Allerede 10 dage inde i 2026 har den rigeste 1% af verdens befolkning brugt deres andel af det globale CO₂-budget.
For den absolutte elite – de rigeste 0,1% – tog det blot tre dage.
Det viser en ny analyse, baseret på tal fra organisationen Oxfam.
Tallene understreger det, som vi egentlig godt ved i forvejen: De mest ressourcestærke mennesker – de, der om nogen har mulighed for at tage hånd om deres klimaatryk – bidrager i stor stil til at forværre klimasituationen.
Klimakrisens ulige konsekvenser
Ifølge Oxfam er det især de rigestes forbrugsmønstre og investeringer, der driver de enorme udledninger.
Samtidig er det oftest mennesker fra fattige og mindre ressourcestærke baggrunde, der rammes hårdest af konsekvenserne af klimaforandringerne, der udmønter sig i ekstremt vejr, fødevareusikkerhed og ødelæggelse af infrastruktur.
Oxfam vurderer, at de globale klimaskader kan løbe op i omkring 44 billioner pund frem mod 2050.
Rigdom, investeringer og skjult forurening
Problemet handler ikke kun om privatforbrug, men også om kapital og virksomhedsdrift, hedder det i rapporten.
Oxfam peger på, at milliardærer i gennemsnit har investeringsporteføljer i stærkt forurenende industrier, der årligt medfører udledninger på omkring 1,9 millioner ton CO₂.
Det svarer nogenlunde til de årlige udledninger fra 400.000 benzinbiler. Dermed forurener de rigeste ikke kun gennem deres livsstil, men også indirekte gennem deres økonomiske magt, lyder vurderingen.
Milliardærers CO₂-aftryk i ekstremt perspektiv
En tidligere Oxfam-rapport viser, at 50 af verdens rigeste milliardærer i gennemsnit udleder lige så meget CO₂ på blot 90 minutter, som et gennemsnitsmenneske gør gennem hele sit liv.
Det vidner yderligere om den ekstreme skævhed i ansvarsfordelingen, hvor en ganske lille elite står for en uforholdsmæssigt stor del af klimabelastningen.
Private jetfly som symbol på manglende ansvarlighed
Også brugen af private jetfly får kritik.
Ifølge analyser i International Business Times anvender mange rige privatfly nærmest som en form for luxuriøs, flyvende taxa – ofte til meget korte distancer.
En enkelt times flyvning i privatjet kan udlede mere CO₂, end et gennemsnitsmenneske gør på et helt år.
Investeringsfonden Global Carbon Fund retter desuden den kritik, at topchefer og virksomhedsledere ofte fortsætter denne praksis med korte flyveture – selvom hvis offentligt støtter grønne målsætninger.
Det skaber et tydeligt misforhold mellem ord og handling.
Eller, som man siger på godt gammeldags dansk: Det er det rene hykleri.
Klimamål under pres
Når tager udgangspunkt i den nuværende situation, bliver det svært at nå de internationale klimamål.
Ifølge Paris-aftalen skal den globale temperaturstigning holdes under 1,5 grader.
Oxfam vurderer, at dette kun er muligt, hvis verdens rigeste 1% reducerer deres udledninger med hele 97% inden 2030.
Det er en drastisk reduktion, som næppe kan opnås gennem frivillige ændringer alene.
Hvad så med de resterende 99% af verdens befolkning?
Formålet med Oxfams udtalelser er formentlig at animere til handling.
Man håber på den ene side måske, at nogle af de rigeste, af ren og skær godhed, skruer ned på rejsetrangen.
Derudover har Oxfam formuleret en række konkrete forslag til, hvordan regeringer kan indføre højere skatter på ekstrem rigdom og klimaskadeligt overforbrug, herunder et forslag om at indføre høje afgifter på brugen af privatfly.
Oxfam fortæller at problemet er, at det i bund og grund er umuligt at indfri Paris-aftalens forventninger, hvis ikke de allerrigeste omlægger deres forbrug grundlæggende.
På den måde ender Oxfam med at sende et meget nedslående signal: Det kan næsten være lige meget, hvad vi andre gør, hvis ikke de rigeste retter ind.
Og det er jo ikke ligefrem første gang, en NGO er ude og fastslå, at det er nødvendigt at de rigeste bliver beskattet…
Det plejer ikke at føre til nogen gennemgående ændringer, hvis vi skal være helt ærlige.
Er klimaretfærdighed en utopi?
Kritikere vil hævde, at højere skatter kan føre til kapitalflugt og skade økonomien. Fortalere vil sige, at det er nødvendigt at hæve skatterne.
Pragmatikere vil resigneret påpege, at det slet ikke er særlig realistisk at der overhovedet kommer nogen aggressiv beskatning – ikke engang af brugen af privatfly.
Vi har længe vidst, at privatfly både er store klimasyndere og typisk er en transportform, som kun de rigeste og mest magtfulde anvender – men alligevel vokser brugen af privatfly til “taxi-brug”.
Det er desværre symptomatisk for klimadebatten, at diskussionen kommer til at handle om, hvorvidt en eventuel afgift eller skat er ønskelig eller ej – i stedet for at man fokuserer på den praktiske virkelighed:
Kan man overhovedet begrænse de allerrigestes klimapres? Kan man overhovedet beskatte dem effektivt
Imens organisationer som Oxfam bruger tid og ressourcer på at skrive rapporter, der handler om nødvendigheden af beskatning, kan man konstatere, at verdens rigeste kun bliver rigere.
Om det er godt eller ej, kan man diskutere, men det er et uomtvisteligt faktum.
