Verdens mulighed for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader afhænger ikke længere kun af langsigtede klimamål og internationale aftaler.
Den afhænger i stigende grad af konkrete beslutninger om olie, gas og geopolitisk magt.
Ét af de steder, hvor den kamp nu spidser til, er Venezuela.
Landet rummer verdens største kendte oliereserver, og i takt med at Trump signalerer stor interesse for venezuelansk olie, vokser bekymringen for konsekvenserne.
Ikke kun politisk, men klimamæssigt.
Ifølge nye analyser kan en markant udvidelse af olieproduktionen i Venezuela alene bruge en betydelig del af det CO2-budget, verden har tilbage, hvis temperaturstigningerne skal holdes inden for 1,5 grader.
Det gør oliepolitikken i Caracas og Washington til mere end et regionalt anliggende.
Olie, CO2 og et stramt globalt regnestykke
The Guardian har offentliggjort en analyse baseret på beregninger fra energianalysefirmaet S&P Global Platts Analytics.
Analysen ser på konsekvenserne af et scenarie, hvor olieproduktionen i Venezuela øges markant, drevet af amerikanske interesser.
Ifølge beregningerne kan en produktion på op mod 1,58 millioner ekstra tønder olie om dagen i perioden frem mod 2050 alene stå for omkring 13 procent af det globale CO2-budget, der er tilbage, hvis verden skal holde sig under 1,5 graders opvarmning.
Det er et opsigtsvækkende tal i en situation, hvor det samlede råderum for nye udledninger i forvejen er ekstremt begrænset.
En væsentlig del af forklaringen ligger i selve olien.
Store dele af Venezuelas reserver ligger i Orinoco-bæltet og består af tung og svovlrig råolie.
Den er mere energikrævende at udvinde, transportere og raffinere end mange andre typer olie.
Det giver simplethen et højere CO2-aftryk pr. tønde.
Analysen peger samtidig på risikoen for såkaldt carbon lock-in.
Når først investeringer, infrastruktur og kontrakter er på plads, bliver det svært at lukke olieproduktionen ned igen.
Nye olieprojekter er derfor ikke midlertidige løsninger, men beslutninger, der binder udledninger fast i årtier.
USA’s egne udledninger går den forkerte vej
Timingen for olieplanerne er ikke tilfældig. Det er en del af Trumps anti-klima kampagne.
Nye tal viser, at USA’s samlede drivhusgasudledninger steg i 2025 efter flere år med mere stabil udvikling.
Ifølge en rapport fremlagt af Reuters voksede de amerikanske udledninger med 2,4 procent i 2025.
Stigningen skyldes blandt andet højere energiforbrug i bygninger og el-sektoren samt øget brug af fossil elproduktion for at dække efterspørgslen.
Udviklingen betyder, at USA allerede er på vej væk fra den reduktionskurve, som klimamålene kræver.
Set i det lys fremstår en mulig udvidelse af olieproduktionen i Venezuela ikke som et isoleret projekt, men som en del af et bredere energipolitisk spor, hvor fossile brændsler fortsat spiller en central rolle.
En ny åbning mellem Washington og Caracas
Forholdet mellem Venezuela og USA, er mest af alt trukket ned over hovedet på politikerne i Venezuela.
Der er ikke meget at gøre, når USA vælger ulovligt at pågribe landets præsident Manduro.
Læs også: Trump, Venezuela… og Grønland?
Alligevel omtaler Trump de to landes forhold, som et samarbejde – og at USA hjælper Venezuela.
I et opslag, skrevet i natten til torsdag, skrev Donald Trump på sit sociale medie Truth Social, at han for nylig havde haft en “meget god samtale” med Venezuelas vicepræsident Delcy Rodríguez.
Han påpeger at der blev talt om olie, mineraler, handel og sikkerhed.
Ikke kun Trump efterlod et indtryk af af samtalen havde været positiv.
Rodríguez beskrev efterfølgende dialogen som lang, høflig og konstruktiv. Begge parter lagde vægt på, at der var tale om et skridt mod et bredere samarbejde.
Om Rodríguez føjer Trump for egen sikkerheds skyld, eller om hun reelt ser positivt på samtalen, er desværre svært at afgøre.
Hun har tidligere givet USA massiv kritik for bortførelsen af Manduro.
Samtalen er i sig selv ikke en aftale.
Men den sender et tydeligt signal om, at olie igen er blevet et centralt omdrejningspunkt i relationen mellem USA og Venezuela efter år med sanktioner og politisk afstand.
Hvad Venezuela har på spil
Selvom man skulle tro, at Venezuela ikke ville have noget med USA at gøre, kan et samarbejde faktisk vise sig at være frugtbart for dem.
Landets økonomi har i årevis været præget af dyb krise, og olie er fortsat den vigtigste kilde til statslige indtægter og udenlandsk valuta.
En genoplivning af olieindustrien ses i Caracas som en mulig vej til økonomisk stabilisering.
Venezuelanske myndigheder har i den forbindelse fremhævet behovet for investeringer, teknologi og adgang til internationale markeder.
Her spiller USA en nøglerolle. Ikke kun som potentiel investor, men også som politisk døråbner.
Fra venezuelansk side bliver olie derfor ikke kun præsenteret som et energispørgsmål, men som et fundament for økonomisk og social genopbygning.
Trumps energipolitiske logik
Også for Trump-administrationen er der flere lag i interessen.
Adgang til venezuelansk olie kan styrke USA’s energiposition i regionen og reducere afhængigheden af andre leverandører.
Samtidig passer det ind i Trumps bredere fortælling om amerikansk energi, arbejdspladser og strategisk selvstændighed.
Geopolitisk giver Venezuela mulighed for at genvinde indflydelse i Latinamerika, hvor både Kina og Rusland de seneste år har øget deres engagement.
Olie bliver dermed ikke kun en handelsvare, men et magtpolitisk redskab.
Når økonomi er det eneste der gælder
Når der er så stærke økonomiske og politiske incitamenter til at udnytte Venezuelas enorme olieforekomster, er der stor risiko for at en øget udvinding vil forekomme.
Hvis det sker, er der ikke længere meget håb for at nå klimamålene.
Verden befinder sig i et intenst geopolitisk opbrud, hvor adgang til ressourcer og strategisk indflydelse vejer tungere end langsigtede hensyn.
I det spil spiller klimaet sjældent en styrende rolle. Det fungerer oftere som et modargument eller en parentes, når magt og territoriale interesser rykker sig.
Samtalen mellem Trump og Rodríguez er endnu kun ord.
Men hvis den fører til konkrete aftaler, kan konsekvenserne række langt ud over de to lande.
Ikke mindst ind i det CO2-regnskab, som verden allerede kæmper for at holde i balance.
