Der er lagt op til et politisk opgør med en næsten 90 år gammel ordning i dansk naturbeskyttelse.
Siden 1937 har Danmarks Naturfredningsforening (DN) haft en helt særlig ret: Som den eneste private organisation kan den rejse fredningssager på både privat og offentlig ejendom.
Nu vil flere partier på Christiansborg gøre op med det, de kalder en særstatus.
Retten blev indført under statsminister Thorvald Stauning og har siden været et centralt redskab i beskyttelsen af dansk natur.
Ifølge DN selv har foreningen medvirket til hundredvis af fredninger landet over – fra kystlandskaber og heder til skove og søer.
På sin hjemmeside fremhæver DN, at fredninger er et af de stærkeste juridiske værktøjer til at sikre naturen for eftertiden, fordi de fastlægger bindende rammer for arealets anvendelse og beskytter naturværdier mod fremtidige indgreb.
Men netop denne særlige adgang til at rejse sager uden om stat og kommune møder nu kritik.
Kritik: En interesseorganisation med myndighedslignende beføjelser
Danmarksdemokraterne har fremsat et beslutningsforslag om at fratage DN retten til på egen hånd at rejse fredningssager.
Partiets miljøordfører, Kim Edberg Andersen, mener, at det er principielt forkert, at en privat interesseorganisation har en beføjelse, som ellers ligger hos myndighederne.
Argumentet er, at fredninger kan have vidtrækkende konsekvenser for lodsejere, kommuner og lokalsamfund – blandt andet i form af begrænsninger på drift og potentielt fald i ejendomsværdi.
Derfor bør initiativet, ifølge kritikerne, ligge hos staten eller besluttes lokalt gennem politiske organer.
Også i Liberal Alliance stiller man spørgsmål ved DN’s særstilling.
Naturordfører Ole Birk Olesen kalder det “underligt”, at én privat forening er nævnt direkte i lovgivningen med en særlig ret, som andre borgere og organisationer ikke har.
Partiet ønsker dog ikke nødvendigvis at fjerne retten, men foreslår at undersøge, om den kan udvides, så flere aktører får samme mulighed og man på den måde sikrer en juridisk ligestilling.
Det er ikke første gang, at sagen er rejst.
I 2018 forsøgte Dansk Folkeparti at ændre reglerne, så også andre grønne organisationer kunne foreslå fredninger, og så DN ikke længere kunne gøre det uden opbakning fra stat eller kommune.
Det forslag faldt dog til jorden.
Konkrete konflikter i landskabet
Debatten er ikke kun principiel.
Den tager afsæt i konkrete sager, hvor lodsejere føler sig uretfærdigt ramt.
Et eksempel er fredningen af Arrenæs ved Arresø, hvor DN alene rejste sagen.
Fredningsnævnet godkendte fredningen, men afgørelsen er siden blevet påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Et andet eksempel er Denderup Vænge ved Gisselfeld Kloster på Sydsjælland.
Her har DN sammen med Næstved Kommune rejst en fredningssag med henvisning til områdets høje biodiversitet – blandt andet levesteder for den sjældne hasselmus.
Lodsejeren har imidlertid peget på, at skovens naturværdier netop er resultatet af ansvarlig drift, og at en fredning vil begrænse fremtidig skovdrift og reducere ejendommens værdi.
For kritikerne bliver fredningen i sådanne tilfælde opfattet nærmest som en straf for god naturforvaltning.
DN: Hvis ikke os, hvem så?
Hos DN afviser man, at organisationen agerer som en myndighed. Foreningen kan rejse en sag – men ikke afgøre den.
Det er de 13 lokale fredningsnævn, der træffer beslutning, og afgørelser kan ankes til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Ifølge DN betyder det, at der næsten altid er to instanser, der vurderer sagen.
Fredningsleder Birgitte Bang Ingrisch fremhæver, at det i mange tilfælde er DN, der tager initiativet, fordi kommunerne ikke selv gør det.
Kommunerne har mange andre opgaver, og uden DN ville færre fredninger blive gennemført, lyder argumentet.
Samtidig understreger DN, at man de seneste år har styrket dialogen med berørte lodsejere – også selvom loven ikke forpligter foreningen til det.
Erfaringen fra tidligere politiske diskussioner har været, at bedre inddragelse kan mindske konfliktniveauet.
Fremtiden for DN og naturfredning
Spørgsmålet er nu, om Folketinget vil ændre en ordning, der har været en del af dansk naturbeskyttelse siden mellemkrigstiden.
For nogle er DNs særstatus et demokratisk problem.
For andre er den en forudsætning for, at naturen overhovedet får en stemme i et system, hvor økonomiske og lokale hensyn ofte vejer tungt.
Debatten rummer et grundlæggende dilemma: Skal naturbeskyttelse primært være et myndighedsanliggende – eller er der behov for en stærk civilsamfundsaktør med ret til at sætte sager på dagsordenen?
Svaret kan få stor betydning for fremtidens fredninger – og for balancen mellem ejendomsret og naturhensyn i Danmark.
