I de tætte skove i det vestlige Uganda udspiller der sig i disse år en konflikt, som har fået forskere verden over til at spærre øjnene op.
Flere internationale studier og feltobservationer har påvist, at en gruppe chimpanser er involveret i en langvarig og systematisk voldelig konflikt, som forskere nu omtaler som en slags decideret “borgerkrig”.
Fænomenet er ikke blot interessant i sig selv – det udfordrer også vores forståelse af, hvad der adskiller mennesker fra andre dyr.
Konflikten foregår blandt vilde chimpanser i et beskyttet skovområde, hvor en gruppe, der tidligere var stabil og sammenhængende, er splittet i mindre fraktioner.
Disse fraktioner udfører koordinerede angreb på hinanden, ofte med dødelige konsekvenser.
Angrebene er ikke tilfældige og spontane, som man måske kunne have troet: de involverer patruljering af territorier, bagholdsangreb og målrettede drab på rivaler.
Ifølge forskerne bag observationerne er der tale om en hidtil uset intensitet og varighed i chimpansekonflikter.
Det måske mest opsigtsvækkende er, hvor meget denne adfærd minder om primitiv menneskelig krigsførelse.
Chimpanserne organiserer sig i grupper, udviser loyalitet over for deres egen fraktion og fjendtlighed over for “de andre”.
De udnytter svagheder hos modstanderen og angriber ofte isolerede individer.
De udviser med andre ord en strategi, der maksimerer chancen for succes og minimerer risikoen for egne tab.
Denne udvikling har fået forskere til at stille et ubehageligt spørgsmål: Er krig ikke en unik menneskelig opfindelse, men snarere en dybt forankret biologisk adfærd?
Arven fra Jane Goodall
For at forstå betydningen af de nuværende begivenheder i Uganda, er det nødvendigt at gå tilbage til 1970’erne og den berømte antropolog Jane Goodalls banebrydende arbejde i Tanzania.
Under den såkaldte “Gombe chimpanse-krig” observerede og dokumenterede hun – for første gang i menneskets historie – en systematisk og voldelig konflikt mellem to temmelig klart afgrænsede grupper af chimpanser.
Indtil da havde mange forskere – inklusiv Goodall selv – opfattet chimpanser som relativt fredelige dyr.
Men Gombe-krigen ændrede dette syn radikalt.
Over flere år dokumenterede Goodall, hvordan en gruppe gradvist udryddede en rivaliserende gruppe gennem målrettede og brutale angreb.
Observationerne chokerede både forskere og offentligheden.
Hvis vores nærmeste slægtninge i dyreriget var i stand til at føre krig, hvad sagde det så om menneskets egen natur?
Et nyt og endnu mørkere kapitel
Den aktuelle konflikt i Uganda synes på mange måder at være en endnu mere voldsom version af det, Goodall observerede.
Hvor Gombe-krigen involverede to klart adskilte grupper, tyder de nye studier på, at den ugandiske konflikt er mere fragmenteret og dynamisk.
Alliancer skifter, grupper splittes yderligere, og volden eskalerer over tid.
Forskere har også bemærket, at miljømæssige faktorer kan spille en negativ rolle.
Pres på levesteder, konkurrence om ressourcer og menneskelig indblanding kan være med til at intensivere konflikterne og gøre chimpanserne mere desperate.
Når territorier bliver mindre og føde bliver mere knap, øges incitamentet simpelthen til aggression.
Samtidig peger nogle forskere på, at chimpansers sociale struktur i sig selv kan fremme indre konflikter.
Hanner konkurrerer om dominans og adgang til hunner, og stærke bånd inden for grupper kan føre til en skarp opdeling mellem “os” og “dem”.
Hvad siger det om os?
Chimpanser deler omkring 98-99 % af deres DNA med mennesker, og deres adfærd kan derfor give et vigtigt indblik i vores egen evolutionære historie.
Hvis chimpanser naturligt udvikler krigslignende adfærd, kan det tyde på, at menneskets tilbøjelighed til konflikt ikke kun er et resultat af kultur og samfund, men også har dybe biologiske rødder.
Krig kan i så fald være en ekstrem manifestation af mekanismer som gruppeloyalitet, frygt for fremmede og konkurrence om ressourcer.
Samtidig er det vigtigt ikke at drage for simple paralleller.
Evolutionspsykologi og biologisk determinisme er omdiskuterede videnskabelige felter og tanken om, at primater eller urmenneskers adfærd er mere eller mindre intakt bevaret i moderne menneskers adfærd er langt fra ukontroversiel.
Mennesker har fx også evnen til samarbejde på tværs af grupper, føle empati med modstanderen og udvise en moralsk refleksion, som ingen dyr tilsyneladende er i stand til – egenskaber, der netop kan modvirke voldelige konfrontationer.
Hvor chimpanser synes mere bundet af deres instinkter, har mennesker bedre muligheder for at vælge en anden vej.
Chimpanserne har fx ikke opfundet diplomati og krigsmægling (endnu, i hvert fald).
