En ny rapport fra en international ekspertgruppe kan potentielt få stor betydning for dansk drikkevand.
Ifølge eksperterne bør grænseværdien for nitrat i drikkevand sænkes drastisk fra de nuværende 50 milligram pr. liter til blot 6 milligram.
Anbefalingen er baseret på nyere forskning, som viser en øget risiko for især tyk- og endetarmskræft allerede ved nitratkoncentrationer langt under den gældende grænse i Danmark.
En kortlægning fra Greenpeace viser, at konsekvenserne kan blive vidtrækkende: 57 ud af landets 98 kommuner har i dag områder, hvor drikkevandet overskrider den nye anbefalede grænse.
Ekspertgruppe: Nuværende grænse beskytter ikke mod kræft
Ekspertgruppen, der er nedsat af regeringen, har netop afleveret sin rapport til miljøminister Magnus Heunicke (S).
Her konkluderer de, at den nuværende grænseværdi ikke er tilstrækkeligt lav til at effektivt begrænse kræftrisici. Den eksisterende grænse blev fastsat for årtier siden for at undgå “blå børn” – en betegnelse for børn, der får en blålig kulør, fordi de ikke kan optage nok ilt.
Ifølge rapporten ses der en statistisk sammenhæng mellem nitrat i drikkevand og tarmkræft, selv ved koncentrationer langt under 50 milligram per liter.
Danske studier peger på, at risikoen allerede stiger ved niveauer over cirka 3,9 milligram per liter. På den baggrund anbefaler ekspertgruppen en ny grænse på 6 milligram, som vurderes at give en væsentligt bedre sundhedsmæssig beskyttelse.
Greenpeace: Over halvdelen af kommunerne er ramt
Greenpeace har i forlængelse af rapporten analyseret nitratindholdet i samtlige danske vandforsyningsområder.
Resultatet tegner ifølge organisationen et alvorligt billede. Mere end halvdelen af landets kommuner har områder, hvor drikkevandet overskrider den nye anbefaling. Særligt Nordjylland er hårdt ramt, hvor intensivt landbrug gennem årtier har belastet grundvandet.
Aalborg Kommune skiller sig markant ud med en gennemsnitlig nitratkoncentration på knap 21 milligram per liter – mere end tre gange det anbefalede niveau. Også kommuner som Thisted, Ærø, Jammerbugt, Samsø, Halsnæs og Rebild har gennemsnitlige værdier over grænsen.
Greenpeace kræver hurtig politisk handling
Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov hos Greenpeace, kalder ekspertgruppens anbefaling en milepæl.
Ifølge ham viser rapporten tydeligt, at det, mange danskere opfatter som rent og sikkert drikkevand, i realiteten kan være sundhedsskadeligt.
Samtidig mener han, at tallene dokumenterer, hvor omfattende problemet er, og at der er behov for politisk handling her og nu – ikke politisk syltning og undersøgelseskommissioner.
Ministeren beder om yderligere analyser
Miljøminister Magnus Heunicke har i et brev til Folketinget udtrykt, at han tager anbefalingen “meget alvorligt”.
Ministeriet har bedt Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om at undersøge, hvor mange vandforsyninger der konkret vil blive berørt af en ny grænseværdi, samt hvad omkostningerne vil være ved eventuel rensning af drikkevandet.
Ifølge ministeren skal konsekvenserne være grundigt belyst, før der træffes beslutning om en eventuel ændring af grænseværdien.
Forebyggelse frem for rensning
Greenpeace advarer imod risikoen for, at sagen trækkes i langdrag.
Organisationen peger på, at hovedårsagen til nitratforureningen er udvaskning af kvælstof fra landbrugets brug af gødning.
For at imødegå det problem skal der etableres såkaldte grundvandsparker, hvor beskyttelsen af drikkevandet prioriteres højest, og landbrugsjord i særligt sårbare områder skal omlægges til natur, ifølge Greenpeace.
Miljøministeren kan dog forståeligt nok ikke bare uden videre følge Greenpeace’ anbefalinger, men er nødt til at tage andre parter med på råd. Desuden skal den undersøgelse, som han har bedt DTU om at foretage, også afdække, hvordan man bedst implementerer en eventuel lovændring for nitrat-grænseværdier i dansk drikkevand.
En debat med store konsekvenser
Debatten om nitrat i drikkevandet rummer dermed både sundhedsmæssige, økonomiske og politiske spørgsmål.
Hvis ekspertgruppens anbefaling følges, vil det få store konsekvenser for vandforsyningen i store dele af landet – men ifølge både forskere og miljøorganisationer kan prisen for ikke at handle vise sig at være endnu højere.
Derfor er det opløftende, at Ministeriet for Grøn Trepart netop har indgået en aftale, der skal reducere kvælstofudledningerne fra danske marker. Ganske vist har den aftale primært fokus på kvælstoffets påvirkning af de danske have, men det er stadig et skrift en retning med mindre miljøbelastning af vores vandmiljø.
