I takt med at tøjforbruget i Europa når rekordniveauer, og store mængder tekstiler ender som affald, sætter Danmark nu fokus på at reducere den miljø- og klimamæssige belastning fra tøjindustrien.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Miljø- og Ligestillingsministeriet netop har offentliggjort. Danmark har nemlig opstillet en række krav specifikt for tekstilbranchen, som ministeriet ønsker at få indarbejdet i ecodesignforordningen.
Fast fashion og dets miljøproblemer
Fast fashion betegner den praksis, hvor tøj produceres og markedsføres i et højt tempo, ofte til lave priser og med meget korte livscyklusser.
Resultatet er et enormt forbrug af ressourcer – vand, energi og materialer – samt store mængder tekstilaffald, fordi tøjet hurtigt kasseres. I EU steg det gennemsnitlige tøjforbrug til omkring 19 kg pr. person i 2022, og meget af dette tøj ender som affald igen.
Det massive forbrug og den korte levetid betyder, at tekstilsektoren er en af de mest miljøbelastende brancher i verden.
Mange produkter er faktisk ikke designet til at være holdbare, men – som navnet fast-fashion antyder – til at blive købt, brugt en enkelt eller to gange og så kasseret igen. Faktisk er der en del tøj, som aldrig nogensinde når at blive brugt af nogen, før det bliver kasseret.
Nye krav fra 2027: Ecodesignforordningen
For at imødegå disse udfordringer har Danmark formuleret tre overordnede punkter, som regeringen mener, at ecodesignforordningen bør indeholde, før den træder i kraft i 2027.
Ecodesignforordningen erstatter og udvider tidligere regler om miljøvenligt design med et langt bredere fokus på produktets hele livscyklus.
Forordningen dækker en lang række andre produktgrupper – fra elektroniske apparater til møbler. Målet er at afbøde produkters miljøbelastning ved at stille krav til holdbarhed, reparationsmuligheder, genanvendelighed, reduktion af skadelige kemikalier og effektiv udnyttelse af ressourcer.
Danmarks hovedkrav til de nye regler
De tre krav, som Miljø- og Ligestillingsministeriet vil have indarbejdet i ecodesignforordningen er:
- Holdbarhed
Danmark ønsker minimumskrav til, hvor holdbart tøj skal være, så det kan bruges længere tid og ikke hurtigt ender som affald. Længere holdbarhed er et af de mest effektive værktøjer til at reducere tekstilers miljø- og klimaaftryk, da det mindsker behovet for at producere nyt tøj. - Genanvendt indhold
Tekstilaffald bør ses som en ressource. Derfor presser Danmark på for krav om en minimumsandel af genanvendte fibre i tekstiler samt krav om, at tøj skal designes, så materialer rent faktisk kan adskilles og genanvendes. - Mærkning og forbrugerinformation
For at styrke forbrugernes evne til at købe bæredygtigt tøj ønsker Danmark bedre mærkning og mere gennemsigtig information om produkternes miljøpåvirkning – eventuelt via digitale produktpas eller nye mærkningsordninger.
Disse krav har til formål at støtte en udvikling, hvor forbrugerne i højere grad skal kunne træffe mere bæredygtige valg, virksomheder skal motiveres til mere ansvarlige produktionsmetoder og hele forsyningskæden skal bevæge sig væk fra den lineære tag-lav-smid væk-tænkning, der præger – ikke bare modeindustrien – men hele den moderne forbrugerkultur.
Hvad betyder ecodesignforordningen i praksis?
Ecodesignforordningen sætter rammer for konkrete krav, som Europa-Kommissionen fastsætter for hver produktgruppe.
Det gælder både ydeevne- og informationskrav, som skal sikre, at produkter holder længere, er lettere at reparere og har et mindre miljø- og klimaaftryk.
Forordningen omfatter også offentlige indkøb, så myndigheder kan fremme bæredygtige produkter, samt krav, der skal forebygge overproduktion – herunder regler om usolgte produkter, som risikerer at blive destrueret.
“Ecodesignforordningen indfører et forbud mod at destruere usolgte forbrugerprodukter. I første omgang gælder forbuddet kun beklædningsgenstande, tilbehør til beklædningsgenstande og fodtøj, men EU-Kommissionen kan senere udvide listen til andre produkttyper og fastsætte undtagelser“, fremgår det af ministeriets hjemmeside.
Nødvendig regulering?
Danmarks indsats for at få stærke krav i ecodesignforordningen afspejler selvfølgelig klimapolitiske ambitioner og et særligt fokus på især fast fashion som klimasynder.
På et lidt dybere niveau kan man godt undre sig over, at det overhovedet er nødvendigt at gå sådan til værks med forordninger og reguleringer. Hvorfor er det ikke bare sund fornuft, at man ikke skal destruere funktionelle varer? Hvordan kan det på nogen måde give mening at fremstille noget og så ødelægge det bagefter? Det er et indviklet og potentielt sprængfarligt spørgsmål.
Tankerne ledes hen mod en bestemt passage i John Steinbeck-klassikeren “Vredens Druer”.
