05. maj.

Nordjylland: Gratis test af nitrat i drikkevand

Gratis vandtest i Nordjylland giver borgere mulighed for at få svar på nitratindholdet i deres drikkevand. Initiativet retter sig især mod de mange husstande med egne boringer, som i dag ikke bliver kontrolleret.

Sara Holt

Redaktør

Drikkevand

Borgere i Nordjylland får i denne uge mulighed for at få et hurtigt svar på, hvad der gemmer sig i deres drikkevand.

Greenpeace Danmark opstiller midlertidige teststationer, hvor man gratis kan få målt indholdet af nitrat i vand fra hanen.

Testene finder sted onsdag den 6. maj på Aalestrup Bibliotek og torsdag den 7. maj på Svenstrup Bibliotek – begge dage mellem klokken 14.30 og 17.00.

Initiativet er især rettet mod borgere med egen vandboring.

I modsætning til husstande med fælles vandforsyning bliver disse boringer ikke længere kontrolleret af myndighederne efter at tilsynet blev afskaffet i 2017.

Det betyder, at mange i praksis ikke ved, hvilken kvalitet deres drikkevand har.

For at få testet sit vand skal man blot medbringe en prøve hjemmefra i en ren beholder.

Greenpeace anbefaler, at man lader vandet løbe i cirka et minut, før prøven fyldes.

Resultatet bliver målt på stedet, og man får svar med det samme.

Baggrunden for indsatsen er blandt andet bekymring for nitratforurening i det såkaldte nitratbælte, som blandt andet dækker dele af Nordjylland.

Her har intensiv landbrugsdrift på sårbare jorde ført til, at nitrat i stigende grad siver ned i grundvandet.

Ifølge Miljøstyrelsen findes der omkring 50.000 små vandforsyninger i Danmark, hvoraf langt de fleste kun forsyner én husstand.

Greenpeace vurderer at det svarer til, at op mod 100.000 danskere får deres drikkevand fra private boringer uden løbende kontrol.

Samtidig har nyere forskning sat fokus på sundhedsrisici.

Flere danske studier peger på en sammenhæng mellem nitrat i drikkevand og øget risiko for tarmkræft.

En international ekspertgruppe nedsat af regeringen anbefalede i 2025 at sænke den nuværende grænseværdi fra 50 mg/l til 6 mg/l.

Læs også: Dit “rene” drikkevand kan give dig tarmkræft

Testene i Aalestrup og Svenstrup er såkaldt indikative målinger, som ikke kan stå alene som officiel dokumentation, men de kan give en vigtig indikation af vandkvaliteten – især for borgere, der ellers ikke får deres vand undersøgt.