Kaffen er drukket, og tilbage i filteret eller espressomaskinen ligger en våd brun klump, der for de fleste har retning direkte mod skraldespanden eller bioaffaldet.
Men kaffegrums kan faktisk få et liv mere.
Det kan bruges til planter, blive til bodyscrub, farve gamle tekstiler eller være med til at dyrke østershatte.
Her får du otte forskellige måder at bruge kaffegrumset på – og konkrete råd til, hvordan du gør.
Først: Sådan gemmer du kaffegrums uden at få mug
Hvis kaffegrumset skal direkte i komposten eller bruges samme dag, behøver du ikke tørre det.
Vil du derimod samle det sammen over flere dage, er det vigtigt at tænke over fugten.
Efter brygning indeholder kaffegrums meget vand.
Hælder du det direkte i et glas med låg og lader det stå på køkkenbordet, skaber du derfor gode betingelser for mug.
Hvis du vil gemme kaffegrums:
- Fordel det i et tyndt lag på en tallerken, bakke eller et stykke bagepapir.
- Stil det et tørt sted med god ventilation.
- Vend rundt i det en gang imellem.
- Lad det tørre helt, inden du hælder det i en beholder.
- Opbevar det tørrede grums tørt og lukket.
Skal du bruge kaffegrumset til svampedyrkning, skal du dog følge vejledningen til netop det dyrkningssæt, du bruger.
Her er fugt en del af processen, og håndteringen er derfor en anden.
1. Brug kaffegrums til planter – også hvis du ikke har en kompost
Kaffegrums indeholder blandt andet kvælstof og organisk materiale, så det er oplagt at tænke: Hvorfor ikke bare hælde det ned i potteplanten?
Men lige præcis her er det værd at være lidt forsigtig.
Royal Horticultural Society advarer mod at bruge store mængder frisk kaffegrums direkte omkring planter.
Der er stadig koffein tilbage efter brygningen, og koffein kan hæmme planters rod- og skudvækst. Samtidig kan et tykt lag kaffegrums pakke sig sammen.
Derfor anbefales det ikke at bruges i stueplanter – men det kan sagtens være godt i haven, hvor det kan fordeles bedre.
Har du en kompost?
Den nemmeste løsning til at bruge kaffegrums, er hvis du har kompost.
Kom kaffegrumset direkte i komposten sammen med andet organisk materiale.
Oregon State University anbefaler, at kaffegrums ikke udgør mere end cirka 20 procent af kompostens samlede volumen.
Når komposten er færdig, kan den bruges omkring havens planter som almindelig kompost.
Har du have, men ingen kompost?
Så er det bedre at bruge små mængder kaffegrums sammen med andre organiske materialer end at lave et rent lag kaffegrums.
Du kan eksempelvis blande en mindre mængde med blade, græsafklip eller andet organisk materiale og bruge blandingen omkring planterne.
Undgå bunker eller et tykt, sammenhængende lag.
Og hvad med surbundsplanter?
Du har måske hørt, at kaffegrums er genialt til rhododendron, hortensia og blåbær, fordi kaffe er surt.
Men brugt kaffegrums er ikke en pålidelig metode til at gøre jorden sur. RHS vurderer, at effekten på jordens pH er meget lille og midlertidig.
Så brug kaffegrums som organisk materiale – ikke som en hjemmelavet pH-regulator.
2. Lav din egen bodyscrub
Kaffegrumsets grove struktur gør det velegnet som mekanisk eksfoliering, og kan derfor være god i en bodyscrub.
Til en helt enkel hjemmeversion kan du bruge:
- 1 spsk. fint kaffegrums
- 1-2 spsk. olie, eksempelvis en neutral kropsolie, du allerede tåler
Bland det sammen, massér forsigtigt scrubben på fugtig hud og skyl efter med vand. Brug den på kroppen frem for i ansigtet, og undgå irriteret eller beskadiget hud.
Vil du lave en større portion?
Det er bedre at lave små portioner end større, da hjemmelavet hudpleje ikke har en dokumenteret holdbarhed.
Lav fx din scrub til næste uge om søndagen. Så kan det også være et hyggeprojekt.
Husk at bruge helt tørret kaffegrums og bland med en vandfri olie i samme størrelsesforhold som i den lille portion.
Undgå at få vand ned i beholderen og brug en ren, tør ske i stedet for våde fingre, når du anvender scrubben.
Det kan også gøres nemmere og mere hygiejnisk sikkert, hvis du opbevarer det tørre kaffegrums separat i et glas på badeværelset og først blander den mængde scrub, du skal bruge, når du står i badet.
Så behøver du ikke bekymre dig om, hvor længe en fugtig hjemmelavet kosmetikblanding har stået.
3. Giv gamle tekstiler en ny kaffefarve
Kaffegrums indeholder stadig farvestoffer efter brygningen. Forskere har blandt andet undersøgt brugt kaffegrums til farvning af både uld og nylon.
Hjemme kan du bruge samme grundidé til tekstiler, hvor resultatet ikke behøver være perfekt. Fx. til tekstil der i forvejen har en kaffeplet, og alternativet ville være at smide det ud.
Sådan gør du:
- Saml en god portion kaffegrums.
- Kom grumset i en gryde med vand og varm det op, så farvestofferne trækkes ud.
- Si kaffegrumset fra.
- Fugt det tekstil, du vil farve, og læg det i kaffebadet.
- Lad stoffet trække, indtil det har fået den ønskede nuance.
- Skyl det og lad det tørre.
Jo kraftigere kaffeblandingen er, og jo længere stoffet ligger i den, desto mere farve kan det optage. Resultatet afhænger dog meget af materialet.
Start derfor med et gammelt viskestykke, stofservietter, en mulepose eller andet, du ikke er ked af at eksperimentere med. Og forvent brunlige og beige toner frem for en helt ensartet fabriksfarve.
Farven kan også falme ved gentagen vask.
4. Brug kaffegrums som skuremiddel
Den grove struktur, der virker i en bodyscrub, kan også bruges til genstridigt snavs.
Lidt kaffegrums på en fugtig klud eller svamp kan give ekstra mekanisk hjælp til eksempelvis fastbrændte madrester på robuste køkkenredskaber eller snavs på grillristen.
Sådan gør du:
- Lad kaffegrumset køle af.
- Kom en lille mængde på en fugtig svamp eller klud.
- Skrub forsigtigt på det beskidte område.
- Skyl efter med vand.
Tænk på kaffegrums som et slibemiddel.
Brug det ikke på non-stick-belægninger, sarte bordplader, lyst fugemateriale, polerede overflader eller andre materialer, der let kan blive ridset eller misfarvet.
Er du i tvivl, så test et diskret sted først.
Og når du er færdig, skal kaffegrumset i bioaffald eller kompost – ikke skylles ned i vasken.
5. Dyrk østershatte på kaffegrums
Hvis du vil have lidt mere ud af kaffegrumset end en ren gryde, kan du forsøge at forvandle det til aftensmad.
Kaffegrums kan nemlig bruges som en del af vækstmediet til østershatte.
Men det er vigtigt at hæfte sig ved ordene en del af.
I et studie af kaffegrums som substrat voksede svampemyceliet langsommere, jo større andelen af kaffegrums blev, og ved mere end 30 procent kaffegrums blev dannelsen af selve svampene hæmmet.
Det er derfor ikke nødvendigvis så enkelt som at fylde en spand med kaffegrums og vente.
For begynderen er den nemmeste metode:
- Køb mycelium eller et dyrkningssæt beregnet til østershatte.
- Vælg gerne et sæt, hvor producenten specifikt beskriver brug af kaffegrums.
- Følg vejledningen om mængder, fugt og hygiejne.
- Tilsæt kaffegrumset løbende eller i den blanding, som producenten anbefaler.
Kaffegrums er fugtigt og næringsrigt, og det betyder også, at andre mikroorganismer kan få gode vækstbetingelser.
Ser eller lugter dyrkningen forkert, skal du følge producentens råd frem for bare at spise resultatet.
Det er samtidig et oplagt lille projekt med børn. De kan følge myceliet brede sig og se, hvordan resterne fra kaffemaskinen bliver en del af grundlaget for noget helt nyt.
6. Brug kaffe til papir, kort og andre kreative projekter
Vil du lave skattekort, hjemmelavede kort, bordkort eller papir med et gammelt udtryk, kan resterne fra kaffen levere farven.
Her behøver du heller ikke samle enorme mængder.
Sådan gør du:
- Hæld varmt vand over kaffegrumset, eller kog det kort op.
- Lad blandingen stå, så vandet tager farve.
- Si grumset fra.
- Dyp papiret kort i væsken eller påfør den med en pensel eller svamp.
- Læg papiret fladt og lad det tørre helt.
Vil du have et mere plettet og ujævnt resultat, kan du lægge lidt vådt kaffegrums direkte på papiret under farvningen og børste det af igen.
Husk, at papir bliver skrøbeligt, når det er vådt. Tykkere papir og karton er derfor lettere at arbejde med end almindeligt printerpapir.
7. Lav kaffesæbe
Kaffegrums kan også bruges som ingrediens i sæbe.
I et studie fra 2024 fremstillede forskere sæber med henholdsvis 1, 2,5 og 5 procent brugt kaffegrums.
Men der er en vigtig grund til, at vi ikke anbefaler, at du bare går i gang med klassisk sæbefremstilling: Det kræver normalt natriumhydroxid, altså lud, som er stærkt ætsende.
En langt mere begyndervenlig mulighed er en færdig melt-and-pour-sæbebase.
Sådan gør du:
- Tør kaffegrumset helt.
- Skær en færdig sæbebase i mindre stykker.
- Smelt den efter producentens anvisninger.
- Rør en lille mængde kaffegrums i.
- Hæld blandingen i en sæbeform.
- Lad den størkne efter anvisningen på sæbebasen.
Begynd med ganske lidt kaffegrums. Det skal give struktur til sæben, ikke få den til at føles som sandpapir.
Og brug tørt frem for frisk, vådt kaffegrums.
8. Gem det som gratis materiale til hobbyprojekter
Har du børn, laver miniaturelandskaber eller arbejder med collager og andre kreative projekter, kan tørret kaffegrums også bruges som materiale.
Det kan ligne jord i et miniaturelandskab, give struktur på et billede eller bruges sammen med lim i forskellige dekorationer.
Her er der kun én virkelig vigtig regel: Tør det grundigt først.
Hvis kaffegrumset skal limes på noget og gemmes bagefter, skal fugten være væk.
Ellers risikerer du, at det begynder at mugne midt i kunstværket.
Du kan med fordel have et lille glas med helt tørret kaffegrums stående sammen med andre hobbyartikler.
Så behøver du ikke begynde tørringen, hver gang kreativiteten rammer.
