Den 18. November skal aarhusianerne til kommunalvalg. 19 partier og lokallister kæmper om vælgernes tillid, og klimapolitik er igen et af de store temaer. Aarhus Kommune lancerede for nylig en klimaplan for 2025-2030, der har til formål at gøre Aarhus CO₂e-neutral inden 2030.
Planen lægger særlig vægt på transport, byudvikling og energiomstilling og mange partier er grundlæggende enige om målet – men uenige om vejen derhen.
Her får du et overblik over de spidskandidater, der stiller op til til byrådsvalget i Aarhus og deres syn på den grønne omstilling.
Anders Winnerskjold (Socialdemokratiet)
Den nuværende borgmester og tidligere rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold, er primært optaget af at sikre velfærd for unge såvel som gamle. Han vil gøre det billigere at tage bus og letbane, og udtaler, at “meget af den tunge og gennemkørende trafik, som ikke har et ærinde i Aarhus, skal vi have ud på hovedvejene frem for de små gader i Aarhus C”, men understreger, at der stadig skal være “plads til bilen”.
Christian Budde (Venstre)
Venstres spidskandidat og rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde, siger “nej til krig mod bilister”. Han vil investere i offentlig transport (dog ikke i Letbanen) og etablere flere cykelstier. Han mener, at fremkommelighed og trafik er vigtige politiske emner, og lægger vægt på, at det ikke er “enten veje eller offentlig trafik”.
Thomas Medom (Socialistisk Folkeparti)
SF’s spidskandidat og rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, har “En grønnere by” som en af sine mærkesager. Konkret betyder det, at han vil støtte den kollektive trafik og letbanen, så borgere får et større incitament for at lade bilen stå. Derfor prioriterer han også kollektiv trafik frem for investeringer i vejnettet. Han er desuden positiv over for ideen om at opstille vindmøller på Aarhus havn ved Østhavnsvej.
Nicolaj Bang (Det Konservative Folkeparti)
Konservatives Nicolaj Bang kæmper for “mindre kø på vejene” og er modstander af tanken om, at gøre det mere besværligt for bilister at færdes i bil i Aarhus. Tværtimod ønsker han investere i kunstig intelligens i lyskryds, så det bliver nemmere for alle – busser, cyklister såvel som bilister – at komme rundt i kommunen. Han er enig i, at det er vigtigere at bevare byens grønne områder end at bygge nyt.
Sarah Jarsbo (Enhedslisten)
Enhedslistens spidskandidat, Sarah Jarsbo, ønsker en mere ambitiøs klimapolitik. Hun har udtalt, at “Aarhus skal være en førende kommune, når det kommer til vedvarende energi. Det giver en grønnere og renere by, og tiltrækker endda arbejdspladser og virksomheder”. Derfor er hun positivt stemt over for vindmøller og solceller, og mener at biltrafikken i Aarhus Midtby skal begrænses. Til gengæld vil hun gøre offentlig transport gratis. Enhedslisten er indgået i valgforbund med SF og Alternativet, der ligeledes er fokuserede på klimapolitik og bæredygtighed.
Michael Christensen (Liberal Alliance)
Liberal Alliances spidskandidat er først og fremmest optaget af at sikre, at Aarhus kommune bliver drevet på en fornuftig måde, hvor borgerne ikke drukner i bureaukrati og regler. Han er fortaler for atomkraft, som han mener giver bedre mening end “uendelige vindmøllemarker på land”. Han er modstander af udvidelse af letbanen, og han mener ikke, at Aarhus skal forbyde gennemkørende trafik i bymidten.
Metin Lindved Aydin (Radikale Venstre)
Arkitekt, erhversdrivende og spidskandidat for Radikale Venstre Metin Lindved Aydin lægger ikke skjul på, at han ønsker at begrænse biltrafikken i Aarhus. Han erklærer sig enig i, at det skal være mere besværligt at færdes i bil (TV2-nyhederne). Han ser det som afgørende, at Aarhus holder fast i sine klimaambitioner og udtaler, at “nu handler det om at holde fast og øge tempoet”. Derfor mener han også, at Aarhus skal nedbringe sine CO₂-udledninger – selv hvis det bliver dyrere at bo i kommunen.
Bjørn Olsen (Alternativet)
Alternativets spidskandidat er meget fokuseret på klimapolitikken, og har det mål at gøre Aarhus selvforsynende med vedvarende energi. Han mener, at Aarhus skal gøre mere for cyklisterne og vil investere 100 mio. kr. om året i 10 år for at gøre Aarhus til “en rigtig cykelby”. Han er ligeledes tilhænger af vindmøller og solcelleanlæg, og mener, at det er “helt afgørende”, at Aarhus bliver bedre til at beskytte sine grønne områder.
Jakob Søgaard Clausen (Danmarksdemokraterne)
Jakob Søgaard Clausen er en af de få politikere, der udtrykker eksplicit modstand mod Aarhus’ klimaplan, som kalder for “helt urealistisk og dyr”. Han går ikke ind for tiltag, som gør det dyrere og mere besværlig at færdes i bil i kommunen, og han mener ikke, at Aarhus skal prioritere fodgængere og cyklister over privatbilister, eftersom det ene ikke udelukker det andet. Han erklærer sig enig i, at det er vigtigere at beskytte grønne områder end at give tilladelse til nybyggerier.
Polly Bak Dutschke (Moderaterne)
Moderaternes spidskandidat har tidligere været medlem af både Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Hun er engageret i ældrepolitik og har mange års erfaring med ledelse af plejehjem. Hun erklærer sig enig i, at det er vigtigere at investere i at forbedre forholdene for fodgængere og cyklister end for bilister, men understreger, at hun ikke vil gøre det besværligt at være bilist. Hun mener, at Aarhus skal bruge flere ressourcer på at tiltrække private arbejdspladser, og hun er uenig i, at det er vigtigere at beskytte grønne områder end at give tilladelse til nybyggeri. Hun er positivt stemt over for flere solceller og vindmøller i Aarhus kommune.
Thomas Kastrup Christensen (Dansk Folkeparti)
Den 26-årige Dansk Folkeparti-spidskandidat udtaler, at “grøn omstilling skal være praktisk og give mening i hverdagen. Det skal handle om løsninger, ikke straf. Aarhus skal være en by, hvor bilen fortsat er et naturligt valg, når det er den bedste løsning”. Derfor er han modstander af tiltag, som gør det besværligt at færdes i bil i Aarhus Midtby, og han mener heller ikke, at Aarhus bør prioritere elbil-parkeringspladser over almindelige parkeringspladser. Han er desuden kritisk over for havvindmøller, men positivt indstillet over for solceller på tage og energirenovering af bygninger.
Peter Kjær Flyvholm (Kristendemokraterne)
Kristendemokraternes lokalformand, Peter Kjær Flyvholm, er uenig i, at der bør være mere besværligt at færdes i bil i Aarhus Midtby og udtaler i den sammenhæng, at “Vi skal skabe grønnere transportformer, men uden at straffe folk, der er afhængige af bilen. Løsningen er bedre kollektiv trafik, cykelveje og delebilsordninger – ikke flere forhindringer. Grøn omstilling skal være et tilbud, ikke en straf”. Han går ind for at etablerer flere ladepunkter til elbiler, men ikke på bekostning af parkeringspladser til benzin- og dieselbiler. Han er tilhænger af havvindmøller, men modstander af store, larmende vindmøller på land.
Karina Dammand (Frie Grønne)
Frie Grønnes spidskandidat, Karina Dammand, mener, at klimapolitikken i Aarhus er for uambitiøs. Hun udtaler således, at hun stiller op til byrådet “fordi Aarhus i 2008 satte et mål om at være CO2 neutral i 2030 og siden er det kun gået den forkerte vej med gigantiske udledninger gennem store nye byggeprojekter, øget trafik overalt i byen og greenwashing af målingerne ved bl.a at udelade regnskab på biomasse, import af varer, skibstransport i internationalt farvand og ved at prioriteringerne i retningen af vedvarende energi og nedbringelse af vores forbrug ikke er sket”. Derfor er hun “helt enig” i, at Aarhus skal sænke sine CO₂-udledninger, selv om det potentielt gør kommunen dyrere at bo i (selv om hun samtidig siger, at hun ikke mener, at det nødvendigvis behøver bliver dyrere at bo i kommunen). Hun ønsker at “genere trafikken væk” fra det centrale Aarhus og så til gengæld tilbyde gratis, el-drevet offentlig transport.
Øvrige lokallister og kandidater
Der stiller også flere lokale lister op i Aarhus.
Borger-Initiativet er en borgerliste, der har til formål at “gentænke, hvad godt politisk håndværk indebærer”. Deres spidskandidat, Jan René Christensen, er fokuseret på velfærd og sundhed på en meget konkret måde. Han udtrykker bl.a: “Jeg bor selv i en skimmelramt bolig og har set naboer flytte, fordi de blev syge af deres eget hjem. Nogle bliver hjemløse og ender på gaden. Det er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Alt for mange lever i boliger, der gør dem syge”. Han mener ikke, at investeringer i offentlig transport nødvendigvis haster mere end investeringer i vejnettet, og han lægger vægt på, at den grønne omstilling skal være fair over for borgerne, idet “projekterne skal ske i dialog med borgerne. Medejerskab og lokal inddragelse kan mindske konflikter – ingen skal bare have en vindmøllepark smidt i baghaven uden indflydelse”.
Torben Askholm Pedersen er Aarhus Borgernes Stemme-listens eneste kandidat og han er ligeledes optaget af primært lokale forhold. Også listen “Troværdig Politik” opstiller blot en enkelt kandidat, nemlig Tina Hougaard Møller.
“Nej til privatisering af kommunale veje” er, som navnet antyder, en liste med et meget bestemt formål, nemlig at sikre, at Aarhus Kommune ikke nedklassificerer omkring 900 offentlige veje til private fællesveje. Deres spidskandidat hedder Steen Jørgensen.
BorgerTinget opstiller Henrik Olsen som spidskandidat. Han er formand for “Tænketanken Aarhus Cykler” og bestyrelsesmedlem i foreningen “Beskyt havmiljøet i Danmark” og er derfor meget engageret i klimapolitikken, men som de andre, mindre lokallister er BorgerTinget lokalt forankret og understreger, at miljøpolitik skal være baseret på åbenhed og borgerinddragelse.
Endelig opstiller Kommunistisk Parti, der ikke er udelukkende Aarhus-baseret, men også har afdelinger i andre byer, herunder København. I Aarhus opstiller de bl.a. buschauffør og tillidsrepræsentant Per Nielsen. Hans fokusområde er social dumping og et opgør med det, han betegner som krigsøkonomi. Han vil bl.a. støtte kollektiv transport og gøre det mere besværligt at færdes i bil i Aarhus Midtby, og han er neutral over for spørgsmålet om, hvorvidt kommunen skal sænke sine CO₂-udledninger yderligere, hvis det gør det dyrere at bo i kommunen.
Vælg den kandidat, der repræsenterer dine holdninger
Mange af kandidaterne udtrykker, at de støtter grøn klimapolitik overordnet, men som man hurtigt opdager, er der mange forskellige måder, man kan gøre det på. Nogle af partierne er meget åbne over for at regulere og påvirke borgernes adfærd på en måde, som andre partier synes er for udemokratisk. Der er også nogle af partierne, som opstiller en masse betingelser for den grønne omstilling, fx at det ikke må ske på bekostning af privatbilisters parkeringsforhold eller erhvervslivets interesser, hvilket de facto kan ende med at betyde, at den grønne omstilling i virkeligheden ikke bliver prioriteret særlig højt.
Af den grund er det en god idé at undersøge kandidaterne grundigt, så man forstår, hvad de rent faktisk brænder for. Der er ikke mange, der ligeud siger, at klimapolitik er opreklameret, men der er visse partier, hvor man kan få indtryk af, at de i praksis ikke tager emnet så seriøst, som de måske forsøger at give indtryk af.
Uanset hvem man stemmer på, har man som aarhusianer en direkte indflydelse på, hvordan den grønne omstilling i byen kommer til at se ud de næste fire år. Spørgsmålet er så, hvordan man vil bruge den indflydelse.
