Verden er trådt ind i en æra af global “vandkonkurs”.
Sådan lyder den dystre konklusion fra en ny FN-rapport, udført af bl.a. professor Kaveh Madani ved FN-universitets Institut for Vand, Miljø og Sundhed.
Begrebet dækker over en situation, hvor menneskeheden i årtier har brugt ferskvand hurtigere, end naturen kan nå at gendanne det.
Floder og søer udtørres og vådområder forsvinder.
Samtidig forværrer klimaforandringerne presset på grund af smeltende gletsjere og stadig mere ekstreme skift mellem tørke og skybrud.
Ifølge rapporten lever 75% af verdens befolkning i lande, der er klassificeret som “vandusikre” eller “kritisk vandusikre”.
To milliarder mennesker bor på jord, der synker, fordi underjordiske vandmagasiner ganske enkelt tømmes og kollapser.
Det skaber såkaldte “sink holes”.
“Vi kan ikke genopbygge forsvundne gletsjere eller puste sammenpressede grundvandsmagasiner op igen,” advarer Madani.
“Men vi kan forhindre yderligere tab og lære at leve inden for de nye hydrologiske grænser”.
Floder, der ikke længere når havet
I flere af verdens tættest befolkede flodbassiner – som Indus, Den Gule Flod og Tigris-Eufrat – tørrer floderne periodisk ud, inden de når havet.
Selv storslåede flodsystemer som Colorado-Floden og Murray-Darling kæmper med at opretholde deres naturlige udløb.
Søer svinder ind i alarmerende tempo.
Urmia-søen i Iran og Chad-søen i Afrika er blandt de mest kendte eksempler.
Halvdelen af verdens store søer er skrumpet betydeligt siden begyndelsen af 1990’erne.
Som en konsekvens heraf stiger antallet af vandrelaterede konflikter dramatisk.
Hvor der i 2010 blev registreret omkring 20 konflikter globalt, var tallet i 2024 steget til over 400.
Synkende byer
Overforbrug af grundvand får byer til bogstaveligt talt at synke.
Mexico City synker med over 20 cm om året.
Jakarta, Manila og Kabul er blandt de mange storbyer, der oplever alvorlig jordsætning.
Flere megabyer – heriblandt Cape Town og Chennai – har allerede stået over for såkaldte “day zero”-kriser, hvor vandforsyningen var tæt på at slippe op.
FN advarer om, at vandkonkurs derfor ikke kun er et miljøproblem, men en latent trussel mod fred, stabilitet og social sammenhængskraft.
Den skjulte vandtørst: Datacentre og AI
Samtidig med at verden kæmper med vandmangel, vokser en ny, ofte overset vandforbruger eksplosivt: datacentrene, der driver cloud-tjenester og kunstig intelligens.
En undersøgelse fra organisationen SourceMaterial, offentliggjort i avisen The Guardian, viser, at techgiganter som Amazon, Microsoft og Google driver og opfører datacentre i nogle af verdens mest tørkeprægede områder.
Datacentre bruger store mængder vand til køling af servere – særligt i takt med at AI-modeller som OpenAI’s systemer kræver stadig mere regnekraft.
Ifølge kortlægningen findes der allerede dusinvis af aktive datacentre i vandfattige regioner – og endnu flere er under opførelse.
I den spanske region Aragón har Amazon søgt om markant øget vandforbrug til nye centre – i et land, hvor 75% af territoriet allerede er truet af ørkendannelse.
Techvirksomhederne har lovet at blive “water positive” inden 2030 gennem vandprojekter, der skal kompensere for deres forbrug.
Men eksperter peger på, at vand – i modsætning til CO₂ – er et lokalt problem: At forbedre vandadgang ét sted opvejer sjældent tabet et andet.
Læs også: Datacentrets pris: Når vores digitale liv kræver jord, strøm og CO2-regnskaber
Et spørgsmål om prioritering?
FN-rapporten efterlyser et fundamentalt opgør med den måde, som vi globalt forvalter vand på.
Der skal være færre udvindingsrettigheder, mere effektivt landbrug, mindre spild i byer og større beskyttelse af naturens egne vandlagre, lyder vurderingen.
Men forholdet til datacentrene rejser et ubehageligt spørgsmål: Kan vi tale om global vandbankerot, mens vi samtidig opbygger en digital infrastruktur, der selv accelererer presset på knappe vandressourcer?
“Vand er livsnødvendigt – data er det ikke”, som en spansk aktivist formulerede det i en kritik af nye datacentre.
I en tid, hvor både klimakrise og AI-revolutionen buldrer afsted, står verden over for et valg: Skal fremtidens knappe vand bruges til at dyrke fødevarer og sikre menneskers overlevelse – eller til at køle servere, der træner stadig mere avancerede algoritmer?
AI bliver ofte fremhævet som et revolutionerende værktøj, der – blandt meget andet – kan afhjælpe klimaproblemer med forskellige observations- og prognosemodeller.
Spørgsmålet er dog, om der er en skjult pris forbundet med den type AI-brug? Risikerer vi at fremskynde klimakrisen i vores iver på at afbøde den?
