CO₂-fangst og -lagring, også kendt som CCS, har i flere år været et centralt element i regeringens klimapolitik.
I 2023 udarbejdede klima-, energi- og forsyningsministeriet således en Aftale om styrkede rammevilkår for
CCS i Danmark, hvoraf det fremgik, at “Fangst og lagring af CO2 (CCS) er et afgørende værktøj til at opfylde klimamål“.
For at få CCS-projekter i gang afsatte staten i foråret en støttepulje på 28,7 milliarder kroner. Ordningen administreres af Energistyrelsen og skulle understøtte opførelsen af store anlæg, der kan fange og lagre CO₂ i undergrunden.
I alt 16 virksomheder ansøgte om at blive prækvalificeret til at deltage i konkurrencen om støtten. Ud af dem blev ti selskaber udvalgt og fik grønt lys til at arbejde videre mod et endeligt bud.
Men cirka seks måneder senere tegner der sig et helt andet billede end det, politikerne havde lagt op til. Langt de fleste af de prækvalificerede virksomheder har valgt ikke at afgive et endeligt bud – og dermed reelt takket nej til at milliardstøtten.
Fra prækvalificering til tilbagetog
Prækvalifikationen var tænkt som en indledende sortering.
De ti udvalgte projekter blev vurderet som teknisk og organisatorisk egnede til at levere betydelige mængder CO₂-fangst. Herefter fulgte en periode med detaljerede analyser, forhandlinger, beregninger og afklaringer, før virksomhederne skulle indsende deres bindende bud på støtte.
Det er netop i denne fase, de fleste er faldet fra.
Et af de mest omdiskuterede eksempler er Aarhus. Her havde det kommunalt ejede forsyningsselskab Kredsløb planlagt et CO₂-fangstanlæg ved affaldsforbrændingen i Lisbjerg. Projektet havde et forventet potentiale på omkring 435.000 ton CO₂ om året og indgik som en væsentlig del af kommunens klimaplan.
Alligevel besluttede et flertal i Aarhus Byråd i december, at Kredsløb ikke skulle indsende et endeligt bud. Ifølge borgmester Anders Winnerskjold (S) var den økonomiske usikkerhed for stor.
Usikre rammer og store risici
Aarhus er ikke alene. Også Roskildes affalds- og energiselskab Argo har trukket sit CCS-projekt, som ellers var prækvalificeret til puljen. Her lød begrundelsen også, at de nuværende rammebetingelser for CO₂-fangst gør projektøkonomien for usikker.
Selv om der er tale om en meget stor statslig støttepulje, er CCS-projekter forbundet med betydelige økonomiske og tekniske risici.
Anlæggene er dyre at etablere, driften er kompleks, og der er usikkerhed om både langsigtede omkostninger, lagringsmuligheder og fremtidig regulering. I det hele tager er hele CCS-teknologien så ny og relativt ukendt, at det er meget svært at forudsige, hvordan markedet for CCS vil udvikle sig.
Det nedslående resultat er, at flere virksomheder – efter måneder med forberedelser – har vurderet, at de ikke kan eller vil løbe risikoen, selv med statslig støtte.
Et bredere problem for grønne projekter
Udviklingen i CCS-puljen minder om andre lignende udfordringer med implementering af den grønne omstilling. I 2024 måtte regeringen konstatere, at der ikke kom et eneste bud på flere udbudte havvindmølleparker.
Også her pegede branchen på høje omkostninger, usikre indtægter og utilstrækkelige rammevilkår. Derfor har regeringen sendt tre havvind-parker i udbud igen, men ændret på parametrene, så det bliver mere økonomisk attraktivt for erhvervslivet.
Det er nemlig i bund og grund det, det handler om: Projekterne er store, omfattende og er drevet af klimapolitiske ambitioner – men de skal stadig være profitable og attraktive for virksomheder.
Som man kan konstatere, er det svært at få de to ting til at hænge sammen. Det er en ærlig sag, som man fra politisk side arbejder på at bedre styr på, men det er stadig nedslående, at der er gået så megen tid og energi på at udarbejde en milliardstøttepulje, som ingen i sidste ende er interesseret i.
