værd at sige højt, at vold mod kvinder stiger markant i England, når landsholdet spiller. Og måske er det på tide at stille lidt større krav til de organisationer og sponsorer, der tjener milliarder på verdens største sportsbegivenhed.
Forandringer kommer sjældent fra den ene dag til den anden.
Men de kommer heller ikke, hvis vi vælger at ignorere problemerne bag kulisserne.
Fodbolden er alt for stor og alt for vigtig til, at vi bare accepterer, at den udvikler sig i den forkerte retning.
Og på trods af dette års dramatik, ser vi i Faktor stadig frem til at følge med i VM næste år.
For næste gang er det kvindernes tur, og mon ikke der bliver lidt færre kontroverser i den turnering.
Et VM, hvor Danmark er med. Hvor billetpriserne er mere overkommelige. Hvor skuespil på banen fylder mindre. Hvor færre spillere møder op med alvorlige volds- eller overgrebsanklager hængende over sig. Og hvor overskrifterne i langt højere grad kommer til at handle om selve fodbolden.
