Mode har altid været et spejl af sin tid.
Den afspejler vores idealer, vores status – og ofte også vores blinde vinkler.
For bag mange af historiens mest eftertragtede materialer og trends gemmer der sig en nedslående fortælling: at skønhed alt for ofte er blevet skabt på direkte bekostning af andre – dyr såvel som mennesker.
Bomuld er et velkendt eksempel.
I dag opfattes det nok af de fleste som et harmløst naturmateriale, men historisk var bomuldsproduktion meget tæt forbundet med slavearbejde, især i USA.
Den industrielle revolution og den globale tekstilindustri byggede i høj grad på udnyttelse af billig arbejdskraft.
I dag er slaveriet formelt afskaffet mange steder, men problematikken er ikke forsvundet.
Den lever videre i moderne form gennem såkaldte bl.a. de “sweatshops”, hvor arbejdere – ofte i ekstremt fattige områder – arbejder under farlige forhold for en løn, der knap dækker basale behov.
Her produceres en ikke uvæsentlig del af den “fast fashion”, som fylder butikkerne i dag.
Den skjulte lidelse
Det er netop denne enorme distance mellem forbruger og produktion, der gør det muligt for køberen at ignorere lidelsen.
Når vi køber en billig T-shirt, ser vi ikke de hænder, der har syet den, eller de forhold, den er blevet til under.
Lidelsen bliver usynlig – og dermed lettere at acceptere.
Desuden er det efterhånden temmelig velbelyst inden for psykologien, at vi mennesker generelt har lettere ved at forholde sig til et enkelt, identificérbar lidende væsen, hvorimod vi har sværere ved at udvise empati over for grupper af mennesker.
Så selv om man måske ved på et rationelt niveau, at et produkt kan være forbundet med børnearbejde, så er det ganske simpelt svært for de fleste af os at omsætte den viden til empati.
Det er fx også derfor, nødhjælpsorganisationer ofte bruger cases med enkelte, navngivne børn i deres oplysningskampagner.
Vi har ganske enkelt nemmere ved at forholde os til personlig lidelse, end vi har til at forholde os til systemisk lidelse.
Men nogle gange bliver den systemiske lidelse alligevel synlig nok til at skabe forandring.
Pelsens fald fra luksus til tabu
Pels er et af de tydeligste eksempler.
I årtier var mink-, ræve- og chinchillapels symboler på luksus og elegance.
Først da dokumentation og aktivisme begyndte at vise forholdene på pelsfarme – trange bure, stressede dyr og brutale aflivningsmetoder – ændrede offentlighedens holdning sig for alvor.
I dag har mange modehuse som Gucci og Prada helt droppet ægte pels, og flere lande har indført forbud eller udfasning af pelsproduktion.
Det, der engang var et statussymbol, er for mange blevet et uetisk valg.
Noget lignende er sket – om end i mindre grad – med dunjakker og mærker som Canada Goose.
Kritik af både dunproduktion og brugen af pelskanter har ført til protester og boykotkampagner.
Virksomheden har som reaktion annonceret ændringer, herunder udfasning af pels.
Det viser, at selv stærke brands kan presses til at ændre kurs, når forbrugernes holdninger skifter.
Når materialer bliver moralsk belastede
Også uden for modeverdenen findes eksempler på materialer, der er blevet tabubelagte.
Elfenben og såkaldte “bloddiamanter” er i dag forbundet med krybskytteri, vold og konflikter.
Internationale initiativer som Kimberley Process forsøger at regulere handelen med især bloddiamanter, men debatten fortsætter, og mange forbrugere vælger helt at undgå disse produkter.
Fælles for disse eksempler er, at forandring ikke kommer let.
Det kræver ofte vedvarende pres fra aktivister, medier og forbrugere – og ofte også tydelig dokumentation af lidelsen bag produkterne.
Først når forbindelsen mellem produkt og konsekvens bliver umulig at ignorere, begynder normerne at skifte.
Et håb i historien
Det betyder ikke, at modeindustriens problemer er godt på vej til at blive løst. Tværtimod.
Mange af de mest udbredte materialer i dag – som polyester eller konventionel bomuld – er stadig forbundet med miljøskader og dårlige arbejdsforhold.
Forskellen er blot, at disse problemer endnu ikke har samme symbolske kraft som pels eller elfenben.
Alligevel giver historien et vist håb.
Den viser, at det er muligt at ændre selv dybt rodfæstede praksisser.
Det, der i én generation anses som luksus, kan i den næste blive opfattet som uacceptabelt.
