I 1972 tog astronauterne på Apollo 17 det ikoniske billede “The Blue Marble”.
For første gang så mange mennesker deres egen planet i sin helhed, badet i sollys.
Afrika, Den Arabiske Halvø og Antarktis står klart frem, næsten uden skyer.
Billedet blev hurtigt et symbol på Jordens skønhed – og sårbarhed.
Mere end et halvt århundrede senere har besætningen på Artemis II taget et nyt portræt, døbt “Hello, World”.
Denne gang er Jorden fotograferet “om natten”, med Solen bag planeten.
Atmosfæren gløder svagt af nordlys og sollys, og konturerne er mindre tydelige.
Kloden er desuden vendt på hovedet, så Sahara og Sydamerika fremstår i nye positioner.
Ved første øjekast er forskellene ikke specielt iøjnefaldende.
Men netop det gør også billederne så tankevækkende: De viser en planet, der på den ene side ligner sig selv – men som på den anden side har ændret sig dramatisk.
De skjulte forandringer
Ser man godt efter, kan man ane nogle af de konkrete ændringer.
Saharaørkenen er vokset og har bevæget sig sydpå. Madagaskar fremstår mindre grøn som følge af omfattende skovrydning. Og mængden af sne og is på kloden er reduceret.
Men de mest afgørende forskelle kan ikke nødvendigvis ses direkte på billederne. De findes i de processer, der har formet planeten siden 1972.
Verdens befolkning er mere end fordoblet – fra 3,8 til over 8 milliarder mennesker.
Urbaniseringen er eksploderet, og nattehimlen er mange steder forsvundet i lysforurening.
Antallet af satellitter er vokset fra under 100 til over 15.000, og flytrafikken er mangedoblet.
Desuden er verdens energiforbrug steget voldsomt.
Olieproduktionen er femdoblet, og plastik er blevet et globalt miljøproblem.
Disse udviklinger har haft direkte konsekvenser for klimaet: Temperaturen er steget, CO₂-koncentrationen er vokset markant, og isen i Arktis er skrumpet dramatisk.
Også dyrelivet har ændret karakter.
Bestande af vilde dyr er faldet drastisk, og store økosystemer som Amazonas er blevet reduceret.
Mennesker og deres husdyr udgør i dag langt størstedelen af Jordens biomasse.
Mennesket som naturkraft
Når man sammenholder disse udviklinger med de to billeder, tegner der sig et ubehageligt billede: Mennesket er blevet en afgørende faktor i Jordens udvikling – en selvstændig kraft, der påvirker planetens systemer i global skala.
Det er netop denne tanker, der definerer begrebet “antropocæn“.
Ideen er, at vi ikke længere lever i en naturlig geologisk epoke, men i en tidsalder, hvor menneskelig aktivitet aktivt former klima, landskaber og de generelle livsbetingelser.
Diskussionen om, hvorvidt Jorden kan siges at være indtrådt i den antropocæne periode, pågår dog stadig.
Geologer kræver fx tydelige spor i jordens lag, før en ny epoke kan fastslås, og derfor er begrebet endnu ikke officielt anerkendt.
Alligevel giver det mening for lægfolk som en måde at forstå vores tid på.
For når man ser på udviklingen siden 1972, er det svært at afvise, at mennesket i praksis fungerer som en naturkraft.
Vi ændrer atmosfærens sammensætning, flytter enorme mængder materiale og påvirker biodiversiteten i et tempo, der savner historisk sidestykke.
Fremskridt og ansvar
Det er dog vigtigt at understrege, at udviklingen naturligvis ikke kun har været negativ.
Levealderen er steget markant, global fattigdom er blevet reduceret, og langt flere mennesker har adgang til uddannelse.
Mennesket har altså ikke kun forandret planetens fysiske forhold, men også forbedret livet for mange.
Netop derfor er spørgsmålet om antropocæn så centralt.
For hvis mennesket kan påvirke kloden negativt, kan vi i sagens natur også påvirke den i en mere positiv retning.
Et nyt blik på Jorden
De to billeder – fra 1972 og i dag – fungerer som visuelle forankringspunkter i denne diskussion.
De minder os om, at selvom planeten ser den samme ud på afstand, er den i konstant forandring.
Vi ser stadig den samme blå kugle i rummet.
Men vi ved nu, at mennesket har sat sit præg på næsten hver eneste del af den.
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi i fremtiden sikrer, at vi tager bedst mulig hånd om vores jordklode
