For mange forbrugere er det blå mærke fra MSC (Marine Stewardship Council) blevet et pejlemærke i supermarkedet.
Et hurtigt signal om, at fisken er fanget med hensyn til havet.
Men en ny rapport kaster et andet lys over mærket.
Rapporten afslører, at MSC-certificeret fisk i flere tilfælde kan være forbundet med alvorlige problemer til søs – ikke for miljøet, men for de mennesker, der arbejder på fiskefartøjerne.
Dokumenterede overgreb på certificerede skibe
Rapporten, udarbejdet for den internationale faglige organisation International Transport Workers’ Federation, gennemgår data fra 2019 til 2025 og finder 80 tilfælde af arbejdsrelaterede overgreb på i alt 72 fartøjer, der fiskede under MSC-certificering.
Det er ikke små forseelser.
Ifølge rapporten spænder sagerne fra løntilbageholdelse og gældsbinding til vold, trusler og manglende adgang til lægehjælp.
I praksis kan det betyde, at fiskere starter deres arbejde med gæld til rekrutteringsagenter, som de derefter er tvunget til at arbejde af til søs, eller at løn tilbageholdes i lange perioder, så de ikke har mulighed for at forlade jobbet.
Andre sager handler om besætningsmedlemmer, der nægtes lægehjælp eller udsættes for vold og trusler.
I mindst 10 tilfælde drejer det sig om de mest alvorlige former for udnyttelse – herunder tvangsarbejde, menneskehandel og det, rapporten beskriver som tvungen kriminalitet.
Et konkret eksempel i rapporten beskriver indonesiske fiskere, der oplevede gældsbinding og løntyveri for mere end 80.000 dollars, mens fartøjet var en del af et fiskeri, der opnåede MSC-certificering.
Det betyder, at fisk, der sælges med et bæredygtighedsstempel, i nogle tilfælde kan være fanget under forhold, der bryder fundamentale menneskerettigheder.
Et system, der ikke fanger problemerne
Kritikken handler ikke kun om enkeltsager, men om selve systemet bag certificeringen.
MSC fokuserer primært på miljømæssig bæredygtighed, og organisationen understreger selv, at mærket ikke er en garanti for gode arbejdsforhold.
Alligevel peger rapporten på, at certificeringen i praksis kan blive opfattet som en bredere garanti for ansvarlig produktion.
Det skyldes blandt andet, at MSC i stigende grad har positioneret sig som en aktør, der bidrager til at reducere risikoen for tvangsarbejde i fiskeriet.
Men ifølge forskerne er der en grundlæggende svaghed i systemet: Det bygger i høj grad på selvrapportering fra virksomhederne selv.
Og MSC verificerer ikke nødvendigvis oplysningerne uafhængigt.
Samtidig er det centralt, at certificeringen i praksis kun udelukker virksomheder, hvis de er dømt for tvangsarbejde.
Det er et meget højt beviskrav, som sjældent opfyldes i en global branche, hvor sager ofte aldrig når retten.
Resultatet er, at alvorlige overgreb kan finde sted uden at påvirke certificeringen.
Når gennemsigtigheden forsvinder
En anden kritik handler om manglende overblik.
Ifølge rapporten er det i mange tilfælde svært – eller direkte umuligt – at finde ud af, hvilke konkrete fartøjer der er omfattet af en certificering.
Kun lidt over halvdelen af de certificerede fiskerier har offentligt tilgængelige fartøjslister.
Og selv når listerne findes, kan de være forældede eller ændret uden historik, så det ikke er muligt at følge udviklingen over tid.
Det betyder, at hverken forskere, virksomheder eller forbrugere reelt kan kontrollere, om en bestemt fangst er knyttet til et fartøj med kendte problemer.
Risiko for en “illusion” af ansvarlighed
På den baggrund konkluderer rapporten, at MSC-systemet kan bidrage til det, forskerne kalder en form for “fairwashing” – altså at produkter fremstår mere ansvarlige, end de reelt er.
Det kan få konkrete konsekvenser.
Hvis indkøbere og supermarkeder opfatter MSC-mærket som en garanti for ordentlige forhold, kan det mindske incitamentet til selv at undersøge leverandørkæderne nærmere.
Dermed risikerer certificeringen at skjule problemer frem for at løse dem.
MSC: Mærket handler om miljø – ikke arbejdsforhold
Marine Stewardship Council har tidligere fastholdt, at deres certificering udelukkende handler om miljøstandarder og ikke sociale forhold.
Organisationen har samtidig peget på, at de arbejder på at forbedre gennemsigtigheden, blandt andet gennem nye initiativer for datadeling og rapportering.
Men netop denne todeling – miljø på den ene side og arbejdsforhold på den anden – er ifølge kritikerne svær at opretholde i praksis.
For når mærket bruges i markedsføring, bliver det ofte opfattet som en samlet vurdering af ansvarlighed.
Forbrugeren står med et mere komplekst valg
Sagen rejser et større spørgsmål, som rækker ud over fiskedisken.
Certificeringer er blevet en central del af den grønne omstilling, fordi de gør det lettere for forbrugere at træffe valg i en kompleks verden.
Men når mærkerne ikke dækker hele virkeligheden, opstår der en gråzone.
Rapporten peger ikke på, at MSC-certificeret fisk generelt er problematisk.
Men den viser, at mærket ikke nødvendigvis er en garanti for ansvarlig produktion i bred forstand.
Og det stiller både virksomheder og forbrugere over for et dilemma: Hvor meget kan man egentlig lægge i et enkelt mærke?
Et system under forandring
Ifølge rapporten er løsningen ikke nødvendigvis at afskaffe certificeringer, men at styrke dem.
Forskerne peger blandt andet på behovet for større gennemsigtighed, uafhængig kontrol og bedre adgang til data om fartøjer og arbejdsforhold.
Samtidig fremhæver de, at certificeringer ikke kan stå alene, men bør suppleres af egentlige krav om menneskerettigheder i leverandørkæderne.
Det er en udvikling, der allerede er i gang i dele af EU, hvor virksomheder i stigende grad pålægges ansvar for hele deres værdikæde.
