Rusland-Ukraine-krigen har ikke blot omformet den sikkerhedspolitiske orden i Europa, men har også ifølge forskere fra bl.a. Aarhus Universitet fået vidtrækkende konsekvenser for internationalt forskningssamarbejde.
Det fremgår af en ny pressemeddelelse til Ritzau.
Således er omkring halvdelen af Arktis i praksis blevet utilgængelig for vestlige forskere.
Dermed er en af verdens mest kritiske klimaregioner blevet fanget i et geopolitisk dødvande.
Arktis spiller en afgørende rolle i forståelsen af klimaforandringer.
Regionen opvarmes hurtigere end resten af kloden, og data herfra er essentielle for at forudsige og imødegå fremtidige klimascenarier.
Men samarbejdet mellem vestlige forskningsinstitutioner og Rusland – som kontrollerer en stor del af Arktis – er stort set ophørt.
Resultatet er en fragmenteret vidensproduktion, hvor forskeres adgang til centrale datasæt kan være begrænset.
Sideløbende narrativer
Denne udvikling skal ses i lyset af det historisk stærkt komplicerede forhold mellem Vesten og Rusland.
Allerede før Rusland gik ind i Ukraine var relationerne præget af mistillid, men krigen har for alvor cementeret en ny form for blokdannelse.
På den ene side står NATO-lande, EU og USA, der i stigende grad beskriver Rusland som en aggressiv og imperialistisk magt, der truer den internationale orden.
På den anden side forsøger Rusland at fremføre et modnarrativ, hvor vestlig kritik og sanktioner fremstilles som udtryk for såkaldt “Russofobi” – en irrationel og historisk betinget fjendtlighed mod Rusland og russere.
Dette narrativ fungerer ikke blot som indenrigspolitisk legitimering, men også som et udenrigspolitisk redskab.
Ved at italesætte vestlig modstand som diskrimination eller hysteri forsøger Rusland at delegitimere kritik og skabe sympati – særligt i lande uden for den vestlige sfære.
Vesten, for sin del, forsøger tilsvarende at delegitimere hele ideen om Russofobi i det, der nærmest kan betegnes som et narrativt våbenkapløb.
Når videnskab bliver politisk
Klimaforskning har traditionelt været et af de områder, hvor videnskabeligt samarbejde kunne fortsætte – trods politiske spændinger.
Men krigen i Ukraine har ændret dette udgangspunkt. I dag bliver forskningssamarbejder i højere grad underlagt nationale interesser, sikkerhed og politisk signalværdi.
Konsekvensen er, at forskere på begge sider mister adgang til samarbejdspartnere, data og fælles projekter.
Internationale forskningsprogrammer bliver sat på pause eller opløst, og udveksling af ekspertise er blevet langt vanskeligere.
Det rammer ikke kun konkrete projekter, men også den langsigtede opbygning af viden og relationer.
Arktis som fælles udfordring – og fælles tab
Det særlige ved Arktis er, at regionen er så udstrakt, at den ikke kan forstås ud fra nationale perspektiver.
Klima-, hav- og økosystemer hænger sammen på tværs af territorier, og derfor er forskning i området afhængig af koordinering og videndeling.
Når samarbejdet bryder sammen, bliver konsekvensen derfor et fælles tab.
Vestlige forskere mangler adgang til data og feltarbejde i dele af regionen, mens russiske forskere tilsvarende mister adgang til internationale samarbejder og teknologisk udveksling.
Det betyder, at den samlede forståelse af Arktis bliver mindre komplet – med potentielle konsekvenser for globale klimamodeller og politiske beslutninger.
Fastlåsthed og fremtidsperspektiver
Spørgsmålet er, hvordan – eller om – samarbejdet kan genoprettes.
På kort sigt er udsigterne ikke gode. Krigen fortsætter, og de politiske linjer er hårdt trukket op. Både Rusland og Vesten har opbygget fortællinger, der gør kompromiser vanskelige at opnå.
På længere sigt må man dog erkende, at visse globale udfordringer kræver samarbejde, uanset politiske uenigheder.
Klimaforandringer er et af de mest tydelige eksempler.
Spørgsmålet er, om der kan opstå nye former for begrænset eller indirekte samarbejde – eller om verden bevæger sig mod en mere permanent opsplitning af forskningen.
Ingen lette løsninger
Situationen i Arktis illustrerer en bredere tendens: Videnskab er gradvis blevet til rendyrket politik.
Det skaber en kompleks virkelighed, hvor det bliver meget svært at genopbygge gensidig tillid.
Det gør også løsningerne svære. En normalisering af relationerne kræver politiske forandringer, der i øjeblikket synes langt væk.
Indtil da må forskningen navigere i en ny virkelighed, hvor samarbejde ikke kan tages for givet.
Konsekvensen er en form for stilstand, hvor alle parter taber noget – og hvor det globale samfund risikerer at stå dårligere rustet til at forstå og håndtere klimaforandringerne.
