Slam fra havets bund bliver gravet op og dumpet direkte ud i havet. Denne praksis kaldes klapning og bruges i Danmark især i forbindelse med uddybningsarbejde i havne og ved vedligeholdelse af sejlrender. Selvom metoden har været anvendt i årtier, peger nyere analyser og eksperter på, at den udgør en væsentlig belastning for havmiljøet.
En endnu ikke offentliggjort analyse fra Tænketanken Hav viser ifølge Politiken, at der mellem 2015 og 2023 blev dumpet 18,4 millioner kubikmeter opgravet havslam i danske farvande. Det svarer til omtrent 87.000 lastbillæs om året.
Forurening i havnesedimenter
Især udbygning af havne kan være miljøskadeligt. Havneslam rummer ofte høje koncentrationer af tungmetaller og andre miljøfarlige stoffer, der er ophobet gennem mange års udledning fra industri, skibsfart og kystbyområder.
Når havnesediment ligger begravet, er det generelt mere stabilt. Når man foretager udgravninger, trækker man de miljøskadelige stoffer med op og udsætter derved fisk og andre maritime organismer for potentielt alvorlig forgiftning.
Et studie fra 2003, der undersøgte dumpning af havnesediment fra Rotterdam, viste forhøjede koncentrationer af bl.a. kviksølv i de områder, hvor slammet var blevet dumpet. Søstjerner indeholdt dobbelt så høje niveauer af flere giftstoffer som dyr fra områder uden klapning.
Ifølge forskere bidrager sådanne belastninger til en gradvis forringelse af havbunden og til øget risiko for, at visse områder mister deres biologiske mangfoldighed. “Hvis vi ikke gør noget og får havene i en god kemisk tilstand, men fortsætter med at forurene, så risikerer vi, at fiskene helt forsvinder. Vi har jo set i nogle af vores fjorde, at livet stort set er forsvundet“, udtaler professor og seniorkonsulent ved Tænketanken Hav Henriette Selck i et interview med Politiken.
Der er også politisk enighed om, at dumping af slam er uhensigtsmæssigt. Således fremgår det af Miljøstyrelsens hjemmeside, at: “Oprensninger og uddybning af Danmarks hundredevis af havne og sejlrender er en nødvendig foranstaltning for søtransporten og for driften af havnene“, men også at: “Klapning kan potentielt være skadeligt for miljøet eller påvirke andre aktiviteter på havet og derfor kræver det en myndighedstilladelse fra Miljøstyrelsen“.
Presset havmiljø
I Danmark viser undersøgelser, at hele 98 procent af vandområderne ikke er i god kemisk tilstand. Det betyder, at der er forhøjede koncentrationer af forurenende stoffer, som i større eller mindre grad kan have negativ indflydelse naturens økosystemer.
Professor og havbiolog Stiig Markager mener, at havmiljøet er så belastet, at praksisser som klapning helt bør stoppes. Han vurderer, at et alternativ til dumpning kunne være etableringen af et nationalt anlæg til rensning eller håndtering af forurenet havneslam.
Medicinrester i vandet
Klapning er ikke den eneste kilde til kemisk forurening i danske farvande. I de seneste år har forskere også rettet opmærksomheden mod medicinrester, der ender i havet via spildevand. Når mennesker tager lægemidler som antidepressiva, p-piller eller angstmedicin, udskilles en betydelig del af det aktive stof, som herefter ledes til rensningsanlæg. Anlæggene fjerner dog ikke altid medicinresterne effektivt, og en del når videre ud i vandmiljøet, hvor det kan få vidtrækkende konsekvenser. Muslinger, der optager rester fra p-piller, kan fx få svært ved at reproducere.
Forskere arbejder på nye metoder til at forbedre rensningen. En forsøgsordning med ozon og aktivt kul på rensningsanlægget i Hillerød har vist, at op mod 95 procent af visse medicinrester kan fjernes, men teknologien er endnu ikke udbredt.
En kombination af årsager
Der er i disse år en vis politisk opmærksomhed rettet mod netop havenes biodiversitet. Fra politisk side investerer man millioner af kroner i genopretningsprojekter, der skal understøtte dyre- og plantelivet.
Læs også: Stenbider og torsk kæmper for overlevelse – kan vi redde dem?
Enhedslisten var allerede ude i 2022 med et forslag om at forbyde klapning, og Folketinget har sidenhen også vedtaget, at reglerne for klapning skal strammes. Fra 2026 gælder således nationalt forbud mod klapning på vanddybder lavere end 6 meter.
Hvis man spørger miljøorganisationerne er det for lidt og for sent, men som altid er det svært at få ændret en så udbredt praksis fra den ene dag til den anden. Der har fx været en del klapning i forbindelse med etableringen af det kontroversielle Lynetteholm-projekt. Hvis man forbyder klapning helt, så skal man enten finde en helt anden måde at udvide landarealer og havne på, eller også skal der etableres særlige renseanlæg. Man kan let forestille sig, at det i sig selv vil afføde nye politiske uenigheder. Sådan er det jo ofte med politik: Man bliver enige om, at noget er et problem – og så begynder man at skændes om, hvordan det problem skal løses i praksis. Det ændrer dog ikke på det åbenlyse problem, at vores have er så fyldt med kemikalier og forurening, at det går hårdt ud over dyre- og plantelivet.
Det er nok nemmere at sikre politisk opbakning til optimistiske tiltag med et etablere nye stenrev og ålegræs, men vi må på den anden side insistere på, at vores politikerne forholder sig til havet som et stort, sammenhængende økosystem. Ellers risikerer vi, at de fine genopretningsprojekter bliver et plaster på en brækket arm.
