Den grønne omstilling er i dag en af Europas største politiske dagsordener.
Vi skal have udfaset fossile brændstoffer og leve mere bæredygtige liv, hvor vi både som samfund og på individuelt niveau tager os bedre af naturen og miljøet.
Det er der mange, der bakker op om.
Samtidig vokser der dog også en mere ubehagelig debat frem: Hvad med dem, der har svært ved at følge med økonomisk?
Hvordan forholder de sig til Den Grønne Omstilling?
Et interessant eksempel findes i en reportage fra Politiken om tjekkernes forhold til elbiler.
Artiklen forsøger at forklare, hvorfor et land, der producerer nogle af Europas mest populære elbiler, alligevel er blandt de “langsomste” i EU til at købe dem.
Forklaringen præsenteres i Politiken-artiklen som en blanding af politisk modstand, misinformation og kulturel skepsis.
Tjekkerne ønsker sig ikke elbiler, hedder det.
Men læser man de interviewede tjekkeres egne udsagn, tegner der sig dog et lidt mere nuanceret billede.
Flere af dem fremfører ganske jordnære og rationelle argumenter.
Elbiler er dyre. De er usikre på driftssikkerheden. Batteriernes levetid og miljøpåvirkning er uklare.
Og mange foretrækker ganske enkelt at beholde deres biler i mange år, så længe de fungerer.
Det er ikke umiddelbart en særlig mystisk holdning.
For mennesker med et begrænset økonomisk råderum er en bil ganske simpelt et nødvendigt værktøj – ikke et politisk statussymbol.
Klima-kommunisme?
Flere af de interviewede tjekker sammenligner direkte EU’s klimapolitik med den form for topstyret politik, de husker fra kommunisttiden.
Den sammenligning afslører noget vigtigt: en oplevelse af, at det overordnede politiske projekt er vigtigere end den enkelte borger, der ikke alene er uden for indflydelse, men samtidig bliver mødt med moraliseren.
Som om der er noget helt grundlæggende forkert ved at være uenig.
Når EU eksempelvis beslutter at delvist udfase nye benzin- og dieselbiler fra 2035, kan mange borgere opleve det som en indirekte, men meget konkret ordre om at købe en ny – og dyrere – teknologi, som de ikke har tillid til.
For en velstående middelklasse i Nordeuropa kan det måske fremstå som en overkommelig omstilling.
For borgere i et land med lavere lønninger kan det se helt anderledes ud.
Netop derfor fremstår en af pointerne i Politikens artikel næsten komisk: hvorfor køber tjekkerne ikke de elbiler, som “de selv producerer”.
Men forbrugere køber ikke produkter på grund af national stolthed.
De køber dem først og fremmest, fordi de passer til deres økonomi og behov.
At en bil produceres i ens eget land gør den ikke automatisk prismæssigt overkommelig.
De børnearbejdere, der udvinder metaller til smartphones, har heller ikke nødvendigvis råd til dem.
Det burde være indlysende, skulle man mene.
De selvtilfredses snæversyn
Her begynder artiklen uforvarende at illustrere et mere generelt problem i klimadebatten: et elitært snæversyn.
Når mennesker med begrænsede økonomiske ressourcer prioriterer en velkendt og driftssikker bil til en pris, de kan betale, bliver det i artiklen fremstillet som slags irrationel tøven.
Som om det er en mindre detalje, at folk faktisk ikke har råd til en smart ny elbil – der måske dumper første synstjek.
De fleste tjekker beholder ifølge artiklen deres biler i mange år, hvilket vidner om en typisk tjekkisk mentalitet ifølge Klará Skolníková, der arbejder for en grøn transportorganisation.
“Tjekkerne kan godt lide at køre i deres biler i lang tid“, siger hun, som om det primært var et finurligt kulturelt træk ved tjekkerne – og ikke et udtryk for de socioøkonomiske forhold.
Det er et ofte overset problem i klimadebatten, at de velstillede til tider har svært ved at acceptere, at privatøkonomi trumfer politiske holdninger.
Selvfølgelig forstår man ikke, at nogle mennesker “tøver” med at investere i en elbil, hvis man slet ikke forstår, hvad det vil sige at have en presset privatøkonomi.
Den manglende folkelighed
Når klimapolitikken præsenteres på en måde, der overser banale realiteter, risikerer den at fremstå ikke blot elitær, men også formynderisk.
Den grønne omstilling er en enorm politisk opgave, som kræver bred folkelig opbakning, hører vi konstant, men det er ofte svært at få øje på folkeligheden i klimapolitikken.
Flere undersøgelser har vist, at klimapolitik bliver prioriteret højest af borgere med relativt høje indkomster og uddannelsesniveauer.
Derfor bliver klimapolitiske holdninger nogle gange kaldt “luxury beliefs” – noget, som man kan gå op i, hvis man generelt lever en forholdsvis privilegeret tilværelse og ikke har så meget andet at bekymre sig om.
Det står i skærende kontrast til klimapolitikkens erklærede formål.
Hele ideen er, at det er afgørende for os alle at få skabt en mere bæredygtig klode – ikke, at det er et selvfedt hygge-projekt for overklassen.
Heri ligger der en udfordring, som man ikke kan løse ved bare at mistænkeliggøre dem, der er skeptiske.
Jo mere man rynker på næsen af nogen, der synes, at man er en snob, jo mere ligner man en snob.
