Rent drikkevand er blevet et nyt politisk omdrejningspunkt.
Midt i valgkampen lover miljøminister Magnus Heunicke (S), at Socialdemokratiet vil arbejde for et nationalt sprøjteforbud i sårbare drikkevandsområder – også hvis partiet indgår i en ny regering efter valget.
Udmeldingen kommer efter at flere partier på den røde fløj har krævet et forbud mod pesticider i områder, hvor Danmarks drikkevand dannes.
Og ifølge ministeren er tiden for frivillige aftaler ved at være forbi.
“Vi kan ikke fortsætte med frivillige aftaler. Vi skal have et nationalt sprøjteforbud. Det er vi røde partier helt enige om,” siger Magnus Heunicke til DR.
Han kalder samtidig et sprøjteforbud for en “skal-opgave” og understreger, at Socialdemokratiet vil arbejde for det uanset hvordan en kommende regering kommer til at se ud.
Grundvandet er under pres
Debatten om pesticider i grundvandet har ulmet i flere år.
Danmark har en særlig model for drikkevand, hvor næsten alt vand hentes direkte fra undergrunden og kun behandles minimalt, før det sendes ud til forbrugerne.
Men udviklingen i de senere år har sat spørgsmålstegn ved, hvor længe den model kan holde.
Ifølge undersøgelser af danske drikkevandsboringer er der fundet rester af pesticider i omkring 55 procent af boringerne, og i en del tilfælde overskrider koncentrationerne grænseværdierne.
Det er baggrunden for, at flere partier nu ønsker et generelt forbud mod at sprøjte i de områder, hvor grundvandet dannes.
En analyse fra Miljøministeriet peger på, at der findes omkring 200.000 hektar sårbare grundvandsdannende områder i Danmark, hvor pesticider i dag fortsat kan bruges i landbruget.
Det svarer til omkring fire-fem procent af landets samlede areal.
Billigere at beskytte end at rense
Diskussionen handler ikke kun om miljø, men også om økonomi.
Hvis grundvandet først bliver forurenet, kan det blive nødvendigt at rense drikkevandet, før det sendes ud til forbrugerne.
Men netop rensning er både teknisk vanskelig og dyr.
Miljøministeriets analyse vurderer samtidig, at det kan koste mellem 6 og 18 milliarder kroner om året at rense drikkevandet for pesticider, nitrat og PFAS.
Til sammenligning vurderes et nationalt sprøjteforbud at koste omkring 360 millioner kroner om året i tabte indtægter og kompensation til landbruget.
Derfor konkluderer analysen, at det samfundsøkonomisk er langt billigere at beskytte grundvandet, før det bliver forurenet, end at forsøge at rense det bagefter.
Det argument fylder også i den politiske debat.
Læs også: Hvornår bliver drikkevandet i hanen for dyrt at holde rent?
Rød blok presser på
Flere partier på venstrefløjen har i længere tid presset på for et sprøjteforbud.
Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet ønsker alle et totalt forbud mod pesticider i de sårbare grundvandsområder for at beskytte drikkevandet.
Partierne kritiserer samtidig regeringen for at have tøvet for længe med at gennemføre en egentlig beskyttelse af grundvandet.
I dag bygger en stor del af indsatsen på frivillige aftaler mellem kommuner og landmænd, hvor kommuner kan indgå aftaler om at stoppe sprøjtning i særligt sårbare områder.
Kritikerne mener, at den model går for langsomt.
Der er dog i virkeligheden bred politisk enighed om selve målet: at beskytte danskernes drikkevand. Uenigheden handler i højere grad om metoden.
Mens partier i rød blok i stigende grad argumenterer for et nationalt sprøjteforbud i de mest sårbare områder, foretrækker flere partier i blå blok en mere fleksibel tilgang baseret på frivillige aftaler, lokale løsninger eller målrettede restriktioner frem for et generelt forbud.
Netop den kritik af de frivillige ordninger ser ud til at have fået Socialdemokratiet til at markere sig tydeligere i sagen.
Landbruget advarer mod simple løsninger
Et nationalt sprøjteforbud møder dog også modstand fra landbrugets organisationer.
Hos Landbrug & Fødevarer peger man i stedet på de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder – BNBO – hvor kommuner kan indgå aftaler med lodsejere om at stoppe brugen af pesticider tæt på drikkevandsboringer.
Ligesom de blå partier mener organisationen, at beskyttelsen af drikkevandet i første omgang bør ske gennem lokale og frivillige aftaler mellem vandforsyninger, kommuner og landmænd, hvor landmænd kan få kompensation for at undlade at sprøjte i de mest sårbare områder.
Fra landbrugets side er argumentet, at en målrettet indsats omkring konkrete boringer giver en mere præcis beskyttelse end brede nationale forbud.
Debatten handler derfor ikke kun om pesticider, men også om hvordan Danmark bedst beskytter sit grundvand – og hvor langt reguleringen skal gå.
En ny politisk konflikt
Spørgsmålet om sprøjteforbud er derfor et centralt stridspunkt i valgkampen mellem rød og blå blok.
På den ene side står argumentet for at beskytte en af Danmarks mest værdifulde naturressourcer, før skaderne bliver uoprettelige.
På den anden side står bekymringen for konsekvenserne for landbruget og for hvor vidtgående reguleringen skal være.
Når Magnus Heunicke nu lover, at Socialdemokratiet vil arbejde for et sprøjteforbud uanset regeringskonstellation, er det derfor også et signal om, at kampen om drikkevandet kan blive et af de emner, der rækker langt ud over selve valgkampen.
For selv om rent drikkevand længe har været en dansk selvfølge, viser den politiske debat, at det ikke længere nødvendigvis er noget, man kan tage for givet.
