Den danske byggebranche er præget af komplicerede forsyningskæder, stramme tidsplaner og store materialestrømme.
Ifølge ny forskning fra Aalborg Universitet fører den høje aktivitet og deraf følgende travlhed til et massivt og systematisk spild af byggematerialer.
En ny undersøgelse dokumenterer, at der på danske byggepladser i gennemsnit spildes mellem tre og 30 procent af de leverede materialer – og for visse typer af materiale er det helt op til en fjerdedel, der går til spilde.
Det er ikke blot et økonomisk anliggende, men udgør også en væsentlig klimabelastning.
Gips, isolering og emballage driver affaldsmængderne
Studiet, der bygger på data fra 26 konkrete byggeprojekter og efterfølgende analyser af 309 projekter siden 2007, peger især på såkaldte tilskæringsmaterialer som gips, isolering, armeringsjern og tagpap som store syndere.
Dertil kommer emballage – primært i form af træpaller og plastfolie – som alene kan stå for op mod 28 procent af klimapåvirkningen fra byggeaffaldet.
Når affaldsbehandling og produktion af materialer medregnes, bliver konsekvensen et betydeligt og ofte overset CO₂-aftryk, lyder vurderingen.
Et stort, men overset klimapotentiale
Forskerne bag undersøgelsen vurderer, at CO₂-udledningen fra nybyggeri kan reduceres med omkring 10 procent, hvis spildet nedbringes systematisk.
Mere end halvdelen af udledningerne fra byggeaffald kan ifølge analysen undgås.
Det gør materialespild til et af de mest oplagte steder at sætte ind, hvis byggebranchen skal leve op til nationale og internationale klimamål.
Et centralt bidrag fra forskningen er udviklingen af en forudsigelsesmodel, der kobler materialeforbrug med livscyklusvurderinger (LCA).
Modellen gør det muligt allerede i planlægningsfasen at estimere både affaldsmængder og klimabelastning.
Tanken er, at bygherrer, rådgivere og entreprenører dermed får et konkret beslutningsværktøj, der kan bruges aktivt frem for blot at dokumentere problemerne bagefter.
Løsningerne kan i mange tilfælde være relativt enkle – eksempelvis at tilpasse arkitektur og indkøb til standardmål på gipsplader, så behovet for tilskæring minimeres, fastslår forskerne bag projektet.
Paradokset: Ingen vil spilde – men alle gør det
Dog rummer forskningsformidlingen også en lettere paradoksal vurdering.
Ph.d.-studerende Lea Hasselsteen udtaler nemlig i en pressemeddelelse til Ritzau, at ”Der er selvfølgelig ingen, der har interesse i at smide brugbare materialer ud, men i en travl branche sker det hver dag“.
Udsagnet afspejler en antagelse, man ofte støder på i bæredygtighedsdebatten: at spild primært skyldes manglende viden, overblik eller værktøjer – og at problemet derfor kan løses, hvis aktørerne blot får de rette redskaber stillet til rådighed.
Men spørgsmålet er, om dette er hele forklaringen.
I praksis drives virksomheder ikke kun af muligheder, men også af incitamenter, rutiner og økonomiske dilemmaer.
Selvom ingen entreprenør ligefrem ønsker at smide materialer ud, kan det i en presset hverdag være billigere og hurtigere at kassere overskydende materialer end at sortere, opbevare, genbruge eller koordinere alternativ anvendelse.
Tidsforbrug, lagerplads og regnskabspraksis kan desværre betyde, at genbrug i praksis bliver til en omkostning – frem for en gevinst.
Afgrænset ansvar
Derudover er ansvarsfordelingen i byggebranchen ofte fragmenteret.
Bygherrer, rådgivere, entreprenører og underleverandører har ikke altid samme interesser og tidshorisonter.
Hvis den aktør, der betaler for materialerne, ikke er den samme, som nødvendigvis kommer til at bære omkostningen ved affaldet eller klimabelastningen, kan det svække motivationen til at handle.
I sådanne tilfælde er ”muligheden” for bæredygtig praksis ikke nødvendigvis tilstrækkelig, kan man frygte.
Forskningen fra Aalborg Universitet leverer et vigtigt og brugbart vidensgrundlag – ingen tvivl om det.
Men hvis spildet reelt skal reduceres, kræver det muligvis mere end avancerede beregningsmodeller og gode intentioner.
Økonomiske incitamenter, regulering, kontraktformer og tidsplaner spiller en afgørende rolle for, hvilke valg der i sidste ende bliver truffet på byggepladsen. Og vaner.
Enhver, der har erfaring med projektstyring har sikkert oplevet, hvor svært det kan være at få implementeret nye systemer og arbejdsgange – selv om der officielt er opbakning og ledelsen har blåstemplet dem.
Mange gode intentioner forbliver intentioner.
Det betyder dog ikke, at man skal underkende værdien af værktøjer, der kan understøtte den cirkulære økonomi.
Men omvendt skal man heller ikke forveksle hensigter med resultater.
