29. maj.

Temu får milliardbøde af EU for salg af farlige og ulovlige produkter

EU har givet shoppinggiganten Temu en bøde på omkring 1,5 milliarder kroner efter fund af ulovlige og potentielt farlige produkter på platformen. Afgørelsen er den hidtil største mod Temu i Europa og markerer et nyt kapitel i EU's opgør med de kinesiske shoppinggiganter.

Sara Holt

Redaktør

Temu

Den kinesiske shoppingplatform Temu er blevet et fast indslag i mange europæeres hverdag.

Med ekstremt lave priser, gratis levering og et konstant flow af tilbud har platformen på få år tiltrukket millioner af kunder – også i Danmark.

I takt med virksomhedens popularitet, har den samtidig mødt meget kritik og bekymring omkring kvaliteten og legimiteten af de produkter der sælges på platformen.

Og nu rammes virksomheden af sin hidtil største bøde.

Ifølge en ny afgørelse fra Europa-Kommissionen skal Temu betale 200 millioner euro – omkring 1,5 milliarder kroner – for ikke at have gjort nok for at forhindre salg af ulovlige og potentielt farlige produkter på platformen.

Sagen er en af de største håndhævelser til dato under EU’s digitale lovpakke, Digital Services Act, også kendt som DSA.

Kommissionen konkluderer, at Temu ikke i tilstrækkelig grad har identificeret, analyseret og vurderet risikoen for ulovlige produkter på platformen.

Ifølge afgørelsen har virksomheden undervurderet sandsynligheden for, at europæiske forbrugere støder på varer, som ikke lever op til EU’s sikkerhedsregler.

Babylegetøj og opladere vækker bekymring

EU’s undersøgelse har blandt andet omfattet såkaldte mystery shopping-tests, hvor myndighederne har købt produkter direkte gennem platformen.

Ifølge Associated Press’ gennemgang af sagen fandt undersøgelserne blandt andet babylegetøj med ulovlige kemikalier, produkter med risiko for kvælning samt opladere, der ikke bestod grundlæggende sikkerhedstests.

Europa-Kommissionen skriver samtidig i afgørelsen, at europæiske forbrugere er “meget tilbøjelige” til at støde på ulovlige produkter på platformen.

Sagen handler derfor ikke kun om enkelte fejlbehæftede varer, men om hvorvidt Temus systemer generelt er gode nok til at opdage og fjerne problematiske produkter, før de når frem til forbrugerne.

Babylegetøj

EU kritiserer også platformens algoritmer

Noget af det mere opsigtsvækkende i afgørelsen er, at kritikken ikke stopper ved produkterne.

Ifølge Kommissionens afgørelse mener EU også, at Temu ikke i tilstrækkelig grad har vurderet, hvordan platformens anbefalingssystemer og markedsføring kan være med til at sprede ulovlige varer.

EU kritiserer både anbefalingsalgoritmer og influencer-markedsføring for potentielt at øge synligheden af problematiske produkter.

Det gør sagen til mere end en klassisk produktsikkerhedssag.

Den handler også om de mekanismer, der får varer til at gå viralt og blive vist til millioner af brugere.

En del af EU’s større opgør med kinesiske shoppingplatforme

EU indledte allerede i 2024 en formel undersøgelse af virksomheden under Digital Services Act.

Samtidig er andre store kinesiske platforme som Shein også blevet undersøgt for salg af ulovlige produkter og mangelfuld forbrugerbeskyttelse.

Baggrunden er blandt andet den enorme vækst i billige varer, der sendes direkte til europæiske forbrugere fra kinesiske sælgere.

Reuters har tidligere beskrevet, hvordan EU-landene modtog milliarder af lavværdiforsendelser i løbet af 2025, hvilket har gjort det stadig sværere for myndighederne at kontrollere produktsikkerhed og overholdelse af europæiske regler.

Derfor arbejder EU også på nye regler, der skal gøre online markedspladser mere ansvarlige for de produkter, der sælges gennem deres systemer.

Læs også: Shein får millionbøde i Italien for greenwashing

Temu er uenig i dommen

Temu er ikke enig i afgørelsen.

Virksomheden mener at bøden for uforholdsmæssig og mener ikke, at afgørelsen afspejler de forbedringer, som platformen siger, den har gennemført de seneste år.

Virksomheden fremhæver samtidig, at den fortsat samarbejder med europæiske myndigheder om at forbedre sikkerhedskontrollen på platformen.

Men EU er ikke færdig med sagen.

Kommissionen kræver nu, at Temu senest 28. august fremlægger en handlingsplan, der skal vise, hvordan virksomheden vil rette op på problemerne.

Hvis planen ikke vurderes tilstrækkelig, kan yderligere sanktioner komme på tale.

Temu app

Billige varer møder dyr regulering

Temus succes er tæt forbundet med en tid, hvor mange forbrugere mærker stigende priser på alt fra dagligvarer til boligudgifter.

Netop derfor står EU over for en vanskelig balance.

På den ene side ønsker myndighederne at beskytte forbrugerne mod farlige produkter.

På den anden side er platforme som Temu blevet populære, fordi de giver adgang til varer, som mange oplever som markant billigere end alternativerne.

Med milliardbøden sender EU nu et signal om, at lave priser ikke fritager platforme for ansvar.

Spørgsmålet er, om afgørelsen bliver et enkeltstående eksempel – eller begyndelsen på et langt hårdere opgør med de globale shoppingplatforme, der i stigende grad præger europæernes forbrug.