Når de olympiske vinterlege ruller over skærmen, er det med sneklædte bjergtoppe, national stolthed og fortællinger om menneskelig vilje.
Men bag kulissen tegner der sig et andet billede.
En artikel i The Guardian sætter fokus på det, avisen kalder “den store olympiske løgn” – forestillingen om, at vinter-OL bevæger sig i en grønnere retning, mens klimaaftrykket i praksis fortsætter med at vokse.
Artiklen beskriver, hvordan vinterlegene gennem årtier har krævet enorme mængder kunstig sne, massiv infrastruktur og midlertidige anlæg i skrøbelige naturområder.
Ifølge The Guardian er de officielle klimaregnskaber ofte baseret på frivillige kompensationsordninger og usikre opgørelser, mens de faktiske udledninger fra byggeri, transport og energiforbrug kan være langt højere end det, værtslandene fremhæver.
Kunstig sne i en opvarmet verden
Et centralt argument er brugen af kunstig sne.
Allerede under vinter-OL i Beijing i 2022 blev der produceret næsten udelukkende kunstig sne.
Ifølge arrangørerne i Beijing 2022 Winter Olympics var legene “carbon neutral”, blandt andet gennem brug af vedvarende energi og CO2-kompensation.
Men kritikere har påpeget, at selve produktionen af kunstig sne kræver betydelige mængder vand og energi, særligt i tørre områder.
En videnskabelig analyse fra 2022, “Climate change and the future of the Olympic Winter Games: athlete and coach perspectives”, vurderer hvordan klimaforandringer påvirker tidligere og potentielle værtsbyers evne til at afholde vinterlege under stabile sneforhold.
Ifølge forskerne vil kun 10 ud af 21 tidligere værtsbyer være “climatically reliable” i midten af dette århundrede under et højt udledningsscenarie.
Studiet peger dermed på, at vinter-OL i stigende grad vil være afhængig af teknologiske løsninger som kunstig sne – eller måtte placeres i de få regioner, hvor klimaet fortsat giver naturligt stabile forhold.
Midlertidige monumenter
The Guardian peger også på den omfattende infrastruktur, der opføres til legene.
Vinter-OL i Sochi 2014 kostede ifølge officielle tal omkring 50 milliarder dollars og er blevet beskrevet som de dyreste olympiske lege nogensinde.
En stor del af udgifterne gik til nye veje, hoteller og sportsanlæg i et område, der tidligere var præget af naturområder og landbrug.
Efter legene har flere anlæg stået tomme eller været underudnyttede.
Den type “white elephants” – store prestigeprojekter uden langsigtet brug – er blevet et tilbagevendende kritikpunkt ved både sommer- og vinterlege.
Også under PyeongChang 2018 Winter Olympics blev miljøhensyn et stridspunkt.
For at anlægge den olympiske alpinbane på Mount Gariwang blev et gammelt skovområde med beskyttelsesstatus ryddet.
Ifølge Inside Climate News mødte projektet kritik fra sydkoreanske miljøorganisationer, som advarede om tab af biodiversitet og protesterede mod fældningen af tusindvis af træer i det oprindeligt fredede område.
Den officielle grønne fortælling
International Olympic Committee (IOC), har de seneste år skærpet sin retorik om bæredygtighed.
IOC vedtog i 2021 sin Climate Action Framework, som forpligter den olympiske bevægelse til at reducere direkte og indirekte udledninger med 50 procent inden 2030 og nå netto-nul senest i 2040.
Fremtidige værtsbyer opfordres til at genbruge eksisterende faciliteter og minimere nybyggeri.
Vinter-OL i Milano-Cortina 2026 markedsføres eksempelvis som et legekoncept, der i højere grad baserer sig på eksisterende anlæg i Norditalien.
Men The Guardian fremhæver, at selv når faciliteter genbruges, forbliver transporten en stor udfordring.
Tusindvis af atleter, officials, journalister og tilskuere flyver ind fra hele verden.
Flyrejser og logistik udgør en betydelig del af det samlede klimaaftryk, og her er der endnu ingen enkel løsning.
Læs også: Vinter-OL sponsoreret af olie og gas
Nye anlæg trods eksisterende alternativer
De aktuelle lege i Milano Cortina 2026 Winter Olympics er officielt blevet markedsført som “the Olympics of sustainability”.
Ifølge International Olympic Committee bruges 85 procent af faciliteterne enten i eksisterende eller midlertidige anlæg.
Tallet dækker dog over en mere kompleks virkelighed.
Flere eksisterende arenaer er blevet revet ned og genopført i større skala.
I Livigno blev der anlagt en ny snowpark på bjergsiden, selv om der allerede fandtes en i nabodalen Trepalle.
I Predazzo blev de olympiske skihopbakker bygget fra bunden få hundrede meter fra de eksisterende.
Og i Cortina blev skovområdet Bosco di Ronco ryddet for at gøre plads til en ny bobslædebane, hvilket efterlod to kilometer stål og beton, hvor der tidligere stod 150 år gamle lærketræer.
The Guardian peger samtidig på, at kun 13 procent af de samlede byggeudgifter går til anlæg, der er direkte nødvendige for selve afviklingen af legene, mens resten bruges på infrastruktur som veje, jernbaner og parkeringspladser – mange projekter, der først færdiggøres efter OL.
Et klimaparadoks
Vinter-OL er i sig selv afhængig af kulde og stabile sneforhold.
Alligevel er legene med til at drive den globale opvarmning, der truer deres egen eksistens.
Det paradoks har fået flere forskere og klimaaktivister til at stille spørgsmål ved, om den olympiske model i sin nuværende form er bæredygtig.
Samtidig er det værd at bemærke, at de officielle klimaregnskaber ofte inkluderer CO2-kompensation.
Det kan for eksempel være investeringer i skovrejsning eller vedvarende energiprojekter.
Kritikere peger dog på, at kompensation ikke nødvendigvis svarer til reelle reduktioner, og at effekten kan være vanskelig at dokumentere.
Vinter-OL som klimaskydeskive
Vinter-OL er heller ikke den eneste sportsbegivenhed med et markant klimaaftryk.
Fx indebærer Fodbold-VM arrangeret af FIFA og EM under UEFA også betydelige udledninger fra international transport, stadionbyggeri og midlertidig infrastruktur.
VM i Qatar i 2022 blev erklæret klimaneutralt af arrangørerne, men flere uafhængige analyser og miljøorganisationer satte spørgsmålstegn ved beregningerne bag kompensationen.
Alligevel bliver vinter-OL ofte mødt med en mere intens klimadebat.
En mulig forklaring er, at vinterlegene er direkte afhængige af sne og stabile vinterforhold.
Når konkurrencer gennemføres med kunstig sne, nye reservoirer og omfattende bjergbyggeri, bliver sammenstødet mellem klimaforandringer og sportsbegivenheden synligt på en anden måde end ved turneringer, der foregår på eksisterende stadioner i byer.
En ny model?
Debatten om vinter-OL’s klimaaftryk handler ikke kun om sport.
Den handler også om, hvordan vi som samfund håndterer store globale begivenheder i en tid med klimakrise.
Flere forskere har foreslået en fast rotationsmodel, hvor vinterlegene kun afholdes i et begrænset antal permanente værtsbyer med eksisterende infrastruktur og stabile klimaforhold.
Andre peger på, at færre discipliner, mindre tilskuertal eller regionale lege kunne være en vej frem.
Spørgsmålet er, om den olympiske bevægelse er villig til at ændre grundlæggende på formatet.
Vinter-OL er ikke kun en sportsbegivenhed, men også et politisk og økonomisk prestigeprojekt for værtslandene.
Når snekanonerne starter og tv-billederne viser perfekte, hvide pister, er det let at lade sig rive med.
Men som The Guardian dokumenterer, er den grønne fortælling om vinterlegene langt fra entydig.
Bag medaljerne og ceremonierne ligger et regnskab, der bliver stadig sværere at ignorere.
