Danmark har i årtier haft et næsten usynligt privilegium: Vi åbner hanen og drikker vandet direkte.
Uden klor. Uden avanceret kemisk rensning. Uden at tænke over det.
Omkring 99 procent af vores drikkevand stammer fra grundvand, og Miljøstyrelsen fremhæver at det kun behandles minimalt.
Det har været både sundt og billigt.
Men tallene fra boringerne fortæller en anden historie: Den model bliver dyrere at opretholde.
Flere fund – flere lukkede boringer
I 2024 blev der fundet pesticidrester i 55,7 procent af de undersøgte aktive drikkevandsboringer, og grænseværdien blev overskredet i næsten hver syvende boring.
Året før blev kvalitetskravet overskredet i 12,7 procent af 2.062 analyserede boringer.
Grænseværdien for enkeltstoffer er 0,1 mikrogram pr. liter.
Når den overskrides, lukkes boringen typisk.
Læs også: Hvad kan du finde i drikkevandet, som ikke har noget med vand at gøre?
Danmarks Naturfredningsforening oplyser, at mindst 262 drikkevandsboringer er lukket på grund af pesticider over de seneste 25 år.
Hver lukket boring er ikke bare et kryds i en database. Det har økonomiske konsekvenser.
Man kan bore en ny brønd.
Man kan forbinde sig til nabovandværket.
Eller man kan begynde at rense.
Den sidste løsning er den dyreste.
Rensning er teknisk muligt – men ikke gratis
Danmark har indtil nu undgået bred kemisk rensning af drikkevand.
Det er netop derfor, vandforsyningen har kunnet drives relativt enkelt.
Men hvis pesticid- og PFAS-fund fortsætter, skal flere vandværker installere aktivt kul eller andre avancerede filtre.
DANVA har advaret om, at udbredt rensning vil gøre vandet dyrere.
For større vandværker kan investeringer i nye rensningsanlæg løbe op i tocifrede millionbeløb.
For små, lokale vandværker kan selv investeringer i millionklassen være vanskelige at finansiere uden mærkbare takststigninger.
Og hvor mange boringer kan vi lukke, før vi i praksis tvinges over i systematisk rensning?
Nye grænser kan ændre regnestykket
PFAS-kravene er allerede strammet.
Fra 2023 gælder en grænseværdi på 0,002 mikrogram pr. liter for summen af fire PFAS-stoffer i drikkevand.
EU’s drikkevandsdirektiv gør desuden PFAS-parametre obligatoriske i hele EU fra januar 2026.
Lavere grænseværdier er godt for folkesundheden, men jo lavere grænseværdi, desto dyrere er det at overholde den teknisk.
Samtidig har Miljøministeriet igangsat en indsats efter en ekspertvurdering, der peger på øget kræftrisiko ved nitratniveauer under den nuværende grænse på 50 mg/l og anbefaler en langt lavere beskyttende værdi på 6 mg/l.
Læs også: Dit “rene” drikkevand kan give dig tarmkræft.
Hvis nitratgrænsen sænkes markant, kan langt flere boringer komme i problemer og det vil gøre det dyrere at leve op til kravene.
Aalborg – et dyrt eksempel
I Aalborg er diskussionen om fremtidens drikkevand allerede blevet konkret – og dyr.
Ifølge en pressemeddelelse fra Aalborg Forsyning vil det koste omkring 645 millioner kroner at etablere anlæg til rensning af nitrat samt udvikle nye indvindingsområder.
Investeringen hænger sammen med den ekspertvurdering, som Miljøministeriet offentliggjorde i december 2025, hvor en markant lavere beskyttende værdi for nitrat blev anbefalet.
Den gældende grænseværdi er fortsat 50 mg/l, men hvis den sænkes, kan flere boringer komme i problemer.
For at finansiere projektet vurderer forsyningen, at vandtaksten kan stige med omkring 10 kroner pr. kubikmeter over en tiårig periode.
For en husstand med to voksne og to børn vil det betyde en vandregningstigning på omtrent 1.300-1.500 kroner samlet om året.
Aalborg er dermed et konkret billede på, hvad der kan ske, når nye sundhedsvurderinger og strammere krav møder ældre grundvandsressourcer.
Ikke fordi vandet i dag er ulovligt at drikke – men fordi definitionen af, hvad der anses for tilstrækkeligt sikkert, kan ændre sig.
Hvis lignende investeringer bliver nødvendige i flere større kommuner, bevæger vi os hurtigt fra et lokalt millionprojekt til milliardbeløb på landsplan.
Den økonomiske tipping point
Rigsrevisionen har tidligere kritiseret, at indsatsen for at beskytte grundvandet mod pesticider ikke har været tilstrækkelig effektiv.
Det betyder i praksis, at regningen kan flytte sig fra forebyggelse til rensning.
Den danske model har været økonomisk bæredygtig, fordi vi har beskyttet kilden frem for at rense vandet bagefter.
Hvis vi bevæger os over i systematisk rensning, ændrer vi modellen.
Så hvornår kan vi ikke længere drikke vandet i hanen?
Sandsynligvis aldrig i den forstand, at det bliver sundhedsfarligt fra den ene dag til den anden.
Men vi kan nå et punkt, hvor det ikke længere er økonomisk realistisk at opretholde princippet om næsten urenset grundvand uden markante takststigninger eller statsstøtte.
Det er dér, vendepunktet ligger.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om teknologien findes.
Spørgsmålet er, om vi vil betale for at rense og hvornår vi er gået så vidt at vi ikke længere kan forebygge os til rent vand.
Eller om beskyttelse og rensningen af vandet i fremtiden vil blive nedprioriteret til fordel for økonomi og landbrug.
