Klimaministeriet praler af “Verdens højeste 2035-klimamål”

Regeringen har præsenteret sit nye 2035-klimamål få dage før jul, med en særdeles kraftfuld påstand – nemlig at det er verdens højeste.

Målet er sat til at reducere udledningen af drivhusgasser med 82 procent sammenlignet med benchmark-niveauet 1990.

Men næsten samtidig med præsentationen lød der protester. Grønne organisationer kaldte målet uambitiøst og aktivister krævede ministerens afgang.

Så hvad er sandheden? Er målet så ambitiøs som regeringen påstår, eller er de nye mål så kiksede at Lars Aagaard må genoverveje sin ministerpost? Vi dykker ned i det her.

Et nyt trin på klimastigen

2035-målet placerer sig mellem to allerede kendte pejlemærker. I 2030 skal Danmark have reduceret sine udledninger med 70 procent. I 2050 skal landet være klimaneutralt. Regeringen beskriver det nye mål som et nødvendigt mellemtrin, der skal gøre omstillingen mere jævn og forudsigelig.

Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet giver et fast mål for 2035 bedre rammer for investeringer og planlægning, både i erhvervslivet og i den offentlige sektor. Samtidig fremhæver ministeriet, at Danmark med 82 procent ligger helt i toppen internationalt.

Ser man nærmere på regeringens egne faktaark, tegner der sig dog et mere afdæmpet billede. Fremskrivningerne viser, at Danmark allerede er på vej mod omkring 80 procent reduktion i 2035, hvis eksisterende aftaler gennemføres som planlagt.

Dermed kan målene om to ekstra procentpoint, virker som en sovepude – der tillader regeringen at se ambitiøse ud, uden egentlig at være det.

Det sidste stykke af regnestykket

Ifølge regeringens beregninger mangler der omkring 1,9 millioner ton CO2-ækvivalenter for at nå de 82 procent. Det er her, diskussionen for alvor begynder.

For regeringen har endnu ikke besluttet, hvordan de manglende reduktioner konkret skal findes. I pressemeddelelsen understreges det, at der ikke er taget stilling til virkemidlerne. Klimamålet er fastsat, men værktøjerne er ikke valgt.

Til gengæld er prisen nogenlunde på plads. Regeringen har afsat en ramme, der svarer til omkring 4 milliarder kroner om året. I de tekniske beregninger er omkostningerne vurderet med udgangspunkt i CO2-fangst og -lagring, også kendt som CCS.

Det betyder ikke, at CO2-fangst er besluttet som den eneste løsning. Men det viser, at teknologien fylder meget i det regneark, der ligger bag målet. Og det er netop det, mange kritikere hæfter sig ved.

Netop CCS er der god grund til at kritisere. Det er en stadig ny teknologi, som er ressourcekrævende at benytte, og der er stadig en del usikkerheder forbundet med det. Derudover har de midler regeringen allerede har indregnet til teknologien været svære at afsætte. Dermed er det altså også et usikkert investeringsråde.

Læs også: Virksomheder takker nej til støtte af CO₂-fangst

Energisektoren: Et gulv, ikke et loft

Hos Dansk Fjernvarme er tonen mere afmålt. Organisationen kalder 2035-målet et skridt i den rigtige retning, men understreger samtidig, at der er plads til højere ambitioner.

Ifølge energisektoren kan elektrificering, udbygning af fjernvarmen og CO2-fangst på kraftvarmeværker levere markante reduktioner, hvis rammevilkårene er klare og langsigtede. For dem er 82 procent ikke et endepunkt, men et udgangspunkt.

Budskabet er, at teknologien findes, og at investeringerne kan komme, hvis politikerne tør sætte barren højere senere.

Grøn kritik: For lavt og for snævert

Helt anderledes lyder vurderingen fra de grønne organisationer.

Danmarks Naturfredningsforening kalder målet chokerende uambitiøst og kritiserer, at regeringen ifølge foreningen lægger op til en smal aftale, der i høj grad baserer sig på teknologiske løsninger frem for strukturelle ændringer.

Oxfam Danmark retter blikket et andet sted hen. Organisationen peger på, at klimamålet kun måler udledninger inden for Danmarks grænser. Det kan fx være de produkter vi køber, der laves i udlandet eller teknologiske produkter, som solceller og vindmøller, der laves i Kina.

Det betyder, at udledninger forbundet med danskernes forbrug i udlandet ikke tæller med.

Ifølge Oxfam risikerer Danmark dermed at fremstå grønnere, end landet reelt er, fordi en del af klimaaftrykket er flyttet til andre lande.

Aktivisterne går til kanten

Den hårdeste kritik kommer fra Den Grønne Ungdomsbevægelse. Her kaldes 2035-målet et svigt, og aktivisterne kræver klimaministerens afgang. Kritikken handler både om ambitionsniveauet og om fraværet af bindende delmål efter 2030.

For aktivisterne er problemet ikke kun tallet 82, men den politiske forsigtighed, de mener, målet signalerer i en tid, hvor klimaforandringerne allerede er mærkbare.

Et mål uden facit

Regeringens nye klimamål bliver præsenteret som historisk højt. Faktaarkene viser, at Danmark ligger langt fremme sammenlignet med mange andre lande, men også at sammenligningerne er usikre og ikke direkte sammenlignelige.

Samtidig står det klart, at 2035-målet endnu er mere pejlemærke end plan. Virkemidlerne er ikke valgt. Afhængigheden af CO2-fangst er politisk omstridt. Og spørgsmålet om Danmarks globale klimaaftryk er stadig ubesvaret.

Derfor er 82 procent i 2035 ikke slutningen på en diskussion, men begyndelsen på den næste. Om målet ender med at blive husket som et reelt grønt gennembrud eller som et forsigtigt kompromis, afhænger af de beslutninger, der endnu mangler at blive truffet.