Klimarådet, den uafhængige instans, der vurderer, om regeringens klimapolitik holder juridisk og fagligt, har netop afleveret sin seneste statusrapport.
2030-målet dumper.
Begrundelsen er ikke manglende ambitioner, men manglende sikkerhed for, at ambitionerne faktisk bliver til handling.
Ifølge rådet er der for stor usikkerhed om centrale elementer som CCS og Den Grønne Trepart.
Samtidig kommer rådet med en række anbefalinger: en konkret plan B, en højere afgift på kulstofrige lavbundsjorde og et genbesøg af husdyrafgiften.
Sidste år vurderede Klimarådet ellers, at 2030-målet var anskueliggjort.
Men efter et år med problemer omkring CCS og langsom fremdrift i trepartens arealomlægninger, kan rådet ikke længere godkende målet.
2035-målet vurderes som anskueliggjort – men med en tydelig advarsel. En stor del af reduktionerne i 2035 afhænger af, at 2030-planen lykkes.
Læs også: Under fem år til 2030 – og planen holder ikke
Det er dårlig stil at dumpe regeringen
Der gik knap et døgn, før kritikken af Klimarådets analyse begyndte at rulle.
Flere brancheorganisationer kalder anbefalingerne for unødvendige og advarer mod usikkerhed og hastværk.
Det kan næsten minde om en gymnasielærer, der forsøger at tale censor fra et 00 og op på 02, fordi eleven jo er dygtig – han var bare nervøs.
Men på trods af drama og lejlighedsvis forkærlighed for teenagerpiger på Christiansborg er 2030-målet ikke en stil i 3.g – og den er skrevet af fuldvoksne mennesker.
Mennesker der tilmed praler af at have verdens mest ambitiøse klimamål.
Læs også: Klimaministeriet praler af “Verdens højeste 2035-klimamål”
Regeringen fastholder, at 2030 kan nås.
Derfor er der heller ikke umiddelbart udsigt til større kursændringer.
Landbrug & Fødevarer og Treparten
En ret så forusigelig reaktion kom fra Landbrug & Fødevarer, der især reagerer på anbefalingen om at hæve husdyrafgiften i 2030.
”Pludselige justeringer er ikke vejen frem mod 2030 og 2035. Det vil gøre det helt umuligt for landmændene at planlægge, investere og udvikle sig, hvis rammerne hele tiden ændres. Der er brug for forudsigelighed og rettidig implementering af de aftaler, der allerede ligger, kombineret med investering i forskning, innovation og nye klimavirkemidler,” siger organisationens klimachef, Hans Roust Thysen, i deres pressemeddelelse.
Argumentet er velkendt: Stabilitet før stramninger. Forudsigelighed før nye krav.
Det er ikke underligt – brancheorganisationer er sat i verden for at varetage deres medlemmers interesser.
Samtidig er det værd at huske, at Den Grønne Trepart netop blev indgået som en politisk håndsrækning til landbruget.
I stedet for traditionel regulering bygger modellen i høj grad på frivillighed og kompensation.
Lodsejere kan søge om betaling for at omlægge landbrugsjord til natur og vådområder, og husdyrafgiften indfases gradvist.
Landbruget har med andre ord fået en relativt lang snor – og mulighed for selv at byde ind i omstillingen.
Hans Roust Thysen fremhæver i den forbindelse: “Over halvdelen af de 140.000 hektar som samfundet mener skal omlægges, er allerede søgt omlagt, og ansøgningsrunderne er gang på gang overansøgte, fordi landmænd og lodsejere byder ind.”
Pointen er klar: Landbruget leverer allerede. Der er ikke behov for yderligere stramninger.
Men her opstår den centrale uenighed.
Ansøgninger er ikke det samme som gennemførte omlægninger.
Der kan gå flere år fra en lodsejer sender en ansøgning, til jorden reelt er taget ud af drift. Forundersøgelser, jordfordeling, lokale aftaler og myndighedsbehandling skal på plads, og hele modellen bygger på frivillighed.
Først når jorden faktisk er omlagt, kan klimaeffekten tælles med i regnskabet.
Derfor er det et sats at lægge alle sine æg i den kurv – hvilket netop er Klimarådets pointe – der mangler en plan B.
CEPOS – hastværk er lastværk
CEPOS’ analysechef Otto Brøns-Petersen kritiserer også rådet.
“At udsving i opgørelserne skal føre til øvrige klimapolitiske tiltag, øger risikoen markant for dyr overstyring og ’hovsapolitik’, selvom de samlede udledninger stort set ikke påvirkes. Klimarådet mangler fokus på, hvad ’sidste øjebliks’ klimapolitik koster, og hvilke gevinster der er ved den. Klimarådet er blevet bedre til at inddrage samfundsøkonomiske effekter af klimapolitik. Derfor undrer det mig, at samfundsøkonomien i rådets vurderinger og anbefalinger om 70 pct.-målet er helt fraværende,” siger han i organisationens pressemeddelelse.
Oversat til hverdagssprog: Det kan blive dyrt at skrue op for handling i sidste øjeblik.
Kritikken ledsages ikke af et konkret alternativ.
Der fremhæves, at det kan være farligere at handle. Klimarådet fremhæver det modsatte – at det kan være farligt ikke at handle.
CEPOS efterlyser flere analyser og større fokus på samfundsøkonomi, før nye tiltag sættes i værk.
Dansk Fjernvarme holder fast i CCS
Dansk Fjernvarme indtager en mere pragmatisk position i sin kommentar til sagen.
“Det er positivt, at Klimarådet anerkender behovet for CCS og negative emissioner i forhold til opnåelsen af vores klimamål på både kort og lang sigt. Selvom CCS-udbuddet ikke kommer til at levere helt som forventet, er det positivt, at der med to bud er skabt en rimelig sandsynlighed for, at CCS vil bidrage markant til vores 2030-mål.” siger direktør Kim Mortensen.
Kim Mortensen er langt fra den eneste, der har set glasset som halvt fyldt, når det gælder CCS – også i et år, hvor projektet har været præget af forsinkelser, usikkerhed og en mere end afdæmpet interesse fra erhvervslivet.
Klimarådet minder om, at ambitioner ikke reducerer CO2. Det gør realiserede projekter.
Dansk Fjernvarme hæfter sig ved, at der stadig er bud på bordet.
Klimarådet hæfter sig ved, at det endnu ikke er det samme som leverede reduktioner.
En analyse – ikke en valgkamp
Når brancheorganisationerne byder ind, kan de sagtens have fine argumenter.
De gør det, de er sat i verden for: at varetage deres medlemmers interesser.
Klimarådet har en anden rolle.
Det er et uafhængigt, lovforankret organ med til opgave at vurdere, om Danmarks klimamål er realistiske og tilstrækkeligt underbygget.
Vurderingerne bygger ikke på synsninger, men på beregninger, forudsætninger og usikkerhedsanalyser.
Når rådet dumper 2030-målet, er det derfor ikke et politisk standpunkt eller for at tryne nogen. Det er en faglig risikovurdering.
Brancheorganisationerne er i deres gode ret til at have et kritisk øje på metoden.
Men konflikten står i virkeligheden ikke mellem holdning og holdning – den står mellem interesse og analyse.
Spørgsmålet er derfor ikke, om anbefalingerne er bekvemme. Spørgsmålet er, om usikkerheden er reel.
Hvis den er det, forsvinder den ikke ved at blive kritiseret.
