17. nov.

Saudi-Arabien vil ikke slippe olien: Nu spidser konflikten til på COP31

Verdens lande har allerede lovet at bevæge sig væk fra olie, kul og gas. Men på COP31 forsøger Saudi-Arabien at holde en ny international køreplan ude af den endelige aftale, mens flere udviklingslande gør modstand mod nye energimål. Nu spidser forhandlingerne til.

Sara Holt

Redaktør

Olie

Verdens lande har allerede lovet at bevæge sig væk fra olie, kul og gas.

Men da løftet skal omsættes til handling på klimatopmødet COP31, er de gamle uenigheder dukket op igen.

Saudi-Arabien modsætter sig en international køreplan for udfasning af fossile brændsler, mens flere udviklingslande advarer mod nye globale energimål.

Anden uge af FN’s klimatopmøde i Antalya i Tyrkiet er begyndt, og selvom verdens lande efterhånden har brugt årtier på at diskutere klimaforandringer, er de stadig langt fra enige om, hvordan vi skal slippe afhængigheden af olie, kul og gas.

Lørdag aften kom uenighederne tydeligt frem under et møde, hvor landene gjorde status på forhandlingerne.

Ifølge Climate Home News afviste Saudi-Arabien forsøg på at få Brasiliens nye køreplan for omstillingen væk fra fossile brændsler nævnt i klimatopmødets centrale beslutningstekst.

Samtidig gjorde en gruppe arabiske lande og en større gruppe udviklingslande modstand mod nye globale mål for bestemte energikilder og sektorer.

Det betyder, at forhandlerne nu står over for en velkendt udfordring: Hvordan skal verden blive enige om at bekæmpe klimaforandringerne, når landenes økonomiske interesser trækker i vidt forskellige retninger?

COP31
COP31. Foto: © UN Climate Change – Kubilay Ciftci

Saudi-Arabien sætter hælene i

Konflikten handler blandt andet om en ny køreplan, som Brasilien præsenterede på COP31 den 10. november.

Planen skal hjælpe landene med at omsætte tidligere klimaløfter til konkret handling.

Den beskriver blandt andet, hvordan lande kan mindske deres afhængighed af fossile brændsler, planlægge investeringer i ren energi og håndtere de økonomiske konsekvenser af omstillingen.

Ifølge FN er køreplanen frivillig.

Den er altså ikke en ny bindende klimaaftale, og landene bliver ikke automatisk forpligtet til at lukke deres olieproduktion eller kulkraftværker.

Alligevel er den blevet et stridspunkt.

Saudi-Arabien, der er blandt verdens største olieproducenter, modsætter sig, at køreplanen bliver en del af den officielle beslutningstekst fra COP31.

Det kan umiddelbart virke som en diskussion om nogle få linjer i et dokument. Men på klimatopmøderne er formuleringerne langt fra ligegyldige.

Når verdens lande bliver enige om at nævne en bestemt målsætning eller plan i en fælles beslutning, kan det give den større politisk vægt og gøre det lettere at bruge den som udgangspunkt for fremtidige forhandlinger.

Derfor er der også stor forskel på, om en plan blot eksisterer som et frivilligt initiativ eller om verdens lande officielt anerkender den som en del af det videre klimaarbejde.

Modstanden betyder dog ikke, at Brasiliens køreplan er blevet forkastet.

Den kan stadig bruges af lande, der ønsker at følge den, uanset hvad der kommer til at stå i den endelige COP31-aftale.

Olietønder

Det handler ikke kun om olie

Selvom Saudi-Arabiens modstand fylder i forhandlingerne, er konflikten mere kompliceret end en kamp mellem olieproducerende lande og lande, der ønsker en hurtigere grøn omstilling.

Flere store udviklingslande er også skeptiske over for nye globale mål for bestemte energikilder.

Både den arabiske landegruppe og gruppen Like-Minded Developing Countries, som omfatter flere store vækstøkonomier, har afvist at få nye sektorspecifikke mål ind i den centrale beslutningstekst.

For nogle udviklingslande handler modstanden om, hvorvidt de risikerer at blive mødt med de samme forventninger som rige industrilande, selvom deres økonomiske forudsætninger er vidt forskellige.

Mange rige lande har opbygget deres velstand gennem årtiers forbrug af kul, olie og gas.

Samtidig står fattigere lande fortsat med behov for at udbygge deres energiforsyning, skabe arbejdspladser og sikre økonomisk udvikling.

Det rejser et grundlæggende spørgsmål: Skal alle lande bevæge sig væk fra fossile brændsler i samme tempo, eller skal de rigeste lande gå forrest og hjælpe med at finansiere omstillingen andre steder i verden?

Netop finansiering er en væsentlig del af diskussionen.

Som FN fremhæver i sin gennemgang af COP31, kan manglende elnet, dyr finansiering og utilstrækkelig infrastruktur være alvorlige hindringer for den grønne omstilling.

For et land med begrænset adgang til kapital er det ikke nødvendigvis nok, at solceller og vindmøller er blevet billigere.

Der skal også være penge til at bygge elnet, energilagre og den øvrige infrastruktur, som gør det muligt at bruge strømmen.

Derfor handler uenighederne på COP31 ikke kun om, hvorvidt verden skal væk fra fossile brændsler, men også om hvem der skal betale, og hvor hurtigt det skal ske.

COP31 venue
COP31. Foto: © UN Climate Change – Kiara Worth

Verden har allerede lovet at bevæge sig væk fra fossile brændsler

Det er ikke første gang, at olie, kul og gas skaber problemer ved forhandlingsbordet.

Ved COP28 i Dubai i 2023 lykkedes det for første gang verdens lande at vedtage en fælles beslutning, der udtrykkeligt opfordrede til at bevæge sig væk fra fossile brændsler i energisystemerne.

Det blev dengang betragtet som et historisk gennembrud.

Men der var en afgørende detalje.

Landene blev ikke enige om en egentlig udfasning med faste tidsfrister.

I stedet endte aftalen med en bredere formulering om at bevæge sig væk fra fossile brændsler på en retfærdig og ordentlig måde.

Det var et kompromis, som gjorde det muligt for næsten 200 lande at nå til enighed, men som efterlod det helt centrale spørgsmål ubesvaret: Hvordan skal omstillingen konkret gennemføres?

Tre år senere er det netop dét spørgsmål, som igen skaber problemer.

Brasiliens køreplan er et forsøg på at bygge bro mellem de tidligere løfter og den praktiske omstilling.

Men som de seneste forhandlinger viser, er det én ting at blive enige om en overordnet ambition.

Noget andet er at blive enige om, hvordan den skal føres ud i livet.

Og det er ikke kun på COP31, at uenigheden har vist sig.

Ved COP30 i Brasilien i 2025 støttede mere end 80 lande idéen om en køreplan for udfasning af fossile brændsler.

Men efter modstand fra blandt andre Saudi-Arabien og Rusland endte slutaftalen uden en direkte omtale af fossile brændsler.

Nu begynder kampen om den endelige aftale

Samtidig med diskussionerne om Brasiliens køreplan forsøger værtslandet Tyrkiet at samle opbakning til et andet initiativ.

Tyrkiet ønsker, at elektricitet skal udgøre 35 procent af verdens samlede energiforbrug i 2035, blandt andet gennem øget brug af elbiler, elektrisk opvarmning og elektrificering af industrien.

Ifølge Financial Times har mere end 30 lande bakket op om initiativet.

Men også her er der uenighed om, hvorvidt målsætningen skal indgå i den endelige aftale.

Det illustrerer, hvor vanskeligt det er at samle verdens lande om konkrete energipolitiske mål, selv når de ikke direkte kræver, at olie, kul og gas skal udfases.

Forhandlerne har nu frem til den planlagte afslutning den 20. november til at finde fælles fodslag.

Ifølge Climate Home News har Tysklands statssekretær i miljøministeriet, Heike Henn, allerede gjort det klart, at det ikke nødvendigvis er afgørende, om Brasiliens køreplan bliver nævnt i den endelige beslutningstekst.

Hun peger i stedet på betydningen af, at flere lande går sammen om at gennemføre omstillingen gennem deres egne nationale planer.

Det kan blive en vej frem, hvis det endnu en gang viser sig umuligt at samle alle lande om en fælles retning.

Men det efterlader også COP31 med et grundlæggende dilemma.

Verdens lande har allerede skrevet under på, at de skal bevæge sig væk fra fossile brændsler.

Alligevel er der fortsat stor uenighed om, hvordan løftet skal omsættes til handling.

Google advertising №2

Seneste fra Faktor

Find mere læsestof her

Populære artikler

Nyheder

| SENESTE