Da 196 lande i december 2015 indgik Paris-aftalen, var målet ganske konkret: Den globale temperaturstigning skulle holdes godt under 2 grader – og helst begrænses til 1,5 grader.
Ti år senere er status både opmuntrende og bekymrende.
Verden har rykket sig i længere retning af ren energi, men udledningerne er stadig for høje, til at sikre at målene kan nås.
En tydelig ændring i energisystemet
Det mest håndgribelige fremskridt det seneste årti findes i energisektoren.
Vedvarende energi er blevet en stadig vigtigere kilde til ny elproduktion globalt.
Sol og vind står nu mange steder for langt størstedelen af den nye kapacitet, og investeringerne i ren energi er vokset til et niveau, der klart overgår investeringerne i fossile brændsler.
Samtidig er elektrificeringen af transporten accelereret: Omkring hver femte nye bil, der sælges i dag, er elektrisk.
Disse udviklinger er naturligvis tilfældige; Paris-aftalen har ændret forventningerne til fremtidens energimarkeder.
Mål som klimaneutralitet og netto-nul-udledninger er blevet pejlemærker for regeringer, virksomheder og investorer.
Det har skabt en selvforstærkende effekt, hvor grøn teknologi er blevet billigere, mere udbredt og mere konkurrencedygtig.
Temperaturkurven peger stadig opad
Ser man på temperaturfremskrivningerne, er billedet mere alvorligt.
Før Paris-aftalen pegede prognoserne mod mere end 4 graders global opvarmning i dette århundrede.
Efter aftalen faldt estimatet markant.
I dag vurderes det, at verden er på vej mod omkring 2,5 graders opvarmning, hvis alle eksisterende løfter bliver opfyldt.
Det er et vigtigt fremskridt, men stadig langt fra de 1,5 grader, som klimaforskningen anbefaler – hvis vi skal undgå de mest alvorlige konsekvenser.
Forskellen mellem ambitioner og faktisk politik – den såkaldte “implementeringskløft” – er fortsat stor.
Mange lande har formuleret langsigtede mål, men mangler konkrete tiltag på kort sigt, særligt når det gælder udfasning af kul, olie og gas.
Kina – den afgørende brik
Ingen vurdering af Paris-aftalens resultater kommer udenom Kina.
Siden 2015 er størstedelen af stigningen i de globale drivhusgasudledninger kommet herfra.
Efter en periode, hvor udledningerne så ud til at stabilisere sig, steg de igen markant fra 2017, drevet af kulkraft, byggeri og tung industri.
På den anden side er Kina også blevet verdens største motor for grøn omstilling.
Landet installerer mere vedvarende energi end resten af verden tilsammen og har opbygget en enorm industri omkring solceller, vindmøller og batterier.
Ren energi udgør nu en betydelig del af den kinesiske økonomi, og den massive produktion har presset priserne på grøn teknologi dramatisk ned globalt.
Denne dobbelte rolle – som både den største udleder og den største leverandør af løsninger – betyder, at Kina kan være helt afgørende for, om Paris-aftalens mål kan nås.
Hvis landet fastholder og accelererer sin grønne kurs, vil det utvivlsomt få global betydning.
Politisk modvind og international tillid
De seneste ti år har også vist, hvor sårbar den globale klimaindsats er over for politiske skift.
Valget af Donald Trump i 2016 og USA’s midlertidige udtræden af aftalen skabte usikkerhed og svækkede tilliden mellem landene.
Selvom aftalen overlevede, viste episoden, hvor hurtigt internationale fremskridt kan sættes på pause.
Et andet tilbagevendende problem er manglende støtte til fattigere lande.
Mange udviklingslande har ambitiøse planer for vedvarende energi, men mangler kapital og teknologi.
Når rige lande ikke lever op til deres løfter om klimafinansiering, risikerer det selvsagt at underminere den globale konsensus, som Paris-aftalen bygger på.
Indien og det fremtidige potentiale
Indien illustrerer både udfordringerne og mulighederne for det kommende årti.
Landets udledninger vokser fortsat, men halvdelen af elkapaciteten er allerede lavemissionsbaseret.
Udbygningen af sol og vind går hurtigt, og energisystemet planlægges til at kunne håndtere langt større mængder vedvarende energi.
Hvis denne udvikling fortsætter, kan Indien blive et centralt eksempel på, hvordan økonomisk vækst og klimahandling kan forenes rent praktisk – et regnestykke, som mange andre lande har svært ved at få til at gå op.
En aftale, der stadig former kursen
Ti år efter Paris-aftalen står én ting klart: Aftalen har på ingen måde ikke løst klimakrisen, men den har været med til at ændre verdens kurs.
Den har flyttet investeringer, teknologi og politiske mål i en grønnere retning.
Samtidig laderer tempoet stadig til at være utilstrækkeligt til at sikre, at de mest ambitiøse temperaturmål nås.
Spørgsmålet for fremtiden er derfor ikke, om Paris-aftalen har haft betydning, men om verdens lande rent faktisk formår at omsætte de langsigtede løfter til praktisk handling – før vinduet for at begrænse opvarmningen lukker yderligere.
