14. nov.

Regeringen sparer benzinbilisterne 134 kroner om måneden, mens klimaregningen stiger med 1,5 millioner ton CO2

Danmarks grønneste regeringen vil gøre det billigere at tanke benzin og diesel. Men mens bilisterne kan se frem til at spare omkring 134 kroner om måneden, risikerer Danmark at få en betydelig ekstra klimaregning. Miljøorganisationer advarer om, at politikerne holder liv i netop de fossile brændsler, som landet forsøger at udfase.

Sara Holt

Redaktør

Benzinbil

Det skal være billigere at være dansker. Også hvis man kører på benzin eller diesel.

Det er budskabet fra “Danmarks grønneste regering” og Dansk Folkeparti, som torsdag den 12. november præsenterede en ny skatteaftale, der blandt andet skal gøre det billigere at fylde tanken.

I hele 2027 skal afgiften på benzin og diesel sænkes med to kroner pr. liter inklusive moms.

Samtidig bliver en planlagt afgiftsstigning på elbiler udskudt.

Umiddelbart lyder det som en god nyhed for danske bilister. Men bag de billigere liter gemmer sig en ganske betydelig klimaregning.

Ifølge regeringens egne beregninger kan afgiftslettelsen øge Danmarks CO2-udledning med 1,5 millioner ton i 2027.

Det skyldes blandt andet, at det billigere brændstof forventes at øge salget, herunder via grænsehandel.

Dermed står Danmark i en noget besynderlig situation: Politikerne taler om at udfase fossile brændsler, men er samtidig parate til at bruge milliarder på at gøre dem billigere.

Tankstation

2,65 milliarder kroner for billigere benzin og diesel

Afgiftslettelsen er ikke gratis.

Ifølge Skatte- og Vækstministeriet vil den koste statskassen omkring 2,65 milliarder kroner i 2027, når der er taget højde for ændringer i forbrug og andre skatteindtægter.

Men hvor meget får den enkelte familie egentlig ud af det?

Ifølge tal fra Danmarks Statistik kører en benzinbil i gennemsnit omkring 13.400 kilometer om året, mens en dieselbil kører omkring 22.300 kilometer.

Med en afgiftslettelse på to kroner pr. liter vil en gennemsnitlig benzinbil, der kører cirka 16,7 kilometer på literen, give en årlig besparelse på omkring 1.600 kroner – svarende til 134 kroner om måneden.

For en dieselbil, der kører 20 kilometer på literen, vil besparelsen være omkring 2.230 kroner om året – svarende til 186 kroner om måneden.

Det forudsætter naturligvis, at hele afgiftslettelsen slår igennem i priserne ved tankstationerne.

Hvor meget sparer du på billigere brændstof?

En benzinbil kører i gennemsnit omkring 13.400 km om året, mens en dieselbil kører omkring 22.300 km. Se, hvor meget afgiftslettelsen betyder for dig.

Vælg brændstoftype
13.400 km
Besparelse om året 1.605 kr.
Besparelse om måneden 134 kr.
Beregningen forudsætter en afgiftslettelse på 2 kr. pr. liter, der slår fuldt igennem i pumpeprisen. Forudsat brændstofforbrug: benzin 16,7 km/l og diesel 20 km/l. De gennemsnitlige kørselslængder er baseret på tal for 2023 anvendt i beregninger til Folketinget . Resultaterne er vejledende.

Det er penge, som kan gøre en forskel i en presset privatøkonomi. Særligt for familier i landdistrikterne, hvor bilen ofte er en nødvendighed, og hvor offentlig transport ikke altid er et realistisk alternativ.

Men det er langt fra alle danskere, der lægger mærke til de 134 kroner ekstra om måneden i deres økonomi.

Spørgsmålet er derfor, om det er den mest hensigtsmæssige måde at bruge 2,65 milliarder skattekroner på, når Danmark samtidig forsøger at gøre sig fri af fossile brændsler.

Miljøorganisationer advarer: Billigere benzin bremser omstillingen

Hos Rådet for Grøn Omstilling er begejstringen til at overse.

“Grundlæggende er billigere fossile brændstoffer gift for den grønne omstilling. Og selvom man samtidig skruer på andre parametre, ændrer det ikke ved, at forslaget forsinker den grønne omstilling,” siger Jeppe Juul, transportpolitisk chef i organisationen.

Han forventer dog ikke, at billigere benzin vil ændre ret meget ved danskernes stigende interesse for elbiler.

Bekymringen er større, når det gælder varebiler og lastbiler, hvor den grønne omstilling stadig er mere økonomisk sårbar.

Her kan selv forholdsvis små ændringer i prisen på diesel være med til at afgøre, om det kan betale sig at investere i elektriske alternativer.

Også Den Grønne Ungdomsbevægelse kritiserer aftalen.

“At lempe på afgifter på benzin opretholder vores afhængighed af fossile brændsler og binder os til oliestaters reserver,” siger Naja Vaaben, aktiv i bevægelsen.

Og netop afhængigheden er et centralt problem.

For hver gang vi tanker benzin eller diesel, skaber vi fortsat efterspørgsel efter olie.

Det er ikke dokumenteret, at olieindustrien bliver den største økonomiske vinder af aftalen.

Det afhænger blandt andet af, hvordan brændstofpriser og salget udvikler sig.

Men regeringens egne beregninger peger på et øget brændstofsalg, og det er næppe dårlige nyheder for dem, der lever af at sælge fossile brændsler.

Fossile brændsler

Elbiler bliver ikke billigere. De slipper bare for at blive dyrere

Regeringen fremhæver samtidig, at aftalen skal sikre den grønne omstilling af bilparken.

Og mens Samira Nawa valgte at fremlægge de nye planer med et smil, er det nok næppe klimaministerne der har vundet forhandligerne ved bordet.

Der er nemlig en væsentlig forskel på de to afgiftsændringer.

Mens benzin og diesel faktisk bliver billigere, får elbilerne ingen ny prisnedsættelse.

Regeringen udskyder blot en planlagt afgiftsstigning med et år.

Det betyder, at den afgiftsfrie grænse for elbiler fortsætter på omkring 419.300 kroner i 2027, i stedet for at falde til cirka 366.200 kroner.

Beslutningen koster statskassen 825 millioner kroner i forventede afgiftsindtægter, men er altså ikke en ny rabat sammenlignet med priserne i 2026.

Hos Mobility Denmark bliver beslutningen alligevel modtaget positivt.

Organisationen mener, at den sikrer, at det fortsat er attraktivt at vælge elbil.

Elbil kører på vejen

Kunne milliarderne have hjulpet danskerne på andre måder?

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt danskerne har brug for økonomisk hjælp.

Det er et spørgsmål om, hvordan hjælpen fordeles.

For de 2,65 milliarder kroner, som afgiftslettelsen koster, kunne politikerne have prioriteret anderledes.

Pengene kunne eksempelvis være brugt på billigere offentlig transport, bedre busforbindelser i landdistrikterne eller direkte økonomisk støtte til familier, der er særligt pressede.

Man kunne også have valgt at bruge en del af pengene på at gøre elbiler mere tilgængelige for dem, der i dag ikke har råd til at skifte deres benzinbil ud.

Det ville naturligvis kræve konkrete politiske modeller, og der er ikke dokumentation for, at disse alternativer ville give samme økonomiske gevinst for alle familier.

Men de ville ikke på samme direkte måde belønne et fortsat forbrug af fossile brændstoffer.

Hos TEKNIQ efterlyser man også en mere langsigtet kurs.

“Man kan ikke speede den grønne omstilling op med den ene hånd og træde på bremsen med den anden,” siger organisationens administrerende direktør, Troels Blicher Danielsen.

Han peger blandt andet på, at en permanent fjernelse af elafgiften ville være en bedre vej frem.

Elmaster

Klimamålene består, men benzin bliver billigere

Det er værd at understrege, at afgiftslettelsen foreløbigt kun gælder i 2027.

Regeringen har desuden afsat 800 millioner kroner i 2028, 725 millioner i 2029 og 925 millioner i 2030 til en kommende omlægning af bilafgifterne.

Der er altså også grønne elementer i aftalen.

Men de ændrer ikke på det grundlæggende dilemma: Regeringen har valgt at gøre fossile brændstoffer billigere på et tidspunkt, hvor Danmark arbejder på at nedbringe sit forbrug af dem.

Og mens besparelsen for en almindelig familie med benzinbil kan være omkring 134 kroner om måneden, viser regeringens egne beregninger en midlertidig stigning i Danmarks CO2-udledning på 1,5 millioner ton.

Det er en bemærkelsesværdig pris at betale for billigere benzin.

Især fordi der allerede er sået tvivl om, hvorvidt klimamålene kan nås.

Læs også: Klimarådet advarer: Tiden er ved at løbe fra regeringens klimaplan

For selvom afgiftslettelsen kun varer et år, forsvinder CO2’en ikke fra atmosfæren, når kalenderen viser 2028.

Google advertising №2

Seneste fra Faktor

Find mere læsestof her

Populære artikler

Nyheder

| SENESTE